Kampen om det amerikanske folk

Den politiske kamp i Washington er også en strid om, hvordan fremtidens USA skal tage sig ud, og på hvilket grundlag det skal bygges. Hvem det amerikanske ”vi” er og skal være

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Endnu er USA det tætteste, vi kommer et imperium. Siden Anden Verdenskrig har USA’s politiske vilje med skiftende intensitet og dygtighed sat dagsordenen for resten af verden. Washington D.C. er imperiets fortættede centrum med de magtens symboler, vi alle kender. Det Hvide Hus, Capitol, Pentagon, omkring dem endeløse rækker af mastodontiske kontorbygninger, regeringskontorer, ambassader, tænketanke, lobbyister, hoteller og restauranter. Alt i denne by handler om politik. Om magt.

Da jeg ankommer til byen en forårsmild januaraften, er landets regering, imperiets øverste administrative enheder, lukket ned. Shutdown, som amerikanerne kalder det. Ordet klinger som fodboldens touchdown, når kommentariatet på de talrige tv-kanaler live-kommenterer udviklingen på CNN, msnbc og Fox News. Men der er ingen sport på fladskærmene i Washington. Frisøren, hotellobbyen, 7 Eleven, den lokale irske pub, alle viser de politiske talkshows. Og på en måde er det alligevel som at se sport. Touchdown. Shutdown. I Dulles-lufthavnen, opkaldt efter præsident Eisenhowers udenrigsminister i 1950’erne, da imperiet cementerede sin globale almagt, skaber lukningen lange køer ved paskontrollen, men ellers pulserer byen videre i anticiperet venten på kongressens og præsident Trumps næste træk.

Jeg er inviteret til byen af det amerikanske udenrigsministerium som led i et program, International Visitor Leadership Program, der siden Trumans, Eisenhowers og Foster Dulles’ dage har bragt tusinder af politikere, journalister og embedsmænd til USA for at danne sig et indtryk af imperiets daglige drift og raison d’etre. At det ikke er helt så enkelt her ved indgangen til 2018, står hurtigt klart. I flyet har jeg med skiftevis skepsis, mistro og kluklatter læst Michael Wolffs bedstsælgende ”Fire and Fury” om det første år i Trump-administrationen. Intet er, som det plejer. Bag Washingtons solide og imposante facader hersker rådvildhed og kaos.

Den politiske konflikt bag det aktuelle shutdown er imidlertid genkendelig. Trods flertal i begge kongressens kamre kan republikanerne ikke sikre årets finanslov, fordi den demokratiske ledelse i Senatet har stillet et ultimativt krav om en politisk løsning for 800.000 børn af illegale indvandrere, de såkaldte Dreamers.

Trump vil måske, måske ikke, gå med til en aftale, hvis han til gengæld kan få tilsagn om 25 milliarder dollars til en mur på den amerikanske-mexicanske grænse. Det kan han ikke. Og her står de så. Da det bliver mandag, er der ingen løsning for hverken de unge indvandrere eller grænsemuren, men Demokraterne har i erkendelse af, at deres politiske spil ikke lykkedes, besluttet at stemme for en midlertidig finanslov. Regeringen kan genåbne.

Selvom alle i den 16-mand store europæiske delegation, jeg er en del af, kan blive enige om, at ham Trump er for viderekomne, så afslører samtalerne over frokosterne og fyraftensfadøllene i Washington hurtigt, at de politiske skillelinjer på tværs af Europa er – om muligt – endnu mere afgrundsdybe end i USA. Og nøjagtig som i USA er det indvandring, som udgør omdrejningspunktet i den politiske og offentlige debat, og globalisering og økonomisk ulighed, som danner bagtæppet for nye politiske forskydninger.

Mens middelhavslande som Grækenland, Malta og Spanien med hundredtusinder af flygtninge placeret i lejre har det anstrengt med nordeuropæiske meldinger om, at antallet altså betyder noget, forsøger østeuropæiske lande som Polen, Ungarn og Bulgarien at forklare, hvorfor det i deres lande ikke engang handler om antallet. De vil slet ikke have nogen flygtninge eller indvandrere. Overhovedet. For lande som Litauen og Ukraine spiller debatten om indvandring stort set ingen rolle. Her handler alt om Rusland. Nogle er bekymrede for kinesisk overtagelse af havneanlæg, mens andre igen er mest optaget af menneskerettigheder og LGBT-spørgsmål. Det eneste samlende var, at ingen forventede, at Bruxelles er i stand til at løse den udfordring.

