Kalot og lårkort: Antisemitisme og voldtægt er aldrig ofrenes ansvar

Uanset, hvor meget man skilter med sin tro, eller hvor udfordrende man går klædt, er antisemitisme og voldtægt aldrig ofrenes ansvar, skriver journalist og forfatter Kåre Gade

Solidariteten i kibbutzen er ikke forsvundet, siger Vibeke Lund-green Michel, der som kibbutzmedlem gennem 32 år har oplevet de jødiske kollektivers forvandling fra socialisme til kapitalisme. --
Solidariteten i kibbutzen er ikke forsvundet, siger Vibeke Lund-green Michel, der som kibbutzmedlem gennem 32 år har oplevet de jødiske kollektivers forvandling fra socialisme til kapitalisme. --

Romanen The Finkler Question (Finkler-spørgsmålet), som vandt Booker-prisen i 2010, begynder med et røveri, som måske, måske ikke, er antisemitisk motiveret.

Forfatteren, Howard Jacobson, lader sin vege, viljesløse og ikke-jødiske hovedperson overfalde en aften i det centrale London, da han er på vej hjem fra en middag med sine to jødiske venner. Bagefter kommer han i tvivl: Hørte han forkert, eller kaldte forbryderen ham din jøde?

LÆS OGSÅ: "Københavns borgmestre tager ikke chikane af jødiske børn alvorligt"

Røveriet bliver en besættelse for hovedpersonen og begyndelsen på en meget morsom roman om anti-zionistiske jøder, ikke-jødisk holocaust-misundelse og mange andre paradokser, som Howard Jacobson skildrer i al deres nuancerigdom og underholdende absurditet.

I Weekendavisen i december 2012 skildrer journalist Martin Krasnik en spadseretur på Nørrebro iført kalot. I begyndelsen er det lidt svært at tolke reaktionerne (måske fordi det er åbenlyst, at kalotten er et journalistisk eksperiment), men uden for en kiosk råder en gruppe unge ham til at tage kalotten af: Det er for din egen skyld. Jeg har en fætter, der stak én ned med en kniv, fordi han havde den dér på.

Det er også i denne artikel, skoleleder Lise Egholm siger, at hun nok vil fraråde Krasnik at indskrive sine børn på Rådmandsgades Skole: Ja, desværre, det tror jeg. Det gør ondt i hjertet. Det er hujende forkert. Men det er virkeligheden.

En jødisk bekendt siger til Krasnik, at ja, der er antisemitisme på Nørrebro, og at ja, det ville være dejligt, hvis det ikke var tilfældet, men er det ikke sådan, verden er? Det handler om territorium, ligesom i musicalen West Side Story: I alle store byer er der steder, man ikke bare går hen. Steder, hvor sorte ikke går hen, hvide ikke går hen, hvor bøsser ikke går hen. Krasnik konkluderer lakonisk, at han har en stærk fornemmelse af, at noget er gået tabt.

En besindig artikel om antisemitisme på Nørrebro og en sjov roman om paranoia og selvhad i den jødiske diaspora? Det er godt, at den slags findes, for vi har brug for at huske, at verden aldrig er sort-hvid, og at der er andre slags mennesker end helte, skurke og ofre. Men det er samtidig indlysende, at besindighed og humor er en luksus, man i dette tilfælde kun kan tillade sig, hvis man som Krasnik og Jacobson selv er jødisk.

For os andre ikke-jøder er der kun én måde at reagere på antisemitisme på, og det er med den størst mulige alvor og konsekvens. Ikke for jødernes skyld, men for vores egen, for antisemitismen er en trussel mod vores kultur. Accepterer vi, at der er områder i Danmark, hvor jøder ikke bør færdes, så har vi åbnet porten for alle mulige former for racisme, homofobi og politisk og religiøs vold.

Det svarer til den debat om voldtægt, hvor nogle mener, at kvinder bør klæde sig mindre udfordrende. I sidste uge kom den britiske skuespiller Joanna Lumley i modvind, da hun rådede piger til ikke at drikke sig fulde og rave letpåklædte og barbenede rundt uden penge til en taxa hjem. Det kan være et velment, privat råd fra en mor til en datter, men aldrig et argument i en debat om, hvem der har ansvaret, hvis pigen er i lårkort.

På samme måde kan det godt være, at en bekymret jødisk far vil råde sin søn til at putte kalotten i lommen, når han krydser Nørrebrogade. Men beholder han den på, kan det aldrig være hans ansvar, hvis nogen forulemper eller overfalder ham. Der er ingen formildende omstændigheder ved antisemitiske trusler og vold, hverken moralsk eller i forhold til straffeloven.

Det tog desværre ikke mange timer, inden den seneste uges debat om antisemitisme på Nørrebro blev til en politisk metadebat, hvor politikere fra Radikale Venstre beskyldte højrefløjens politikere for at være ude efter muslimerne. De seneste dage har vi været vidne til, at en række hurtige politikere for Gud ved hvilken gang har brugt påstået hetz mod jøder til at skabe reel hetz mod muslimer, skrev Zenia Stampe på sin Facebook-side.

Nogle gange skal man have modet til at være enig med sine modstandere. Det er ikke muslimhetz at sige fra over for en territorialhævdende, racistisk kultur, der gør dele af København til usikkert område for jøder eller for asiatisk udseende amerikanere for den sag skyld, som vi så det i det meget omtalte overfald i bus 6A.

I stedet for at benytte lejligheden til at så tvivl om sine politiske modstanderes motiver ville det have klædt Zenia Stampe at reagere med en klar og umisforståelig fordømmelse af den antisemitisme, der i hvert fald ikke er mere påstået, end at Martin Krasnik får at vide, at kalotten kan koste ham livet.

Det er Krasniks privilegium at kunne reagere på truslen med et sørgmodigt skuldertræk. Til gengæld er det enhver politikers og medborgers pligt at sige højt og tydeligt nej til jødehad.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade