De fleste er nok enige om, at det er vigtigt at tage sit arbejde seriøst, men muligvis ser vi forskelligt på, hvad det indebærer. Kan man for eksempel problemløst springe ind og ud af forskellige roller?
Spørgsmålet er særligt relevant angående de meget synlige embeder, og senest er DRs nyhedsvært Johannes Langkilde blevet vært for DRs corona-succes ”Fællessang – hver for sig”. Her sad Johannes Langkilde pludselig i fredags omgivet af stearinlys og frugtskål og hyggede med pianist og befolkning, hvilket får nogen til at overveje, om hans myndighed vil være intakt, når han næste gang i fuld seriøsitet skal interviewe landets magthavere.
Den overvejelse giver bestemt mening. Forleden udtalte en psykolog på P4, at det er vores ”krybdyrshjerne”, der spiller os et puds, når det kniber med at acceptere et kendt ansigt i en anden funktion end den vanlige, og det er meget trættende med denne tendens til at tolke alt gennem gold hjerneforskning.
Mon ikke forklaringen snarere er, at der er grænser for, hvor vidt et menneske kan spænde, og at medieunderholdnings-maskinen har det med at æde de sjæle op, der er på endeløs rundtur med den.
Lad os gå helt til tops med problemstillingen. Det føles nemlig påfaldende skævt, når tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) pludselig sidder i P4’s ”Sara & Monopolet” (tidligere ”Mads & Monopolet”) og forholder sig til folks daglige dilemmaer. Har man én gang været statsminister, bærer man i en vis forstand embedet med sig hele livet, og optræder man alligevel ofte i den mere letbenede mediestrøm, bærer man det ikke med tilstrækkelig tyngde.
Upassende er det også, at en anden tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, for nylig indvilligede i at deltage i et reality-program, hvor nogle mediepersoner skal sejle over et stort hav i en eller anden mindre bådtype. Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har siddet med det største ansvar under terrorangreb, statsforhandlinger og præsidentbesøg, og det er ikke krybdyrshjernen, der rører på sig, når man ærgres ved at se dem boltre sig i den lette underholdning. Det er mistanken om, at behovet for at være synlig og betydningsfuld måske længe har været en central drivkraft.
Afhængighed af rampelyset – én af vor tids dødssynder – kan gradvist forme en personlighed så meget, at det kan blive svært at identificere den egentlige essens af livsopgaven, og tilmed kan man frygte, at mediebacillen æder sig mere og mere ind i mennesket, som historien skrider frem.
I hvert fald er det tankevækkende, at det er de to seneste statsministre, der har udvist så stor iver efter at optræde i den lette genre. Der hersker anderledes seriøsitet omkring eks-statsministrene Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S), der stadig udstråler statsmand, når de af og til træder frem.
Omkring Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt synes i stedet at herske en vis trang til at blive på scenen til evig tid. I hvilken rolle der nu byder sig.