Detaljerne i de europæiske skærmydsler optager ikke amerikanerne. Mildt sagt. Som en embedsmand i Senatets udenrigskomité formulerede det. ”Når det kommer til Europa, er vi optaget af tre ting: Rusland, Tyrkiet og Brexit.” Det er det. Hvad Danmark mener om flygtninge, Spanien om klima eller Østrig om behovet for europæisk enhed, er amerikanerne rørende ligeglade med.

De forventer, at de enkelte europæiske lande øger deres forsvarsbudget og dermed bidrager til en fælles front over for Rusland, de lægger vægt på, at EU presser og holder snor i Tyrkiet som en central Nato-allieret. Og endelig, at Brexit-spørgsmålet løses på en måde, så det er til mindst mulig skade for amerikanske interesser i Europa, først og fremmest hvad angår militær og handel.

Og så alligevel. På en vis måde spiller det europæiske kludetæppe faktisk en rolle for den bredere kamp i Washington og i resten af USA, som først og sidst handler om, hvem og hvad Amerikas Forenede Stater var, er og skal være. Historisk er USA skabt som en forening af særskilte europæiske identiteter. Britiske, franske, tyske, skandinaviske, irske, italienske og østeuropæiske immigranter og nybyggere skabte i løbet af det 19. og 20. århundrede verdens mægtigste nation.

E pluribus unum – ud af mange en, som de forenede staters motto endnu lyder. Den føderale model med udstrakt selvstyre til de enkelte stater og først og fremmest frihed fra undertrykkelse til den enkelte borger skabte et demokrati med en endnu ikke overgået evne og kraft til udfoldelse og udvikling, teknologisk, militært og kulturelt.

Om noget er det denne enhed i forskellighed, som er kommet under pres i de seneste årtier. Som historikeren og Harvard-politologen Samuel Huntington afdækkede præcist og nøgternt i bogen ”Who Are We? The Challenges to America’s National Identity” i 2004, er USA nemlig ikke skabt som et multikulturelt kludetæppe, men i og af en angelsaksisk og protestantisk nybyggerånd med vægt på den enkeltes ansvar, troen på frihed, høj arbejdsmoral og privat initiativ. Siden blev tilslutningen til denne anglo-protestantiske kernekultur kilden til den sammenhængskraft, som landet voksede og blev stærkere af.

Men med den hastigt voksende indvandring fra Latinamerika og Sydøstasien, især fra 1960’erne og frem, har assimilationen til en kernekultur måttet vige til fordel for en egentlig multikultur. I stedet for en mangefacetteret enhedskultur ser vi i stigende grad en identitetspolitisk kultur, hvor de forskellige mindretal har særskilte dagsordener og vil anerkendes som dem, de er.

Hertil kommer den identitetspolitiske agenda, som udgøres af USA’s store afroamerikanske befolkning. Den udfordring har naturligvis sin egen tilblivelseshistorie med tråde tilbage til slaveriet i Sydstaterne, Den Amerikanske Borgerkrig og i nyere tid til 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse. Endnu i dag er sårene i den konflikt så dybe, og problemerne så komplekse, at racespørgsmålet, som det fortsat kaldes, trækker et tungt og uforløst spor gennem amerikansk politik og hverdagsliv.

Indvandringen og undertrykkelsen af den afroamerikanske del af befolkningen er de to helt afgørende årsager til den dybe splittelse i det amerikanske samfund. Og den politiske kamp i Washington er i vidt omfang en strid om, hvordan fremtidens USA skal tage sig ud, og på hvilket grundlag det skal bygges. Hvem det amerikanske ”vi” er og skal være.

Den overvejende hvide, kristne majoritetskultur, som endnu sidder på magten, lægger vægt på at bevare en forbindelse til den protestantiske kernekultur. Hvis det projekt skal lykkes, vil det kræve en markant begrænsning af indvandringen, samtidig med at de forskellige minoriteter og indvandrergrupper gradvist skal tilslutte sig kernekulturen. For mange amerikanere, ikke mindst blandt Demokraterne, vil en sådan bestræbelse blive opfattet som racistisk. Men for andre, og blandt størstedelen af Republikanerne, er det et legitimt forsøg på at forsvare det USA, de kender. Eller at gøre Amerika stort og mægtigt igen, som det trumpske credo lyder.

