Når det gælder ligestilling på globalt plan, er Danmark en sværvægter. Vi har både styrke og vægt nok bag vores ord til at sætte nye ligestillingsdagsordener. Men som enhver anden topatlet, så er vi hele tiden nødt til at holde os skarpe og gøre vores hjemmearbejde. Gør vi ikke det, så svigter vi – både hjemme og ude.
I 18 lande i verden kan mænd med loven i hånd nægte deres ægtefæller at arbejde. I 39 lande har kvinder ikke samme ret til at arve som deres mænd. Og næsten en femtedel af alle verdens kvinder mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk eller seksuel vold af deres nære partner inden for det seneste år.
Alt dette kan man læse ud af en ny rapport fra FN’s kvindeorganisation UN Women. En ny rapport, men et gammelt problem, der bliver ved med at forfølge verdens kvinder: manglen på ligestilling. Eksemplerne virker horrible, og i Danmark ryster vi naturligvis på hovedet af det. Vi bruger selvsagt enhver anledning ude i verden til at rejse problemstillingerne og støtte de progressive kræfter. Ingen tvivl om, at vi sammen med de øvrige nordiske lande er rollemodeller, som andre lande ser på. Vi har en stærk stemme, og vi har et særligt ansvar for at fremme ligestilling og kvinders rettigheder ude i verden. Det er en rolle, vi skal være stolte af og dyrke.
Men det er også en rolle, der forpligter. Vi kan ikke den ene dag stå på FN’s talerstol og tale dunder om, hvad andre lande burde gøre, og så den næste dag dukke os for de mest alvorlige ligestillingsproblemer herhjemme. Og nej, vi er bestemt ikke i mål med ligestillingen i Danmark. Særlig et problem springer i øjnene: den manglende ligestilling i visse etniske miljøer. For vi har også i vores land horrible eksempler på manglende ligestilling.
I Danmark findes der kvinder, der ikke kan gifte sig med den, de elsker. I Danmark findes der piger, der ikke må komme med deres jævnaldrende på lejrskole eller være sammen med deres venner efter skoletid. I Danmark findes der unge kvinder, der ikke selv må vælge deres uddannelse. Piger og kvinder, der begrænses og overvåges af familien og det omkringliggende samfund. Piger og kvinder, der ikke nyder de helt basale frihedsrettigheder, nemlig retten til selv at bestemme over egen krop og forme deres eget liv.
Hvis vi stikker hovedet i busken og lader berøringsangst og skyttegravskrige afholde os fra at tage problemerne op, så lyder vores opfordringer til andre lande hule og er markant nemmere at komme uden om.
Vi er stadig gode herhjemme. Vi ligger højt i stort set alle ligestillingsstatistikker. Vi bevæger os på mange områder i den rigtige retning, men hvis vi skal bevare rollen som bedst ude, så skal der mere til.
Vi kan kun påvirke udviklingen ude, når vi hele tiden bevæger os fremad derhjemme. Og tro os, der er i den grad behov for at påvirke udviklingen ude. Vores fineste våben som lille land er hverken sanktioner, konflikter eller økonomiske trusler. Det er at gå forrest. At være rollemodel og træde nye græsgange.
Det kræver, at vi viser os som et land, der tør bryde tabuerne, uanset om det drejer sig om tvangsægteskaber eller myten om en jomfruhinde. Det kræver, at vi tør kæmpe kulturkampene, uanset om de foregår på ledelsesgangene eller i isolerede ghettoområder. Og det kræver, at vi har en debatkultur i øjenhøjde og respekt.
Vi er netop hjemvendt fra den årlige samling i FN’s Kvindekommission, som er det vigtigste globale mødeforum for kvinders rettigheder og ligestilling. Vi knokler fra Danmarks side benhårdt i forhandlingerne i Kvindekommissionen for at fremme kvinders reproduktive sundhed og for at bekæmpe børneægteskaber, kønsstereotyper og fremme kvinder og pigers deltagelse og uddannelse.
Sammen tager vi kampen op for at forbedre kvinders rettigheder. Kvinder, både i Danmark og i resten af verden, skal sikres retten til at bestemme over deres egen krop, inklusive retten til at vælge, hvem de vil have børn med, hvor mange børn de vil have, og hvornår de vil have dem.
Ligestilling og piger er højt prioriteret i Danmarks udviklingspolitik. Vi fremmer en mere fri, rig og tryg verden, når vi skaber lige muligheder for alle – kvinder og mænd, piger og drenge.
Heldigvis sker der noget positivt lige nu både i Danmark og ude i verden. Flere og flere kvinder tager et opgør – på hver deres måde. Og til alle de kvinder, der er med til at bryde tabuer og tage det nødvendige opgør: I skal vide, at I har vores opbakning!
Vi stiller os gerne i front og kæmper for retten til frihed, både i Danmark og på globalt plan. Fordi det gavner både hjemme og ude.
Karen Ellemann er ligestillingsminister, og Ulla Tørnæs er udviklingsminister.