Den aktuelle diskussion om højskolen kan forstås som en kamp om højskolens historie. Hvordan højskolens historie skal fortolkes, er blevet en erindringspolitisk slagmark. Her er to synspunkter i strid med hinanden.
Forenklet formuleret er det ene synspunkt, at folkehøjskolens historie alene skal fortolkes ud fra et dannelsesperspektiv, det andet synspunkt er, at dannelse har været hovedsagen, men at højskolen desuden har påtaget sig en række uddannelsesmæssige opgaver.
Når der er uenighed om, hvordan højskolens historie skal erindres, kan det være fornuftigt at gå kildekritisk til værks. Det betyder ikke, at man på den måde kan komme frem til en fuldstændig objektiv forståelse af højskolehistorien. Slet ikke. Også kilder skal fortolkes, og de kan ofte fortolkes på flere måde.
Men jeg vil påstå, at hvis man graver bare med en teske i højskolehistorien, vælder det frem med faglige undervisningstilbud af forskellig art, landbrugsundervisning, håndværkerundervisning, sygeplejerskeundervisning, præparandundervisning m.v. Men da denne side af højskolehistorien ikke passer ind i forestillingen om "den rene højskole", er der en stærkt tendens til at fortrænge og glemme denne del af historien.
Jeg vil imidlertid hævde, at uden forskellige former for faglig undervisning ville folkehøjskolen aldrig have opnået den store succes, som skoleformen vitterlig opnåede. Dermed siger jeg ikke, at den faglige undervisning blev betragtet som den vigtigste. Gennem hele historien har højskolefolk kæmpet en beundringsværdig kamp for at fastholde dannelse som det centrale. Men jeg siger, at de fleste højskoleforstandere jo også var gode købmænd. De vidste, at skulle højskolens hovedsigte fastholdes, skulle der brød på bordet. Og det fik man blandt andet ved at tilbyde de unge erhvervsfaglig og prøveforberedende undervisning af forskellig slags. Som private skoler kunne højskolefolk ikke tidligere tillade sig den luksus at se bort fra en række materielle forhold og nøjes med at anklage regeringen for ikke at værdsætte højskolerne, som Anders Lyng, medlem af højskoleforeningens bestyrelse, for nylig gjorde i Kristeligt Dagblad.
Anders Lyng spørger endvidere, hvorfor jeg ikke som formand for højskoleforeningen fra 1985 til 1991 arbejdede på det, som jeg nu som medlem af højskoleudvalget arbejder for. Jeg kan berolige ham med, at jeg ikke har ændret højskolesyn. Som dengang arbejder jeg fortsat for at fastholde dannelse som folkehøjskolens hovedsigte. Som dengang arbejder jeg nu ligeledes på at få højskolen gjort "nyttig" i uddannelsesmæssig sammenhæng, omend jeg medgiver, at dette arbejde ikke var særlig påtrængende i min formandsperiode, idet elevtallet var støt stigende.
Men hvorfor var det støt stigende? Det var der flere grunde til. Men en meget væsentlig grund var indførelsen af den for folkehøjskolen yderst gunstige kvote to-ordning. Da kvote to-ordningen blev lanceret i midten af 1980'erne, var et højskoleophold imidlertid ikke nævnt som noget, der gav point. Det blev voldsomt kritiseret af bl.a. Frederik Christensen, der på det tidspunkt var forstander på Kerteminde Husflidshøjskole. Højskoleforeningen protesterede også og fik et møde i stand med daværende undervisningsminister Bertel Haarder, hvilket efterfølgende resulterede i, at et højskoleophold på minimum 16 uger gav point til en lang række uddannelser. Der er ikke lavet en egentlig undersøgelse af, hvor stor betydning denne ordning fik for elevtilgangen til højskolerne fra midten af 1980'erne og de følgende 10 år, men den har uden tvivl været overordentlig stor.
Nu er kvote to-ordningen under afvikling. Og mange andre forhold har ændret sig i det samfund, folkehøjskolen er en del af. Det kan man beklage. Men kan også prøve at tage bestik af den nye kontekst, som folkehøjskolen indgår i. Jeg tror for eksempel, det vil være farlig for folkehøjskolens fremtid ikke at give skoleformen nye muligheder for i en vis udstrækning at gøre sig "nyttig" i uddannelsesmæssig sammenhæng, omend det – for endnu en gang at slå det fast – ikke må fortrænge dannelse som højskolens hovedsigte. Problemet løses nemlig ikke bare ved at skælde regeringen ud og kræve flere penge. I forvejen er et års højskoleophold en af de dyreste "uddannelser" i kongeriget og koster betydelig mere end de fleste andre mellemlange og videregående uddannelser pr. år.
Folkehøjskolen har altid været underlagt konjunkturmæssige svingninger. Mange højskoler er blevet nedlagt og nye oprettet gennem de sidste 160 år. At det forholder sig sådan, hører med til folkehøjskolens selvforståelse. Men det voldsomme fald i antallet af årselever, der er sket siden 1996, er usædvanlig dramatisk historisk set og rejser derfor spørgsmålet: Er der tale om "normale" konjunkturmæssige svingninger? Eller er der tale om mentale og strukturelle ændringer af en sådan karakter, at folkehøjskolen befinder sig i en anden situation end tidligere?
I så fald er det ikke nok at vente på mere gunstige konjunkturer, hvis målet ellers er at opretholde folkehøjskolen som en vigtig skoleform i det danske samfund. Og det er med det mål for øje, at højskoleudvalget er nedsat – og arbejder.
Ove Korsgaard er professor og medlem af højskoleudvalget