Selvom et stort flertal i den europæiske offentlighed ynder at tage afstand fra Trump og fra Trumps stil, og det kan der unægtelig være gode grunde til, så adskiller de centrale politiske bestræbelser i forhold til indvandring sig ikke afgørende fra tilsvarende debatter herhjemme og i resten af Europa.

Den væsentligste forskel er, at islamdebatten spiller en større rolle i europæisk sammenhæng. Nok skabte Trump en del opmærksomhed med sit såkaldte muslimske indrejseforbud, men det er indtil videre blevet afvist ved flere amerikanske domstole, og muslimer udgør fortsat en beskeden andel af indvandringen til USA i sammenligning med for eksempel den mexicanske illegale indvandring over USA’s sydlige grænse.

Efter Washington fortsatte den tre uger lange rundrejse til San Diego i det allersydligste Californien.

Byen med godt to millioner indbyggere ligger få kilometer nord for grænsen med den mexicanske millionby Tijuana på den anden side. Hver dag krydser omkring 100.000 personer grænseovergangene mellem de to byer, fortrinsvis mexicanere, som arbejder på den amerikanske side uden permanent opholdstilladelse.

De mange mexicanere og andre latinamerikanere udgør en central del af fundamentet for den blomstrende californiske økonomi, først og fremmest ved at udfylde mange af de lavtlønsjob, som amerikanerne ikke selv er interesserede i. I og med at den latinamerikanske kulturelle indflydelse i regionen er betydeligt ældre end den amerikanske, kan man heller ikke sige, at latinoerne i dag udgør en minoritet eller for den sags skyld er indvandrere. De er en helt naturlig del af dagliglivet, og San Diego holder af at promovere sin dobbeltkulturelle identitet og sin generelle åbenhed over for indvandring.

Siden 1990’erne har San Diego desuden taget imod store grupper af indvandrere fra Østafrika, Asien og Mellemøsten, som i dag fortrinsvis bor i bydelen City Heights. Her erkender de lokale myndigheder, at vold, bandekonflikter og sociale problemer er en del af virkeligheden, men lægger ikke desto mindre vægt på, at det multikulturelle er en styrke ved San Diego.

Ser man nærmere efter, tegner der sig dog et andet billede. Trumps famøse mur er således ikke hans egen opfindelse, men derimod en idé undfanget af det mangeårige republikanske kongresmedlem fra San Diego Duncan Hunter tilbage i 2005. I dag er mere end 1000 kilometer mur og hegn allerede opført på den i alt 3201 kilometer lange grænse mellem USA og Mexico, heriblandt hele den californiske del af grænsen, således at den illegale indvandring overvejende er rykket østpå til ørkenområderne i Arizona og Texas.

Den multikulturelle og indvandringsvenlige retorik hos de californiske myndigheder stikker således ikke dybere, end at man i årevis har arbejdet systematisk på at kontrollere indvandringen, så det udelukkende er folk med gyldig arbejdstilladelse, der krydser grænsen og med tiden, måske, får opholdstilladelse eller amerikansk statsborgerskab efter en lang og omstændelig proces.

Den illegale indvandring er naturligvis fortsat stor, hvad alene de mindst 800.000 børn af illegale indvandrere vidner om. I alt vurderes der at være omkring 11 millioner illegale indvandrere i USA, og der er et udbredt ønske blandt amerikanerne om at mindske det tal og øge kontrollen med, hvem der kommer ind i landet. Hvis nogle europæere skulle befinde sig i den vildfarelse, at det alene er Trump og den ekstreme højrefløj, som sætter den dagsorden, må de tro om igen. Selv i det stærkt demokratiske Californien ønsker man kun den indvandring, som skal til for at sikre arbejdsstyrken og holde økonomien i gang.

En afgørende forskel mellem den amerikanske og den europæiske indvandringsproblematik er fraværet af substantielle velfærdsydelser i USA. Ud over en minimal starthjælp i otte måneder til legale indvandrere findes der simpelt hen ikke sociale ydelser i nævneværdigt omfang. Den eneste vej til at sikre sit ophold er gennem arbejde, ofte lavtlønsjobs på fabrikker, som chauffør eller i hotelbranchen. Scenarier som i Danmark, hvor familier i årevis modtager velfærdsydelser uden at komme i kontakt med arbejdsmarkedet, findes ikke.

Der er langt fra Washington til San Diego, både geografisk og mentalt. På barerne følger ingen de politiske debatter, her står den på basketball, baseball og underholdnings-tv. Indbyggerne lever det søde liv i Sunny California, hvis de har råd. På gaderne ses de hjemløse narkomaner i morgentimerne, inden de bliver samlet op af politiet. Mexicanere passer serviceerhvervene i butikker, hoteller og restauranter, inden de drager hjem til det sociale boligbyggeri i City Heights eller tilbage over grænsen til Tijuana om aftenen.

