Mellem asfaltbelagte stisystemer, en gammel brugsforening, en sportshal, en slagter og et lille pizzeria bor godt og vel 2400 mennesker i en by, de kalder for Vipperød. En lille pendlerby, som er vokset op omkring en 116 år gammel togstation, en times togtur fra Københavns Hovedbanegård.
Herude har mange af de stemmeberettigede sat kryds ved partier som Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre ved de seneste folketingsvalg. Men som på resten af Vestsjælland forventes det, at der vil blive sat mange krydser ved liste Æ, Danmarksdemokraterne, når båsene med de blå tæpper stilles op i Vipperød Hallen den 1. november.
Det her er et af de steder, hvor kampen om den folkelige midte skal udkæmpes. Det er her, de afgørende vælgervandringer, som vil afgøre, hvem der bliver statsminister i Danmark, kan ske. Her, hvor vælgerne kan finde på at hoppe fra rød til blå blok eller den anden vej, hvis de føler sig politisk oversete.
"Samfundet her har været et eksempel på, at sosu-assistentens datter og bankchefens søn kan gå i skole sammen," siger Frederik Vad Nielsen.
Han er socialdemokratisk folketingskandidat og har haft hele sin opvækst i 4390 Vipperød.
Vipperød er et sted, hvor børnene kan sendes udenfor og lege, uden man behøver at holde øje med dem. Et sted, hvor der bor murere, elektrikere, mekanikere, skolelærere, pædagoger, sygeplejersker, handelsfolk og bankfolk. Folk, som typisk ikke har lange, videregående uddannelser, og som ikke rigtigt går op i diskussioner om juridisk kønsskifte. Det siger Frederik Vad i hvert fald.
"Det har været en kæmpe gave for mig at gå i klasse med mennesker, som har haft forskellige baggrunde," siger han, mens vi står foran Vipperød Skole.
"Ligesom man kan spejle sig i nogle, der har et efterstræbelsesværdigt liv, kan man også spejle sig i nogle, der har det sværere end en selv. Mens jeg gik i 7. klasse, flyttede en stor fabrik, der hed Superfos og lå her, til Polen. 140 mennesker blev arbejdsløse," siger Frederik Vad om at vokse op i et sammenblandet arbejder- og middelklassesamfund, hvor lokalsamfundet tydeligt kunne mærke, hvis en stor produktionsfabrik lukkede.
"Holbæksk" socialdemokrati
Men Kristeligt Dagblad er ikke kun taget til Holbæk-egnen for at dykke ned i kampen om den folkelige midte. Holbæk er blevet en socialdemokratisk talentfabrik. Regeringens udkantsideolog Kaare Dybvad Bek kommer også fra stationsbyen en håndfuld kilometer syd for Holbæk. Kommunen er styret af landets mest populære borgmester, 29-årige Christina Krzyrosiak Hansen. Og indtil maj var Frederik Vad formand for det socialdemokratiske ungdomsparti DSU. En post, han bestred i fem år, hvilket er den længste formandsperiode siden 1960'erne.
"Holbæk-sosserne" er de blevet kaldt – som et billede på den socialdemokratiske stemme fra landets perifere egne. Kaare Dybvad er integrationsministeren, der skal stå på mål for regeringens plan om et asylcenter i Rwanda, og Christina Krzyrosiak Hansen er formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, der i august foreslog et tørklædeforbud på landets grundskoler.
De er ikke bare blevet kaldt provins-sosser eller land-sosser. Nej, Holbæk-sosserne, fordi de insisterende taler med et afsæt i den egn, hvorfra deres verden går.
Derfor viser Frederik Vad Kristeligt Dagblads udsendte rundt i Vipperøds gader og stisystemer, fortæller om folkeskolen, sportshallen, legepladserne og "huset i hullet", som de kaldte det hus, hans far selv byggede med hvide, fuldmurede vægge og sortglaserede tagsten.
"Det sted, man er rodfæstet, har formet en – også i ens politiske arbejde. Det, som jeg i høj grad tager med mig, er en meget stærk tro på, at velfærdssamfundets kerneinstitutioner som børnehaven og folkeskolen er altafgørende i kampen for at skabe et socialt retfærdigt samfund. Hvis du lukkede den her skole, og hallen ikke var der, ville det være en helt anden by. De har været nerven i mange ting," siger han.
