Præst: Kampagnen fra Ateistisk Selskab vil gavne kristendommen

Kristentro trives bedst og vokser mest, der hvor den ikke tages for givet eller opfattes som selvfølgeligt, nationalkulturelt arvegods, skriver præst og forfatter Thomas Baldur

Nogle gange kan en ateistisk busreklame ikke blot minde os om det, men faktisk sætte os (såvel folkekirkefolk som frikirkefolk) under et velgørende pres til at komme ud af starthullerne og i gang. Så derfor: af et teistisk hjerte, tak!
Nogle gange kan en ateistisk busreklame ikke blot minde os om det, men faktisk sætte os (såvel folkekirkefolk som frikirkefolk) under et velgørende pres til at komme ud af starthullerne og i gang. Så derfor: af et teistisk hjerte, tak!. Foto: Ateistisk Selskab.

Der er på det seneste sagt og skrevet en del om Ateistisk Selskabs kampagne for at få medlemmer af folkekirken til at melde sig ud.

At skyde sig selv og ateismen i foden

Jeg er ikke selv medlem af folkekirken. Jeg er medlem (og præst) i en kristen frikirke. Ikke desto mindre vil jeg tage mig den uforskammede frihed på vegne af alle folke- og frikirkekristne i Danmark at rette en varm tak til Ateistisk Selskab for at bruge tid og kræfter og tusindvis af kroner på ikke blot at hjælpe den kristne kirke, men i den grad – som Jesus udtrykte det –at gå en ekstra mil (Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 41).

Det er da skønt at se, at Stjernholm og vennerne så ihærdigt graver dybt i lommerne og lægger sig i selen for at skyde sig selv og ateismen i foden. For sagen er jo, at kristentro altid og overalt i verden trives bedst og vokser mest, der hvor den ikke tages for givet eller opfattes som selvfølgeligt, nationalkulturelt arvegods.

Faktisk viser kristentro sig altid at have de bedste betingelser, der hvor den forfølges og undertrykkes mest. Ateistisk Selskabs kampagne er hverken forfølgelse eller undertrykkelse, men den er da et skridt i den rigtige retning.

Ateistisk busreklame minder os om det vigtige

Man kan blot håbe, at folkekirken ikke som modtræk vælger at fokusere på begravelsespriser eller kulturel sammenhængskraft, for det er der sådan set ikke særlig meget eksistensberettigelse i.

Den kristne kirkes eksistensberettigelse er til enhver tid glad, skamløst og uhæmmet at italesætte og dele troen på og relationen til Kristus, syndernes forladelse og kødets opstandelse. At gå med fred og tjene Herren med glæde, som vi også udtrykker det. Ikke gennem buskampagner, men i og igennem samtale med og relation til mennesker på vores vej gennem hverdagen.

Nogle gange kan en ateistisk busreklame ikke blot minde os om det, men faktisk sætte os (såvel folkekirkefolk som frikirkefolk) under et velgørende pres til at komme ud af starthullerne og i gang. Så derfor: af et teistisk hjerte, tak!

Vi tales ved derude – måske i bussen?

Thomas Baldur, præst og forfatter, Møllevænget 26, Vadum