Kampen om Grundtvig: Hvad bliver der af frihedssynet?

Der er ikke meget grundtvigsk frihedssyn i at fokusere på, hvad det eller de grundtvigske ikke må være. Hvorfor ikke hellere byde hinanden op til at tage ordet og fortsat positivt formulere, hvad vi hver især oplever som forpligtende, grundlæggende og livgivende?, spørger Ulla Morre Bidstrup

Bag Breengaard og Bruns to indlæg skjuler sig et fælles anliggende. Nemlig en fokusering på, hvad det grundtvigske eller de grundtvigske ikke må være, eller hvad der ikke må siges eller tales om på de grundtvigskes prædikestole eller styrelsesmøder og årsmøder, skriver Ulla Morre Bidstrup.
Bag Breengaard og Bruns to indlæg skjuler sig et fælles anliggende. Nemlig en fokusering på, hvad det grundtvigske eller de grundtvigske ikke må være, eller hvad der ikke må siges eller tales om på de grundtvigskes prædikestole eller styrelsesmøder og årsmøder, skriver Ulla Morre Bidstrup. Foto: Lars Aarø/Fokus.

UNDER OVERSKRIFTEN ”Temadebat – kampen om Grundtvig” bragte Kristeligt Dagblad den 9. august to gensvar af henholdsvis Carsten Breengaard og Jens Brun.

Mellem indlæggene findes en stor, manende gengivelse af statuen af Grundtvig, som findes i Vartovs gård.

Vartov er et gammelt bygningskompleks i det indre København fyldt med mennesker, foreninger og institutioner, som har så mange sære ting for. En del af disse mener at hente inspiration fra Grundtvig.

Blandt dem er Vartov Valgmenighed, hvor Breengaard ikke længere hører til de faste kirkegængere. Det har han selv skrevet i avisen – også i sit indlæg den 9. august. Dem hører jeg heller ikke til. Jeg hører til min sognemenighed, men jeg har hørt præsten i Vartov Valgmenighed prædike flere gange og er hver gang gået derfra både forstyrret og opbygget.

For så vidt debatten, der følger af, at Breengaard nu går i kirke andre steder, rummer principielle spørgsmål om, hvad evangeliet, gudstjeneste, gudstjenestedeltagelse, prædiken og præst skal og kan, byder jeg den hjerteligt velkommen. Det gælder for eksempel indlægget fra Niels Thomsen i debat med Breengaard.

På den anden side af Grundtvig-statuen i Kristeligt Dagblads temadebat findes et svar fra Jens Brun til Kirsten M. Andersen, vores nuværende formand i Grundtvigsk Forum. Det er Jens Bruns anliggende at afsløre, at Grundtvigsk Forum altid lægger sig ”100 procent op ad én bestemt politisk holdning: Radikale Venstres”.

Som næstformand i foreningen føler jeg mig nu kaldet til at bekende, at jeg er medlem af et andet politisk parti, som jeg selvfølgelig med vekslende entusiasme stemmer på.

Formand Kirsten M. Andersens partibog eller stemmevaner kender jeg oprigtig talt ikke, men jeg kender både hende og de andre demokratisk valgte styrelsesmedlemmers holdninger ganske godt. Vi diskuterer nemlig kraftigt i styrelsen, som lykkeligvis består af medlem‑ mer med vidt forskellige synspunkter – også på de emner, som Jens Brun fremhæver.

PÅ ÉT PUNKT må jeg dog give Jens Brun ret: Det skolepolitiske fylder mere i Grundtvigsk Forum end i Jens Bruns formandstid. Godt det samme, for det er aldeles nødvendigt, at debatten om, hvad dannelse, uddannelse og myndiggørelse har at betyde i konkurrencestaten, prioriteres højt i den grundtvigske samtale og alle andre samtaler.

At der i Grundtvigsk Forum tales meget om folkeskolereform, om højskolens og efterskolens store betydning og om den generelle mål- og kompetencefiksering skulle nødigt bekomme de grundtvigske ilde. For mig at se er der dog ingen grund til at male Fanden eller kulturradikalismen på væggen af den grund, for det har bestemt ikke fået samtalen om forkyndelse og kirke til at forstumme.

I det kirkepolitiske udvalg, hvor jeg har sæde, handler det aktuelt ikke mindst om dåbssyn og dåbstal, om forkyndelsesfrihed og om folkekirkens lokale betydning. Der tales også både her og andre steder i Grundtvigsk Forums arbejde ”genuin kristen tale om menneskets syndighed og frelsen i Kristus”, som Breengaard efterlyser. Så hvorfor tale om enten-eller, når realiteten er både-og? Måske er der ligefrem en voksende nødvendighed i dette både-og.

Bag Breengaard og Bruns to indlæg skjuler sig et fælles anliggende. Nemlig en fokusering på, hvad det grundtvigske eller de grundtvigske ikke må være, eller hvad der ikke må siges eller tales om på de grundtvigskes prædikestole eller styrelsesmøder og årsmøder.

Det er der i grunden ikke meget grundtvigsk frihedssyn i. Hvorfor ikke hellere byde hinanden op til at tage ordet og fortsat positivt formulere, hvad vi hver især oplever som forpligtende, grundlæggende og livgivende?

Ulla Morre Bidstrup er præst, ph.d. i praktisk teologi, uddannelses- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og næstformand i Grundtvigsk Forum