"Kulturel homogenitet er også vigtigt for et samfund som vores. Rigtig mange af dem, der har gået på vores skole, har haft forældre, der var i arbejde, og der har ikke været nogen stor koncentration af folk med anden etnisk baggrund."
Arbejderne uden for byerne
Boligerne i Holbæk er billigere end i de dele af Sjælland, der ligger tættere på København. Det afspejler sig også i befolkningssammensætningen på Holbæk-egnen og andre dele af Vestsjælland. For hvor boligpriserne stort set har tømt hovedstaden for, hvad journalist og debattør Lars Olsen betegner for arbejderklassen, har folk med lav- og mellemindkomster stadig råd til at bo her på Vestsjælland.
Han har i mange år beskrevet, hvordan arbejderklassen ser ud i dag, og for halvandet år siden flyttede han selv fra den københavnske forstad Humlebæk til Holbæk. Herfra betragter han den arbejderklasse, der som mange andre borgere er trætte af en årtier lang centralisering, der har flyttet hospitaler, uddannelsespladser og anden central infrastruktur ind mod landets større byer.
"Holbæk blev ramt af centraliseringen, da seminariet lukkede i 2014. Det gav en kæmpe mavepuster til byen. Derfor har man her et positivt blik på den land og by-politik, der har forsøgt at vende den skæve udvikling," siger Lars Olsen.
Nu er udviklingen vendt, siger han. Nye boligområder skyder op i Holbæk, som for bare fem år siden var en landets fattigste og på kanten af at blive sat under offentlig administration. Der er kommet en sygeplejerskeuddannelse samt en uddannelse i finansøkonomi, og næste år åbner der en pædagoguddannelse i byen. Men den geografisk store Holbæk Kommune har også yderområder, og folk på Vestsjælland bliver stadig sure, hvis de kan mærke, at sammenhængskraften i deres del af landet bliver sat under pres.
"Nogle af de her mennesker føler også, at man i de fine saloner i København taler ned til dem. Derfor taler det også til dem, når Inger Støjberg taler om, at forbindelseslinjerne mellem land og by er blevet for svage. Eksempelvis har man først nu fået vedtaget en ordentlig motorvejsforbindelse til Kalundborg, selvom det er Sjællands største industriområde. Hidtil har man bumlet afsted ad en landevej for at komme til Kalundborg," siger Lars Olsen.
Selvom de klassiske arbejdervælgere er skubbet ud i periferien af landets geografi, er de rykket ind i centrum af den politiske debat de seneste 20 år, forklarer Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet:
"De har vist sig at være mobile over midten i dansk politik, og kan man få fat i nogle af dem, står man godt til at trække det længst strå i en valgkamp. De efterspørger en kombination af en lidt venstreorienteret fordelingspolitik og en højreorienteret værdipolitik."
Gruppen er demografisk ret bred, siger Stubager, for deres indtægter kan svinge meget. Nogle håndværkere kan måske være selvstændige erhvervsdrivende og tjene så meget, at de nogle år nærmer sig topskattegrænsen. Men det, som kan tale til en bredere kreds, er den rene land/by-diskussion, mener han:
"Alle, der synes, at der kan være udfordringer ved at bo uden for de større byer, kan være glade for, at der kommer forslag om at forbedre forholdene i deres del af landet. Den rendyrkede land/by-diskussion rammer en bredere kreds af vælgere i landområderne, end dem der passer på arbejderprofilen."
Politik handler om andre end os
Frederik Vad mener, at konflikten mellem land og by bunder i et ønske om, at politikerne ikke skal spænde ben for, at tingene fungerer i lokalområderne.
"De fleste mennesker vil gerne indrette deres liv med respekt for fællesskabet, vores normer i samfundet og god opførsel. Men der har været en oplevelse på Vestsjælland af, at politikerne ofte er gået i vejen for, at det kunne lykkes. Vi kan godt tage ansvar for, at der er fred og ro, at vi har det godt med hinanden og holder en byfest en gang imellem. Men lad være med at lukke vores skoler eller tage vores busser, så vores børn og mormødre ikke kan komme ind på borgerservice eller til stationen," siger han.
