Kampen om historien fortsætter

Her ved årsskiftet for den tyske besættelses ophør den 5. maj fortsætter striden om de rigtige synspunkter og historiske udlægninger af Danmarks rolle under krigen.

Debatten står mellem to fløje, den ene repræsentant for det traditionelle modstandssynspunkt, der herskede i mange årtier, og som klandrer samarbejdspolitikkens mænd for opportunistisk og snæversynet nationalegoisme. På den anden fløj står blandt andre historikeren Bo Lidegaard, der har gjort sig til talsmand for et "både-og" synspunkt, der på den ene side anerkender samarbejdspolitikkens nødvendighed, men på den anden side også modstandsbevægelsens uomgængelighed og fortjenester.

Der er to indbyrdes uforenelige synspunkter på spil her. Det solidariske princip fordrer tilsidesættelse af egne snævre interesser til fordel for det store mellemfolkelige fællesskabs velfærd. Heroverfor sætter den nationale selvopholdelsesdrift sig kortsigtede egoistiske mål - egen overlevelse kommer i første række. Vejer da hensynet til at bevare og beskytte de forenede nationers og de mange folkeslags lykke og frihed ikke tungere end hensynet til at beskytte sin egen nation mod verdens farer og risici?

Samarbejdspolitikernes svar var, at det gjaldt om at skåne det danske land og folk og at bringe Danmark frelst igennem krigen. Danmark valgte at lade de allierede føre kampen mod den nazistiske trussel med Danmark som neutral og passiv tilskuer på den billige langside. Senere har Anders Fogh Rasmussen meldt sig i debatten med gentagne fordømmelser af samarbejdspolitikken. Af hans modstandere udlagt som letkøbt, politisk opportunisme, der blot skal tjene som undskyldning for den danske deltagelse i krigen i Irak og statsministerens opbakning bag Bush.

Andre ser dog Fogh Rasmussens udenrigspolitiske aktivisme som et ægte udtryk for en pligt for sig selv og det danske folk til at betale af på den moralske gæld, som samarbejdspolitikken satte Danmark i og genvinde Danmarks gode navn og rygte.

Christmas Møller spurgte ligesom Frode Jakobsen ikke om nytten af et nationalt forsvar. For ham var forsvarssagen et spørgsmål om nationens selvforståelse og selvhævdelse, et spørgsmål om at være sig selv som nation bekendt - et spørgsmål om ære.

I det i mere end én forstand flade Danmark bryder vi os ikke om person- og heltedyrkelse. I vor materielle velfærdsrus føler vi os ude af trit med højtsvungne begreber som ære, patriotisme og offervilje. Danskhedens traditionelle nationale og folkelige enhed med Holger Danske, Niels Ebbesen og Tordenskjold som historiske ikoner eksisterer ikke mere.

Et multietnisk og multikulturelt samfund under stadig forandring har indfundet sig. I dette samfundsmæssige nybrud er fortællingerne om besættelsen, dette dramatiske afsnit af vort lands historie, af uvurderlig betydning for skabelsen af en ny, fælles historiebevidsthed på tværs af alle kulturelle og etniske skillelinier.

Jacob Hornemann,

cand.mag.,

Hannerupvænget 15,

Odense M