Ved grænseovergangen kan de se de otte nye prototyper af mur og hegn, som myndighederne er ved at klargøre. I midten af marts kommer præsident Trump forbi for at besigtige arbejdet. Kampen om, hvordan USA skal se ud om 10, 20 eller 30 år, foregår lige her.

Om det nogensinde vil lykkes at stoppe den illegale indvandring, vil tiden vise. Men at der er meget bred opbakning til bestræbelsen i den amerikanske befolkning ved Trump-administrationen alt om. Ikke fordi de er synske, men fordi amerikanerne i årevis helt frivilligt på sociale medier og via deres digitale adfærd i det hele taget har foræret myndighederne og virksomhederne en valuta, som de ikke selv har sat særlig højt, men som i indsamlet form er uhyre potent: data.

Og hvis grænsemuren er det synlige vidnesbyrd om kampen om USA’s nationale identitet, så foregår den i praksis digitalt. San Diegos største arbejdsgiver er virksomheden Qualcomm, som leverer såkaldte semikonduktorer, et mikroskopisk stykke isenkram, som de færreste af os kender til, men som de fleste af os bærer i hænderne til daglig i vores smartphones. Den mobile teknologi og den kreative udnyttelse af den er amerikanernes mest revolutionerende opfindelse i nyere tid, og selvom de for tiden mest diskuterer, i hvilket omfang russerne har påvirket præsidentvalget i 2016, så er amerikanske virksomheders og politikeres stadigt mere professionaliserede brug af digital targeting langt mere dybtvirkende.

Man mærker det helt praktisk i dagligdagen, når målrettede reklamer med imponerende effektivitet dukker op i dit nyhedsfeed på Twitter og Facebook efter bestemte indkøb, handlemønstre og fysisk adfærd. Det er endnu omstridt, om nogle apps ligefrem er i stand til at aflytte samtaler, men under alle omstændigheder ved den amerikansk udviklede software ofte, hvad du har brug for, før du selv gør. Det siger sig selv, at det også er et potent politisk værktøj, og der er allerede skrevet bøger om, hvor effektivt Trump-kampagnen formåede at bruge denne type informationer til at vinde valget i afgørende distrikter og svingstater.

Kampen om det amerikanske folk kommer til at foregå digitalt. Det gælder i høj grad også reaktionen mod Trump, som har affødt en mængde kampagner og græsrodsinitiativer over hele landet. I Crawfordsville, Indiana, en by på størrelse med Holbæk midt i USA’s højkonservative hjerteland, mødte vi initiativtagerne til Humans United for Equality, stiftet dagen efter valget af Trump den 8. november 2016.

Mobiliseringen blandt demokrater på tværs af USA er mærkbar, nærmest på samme måde som den konservative Tea Party -bevægelse mobiliserede i Obama-årene. Men om de mange isolerede græsrodsinitiativer kan samle deres meget forskellige dagsordener til en politisk potent bevægelse, er mere tvivlsomt. Selvom kampen for at ”forene menneskeheden i lighed” lyder bredt appellerende, dækker anti-Trump- bevægelsen ofte over en bred vifte af identitetspolitiske dagsordener blandt etniske minoriteter, LGBT-bevægelser og andre mindretal. I en digital mobiliseringskamp står de indtil videre svagt over for en langt tydeligere patriotisk America First-bevægelse.

Hvem der vinder næste slag i kampen om det amerikanske folk, vil vise sig. I første omgang ved midtvejsvalget til november, hvor flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus er på spil.

USA er, som Said, vores libanesiske chauffør i North Carolina, formulerede det, et land, hvor alt handler om at vinde: ”Alle vil vinde, og alle hader vinderen.”

Måske ramte en af deltagerne, Konstantyn fra Ukraine, en civilisatorisk pointe, da han under en gåtur i Washington fortalte, at den russiske mentalitet ikke så meget handler om at vinde som at undgå at tabe. ”En russisk bonde,” fortalte han, ”som kan vælge at få alle de køer, han vil, så længe naboen får det dobbelte antal. Han ville vælge en død ko.”

Og hvad så med Europa? Vil vi vinde, eller undgå at tabe? Måske er Europa lige nu mest et sted, hvor vi holder øje med, hvem der vinder.