Utilfredsheden består blandt andet i, at folk mærker, at den politiske udvikling kører hen over hovedet på dem. Når det sker, begynder de at føle, at politik ikke handler om dem, siger Lars Olsen:
"Når jeg har holdt foredrag gennem de seneste 10 år ude i lokale fagforeninger landet over, har jeg mødt rigtig mange, der oplever, at både mediernes og den politiske dagsorden kører hen over hovedet på dem. Der er ingen tvivl om, at en del arbejderstemmer stemmer imod systemet, fordi de føler, at politik handler om noget andet end dem. Det er derfor, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har tiltrukket sig mange arbejderstemmer, og Inger Støjberg gør det i dag."
Nødvendighedens ligegyldighed
Frederik Vad stiller op i Slagelse, og når han går fra hus til hus i den vestsjællandske by, møder han folk, som føler, at politik er blevet en elitesport, som de slet ikke er kloge nok til at kunne sige noget om. Men han møder også folk, der føler, at uanset om regeringen har været rød eller blå, er der blevet ført den samme politik med at skabe et centraliseret effektivitetssamfund, der samtidig har afviklet lokalsamfundene.
"Så er der nogle, der føler, at politik kan være lige meget og ikke virker, når det er ligegyldigt, hvem der bestemmer," siger Frederik Vad.
Allerede i 2014 rejste blandt andre Kaare Dybvad og Christina Krzyrosiak Hansen i en kronik i Berlingske en kritik af den daværende socialdemokratiske regerings mål om konkurrencestat, udlicitering og konsulentrapporter. Det var nemlig ikke rapporterne fra internationale konsulenthuse, der skulle udstikke retningen for fremtidens socialdemokratiske politik, for hvad nu hvis den globale konkurrence udstak en politisk retning, der gik imod arbejdervælgernes interesser? Var det så virkelig den rette politik at føre for Socialdemokratiet? Nej, mente de og gik til kamp mod den såkaldte nødvendighedens politik, og det nye Socialdemokrati under Mette Frederiksen begyndte at arbejde for langt mere omfordeling.
"Ved valget i 2019 satte Socialdemokratiet alle sejl til for at få vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Man bevægede sig væk fra Bjarne Corydon-linjen og hen til Arne-pensionen," siger Rune Stubager.
Den kurs skal man holde fast i, mener Frederik Vad.
"Hvis man begynder at gå tilbage til nødvendighedens politik, tror jeg, at man vil se en gentagelse af det, man så i starten af 2010'erne, hvor et parti som Danmarksdemokraterne eller Dansk Folkeparti vil blive enormt stort, fordi de gamle partier svigter," siger Frederik Vad.
Splid mellem land og by
Men den linje skaber også intern splid i rød blok, hvor flere af regeringens støttepartier og deres storbyvælgere kort og godt hader Socialdemokratiets hårde udlændingelinje og planerne om et asylcenter i Rwanda. Men Frederik Vad påpeger de konsekvenser, der vil være, hvis S løsner for udlændingepolitikken og fører storbyakademikernes politik.
"Hvis vi førte den politik, som de taler om, så ville Inger Støjberg jo få magten," siger Frederik Vad.
Socialdemokratiet skal fortsat være et bredt appellerende folkeparti, der stadig henter stemmer både i land og i by, mener Vad. Man må ikke tabe byvælgerne, for så kommer landet for alvor til at knække over.
"Hvis alternativet er, at vi kun skal være noget for arbejderklassen her, hvor jeg er opstillet, så får vi fire store byer, der er styret af Enhedslisten. Hvis ambitionen er det modsatte, taber vi hele arbejderklassen til blå blok, fordi Socialdemokratiet er det eneste parti, der kan trække dem over midten. Forudsætningen, for at der kan laves progressiv grøn og social politik til venstre for midten, er, at det største parti til venstre for midten står fast på den stramme udlændingepolitik," siger han.