Sørine Gotfredsen: Debatten om ”mental load” gør almindelig menneskelighed til en vare

Skridt for skridt bliver det meste af menneskelivet gjort op i noget, der kan værdisættes – det ses tydeligt i debatten om omsorgen

"Jeg vil nødig lyde salvelsesfuld, og jeg forstår udmærket, at man kan udmattes af hele tiden at udvise stor omsorg, men det uheldsvangre ved diskussionen om ”mental load” er, at den bidrager til at gøre almindelig menneskelighed til en vare," skriver sognepræst Sørine Gotfredsen
"Jeg vil nødig lyde salvelsesfuld, og jeg forstår udmærket, at man kan udmattes af hele tiden at udvise stor omsorg, men det uheldsvangre ved diskussionen om ”mental load” er, at den bidrager til at gøre almindelig menneskelighed til en vare," skriver sognepræst Sørine Gotfredsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix.

Jeg har set mange fodboldkampe i fjernsynet i mit liv, og man kan lære meget af, hvordan sproget udvikler sig blandt kommentatorerne. For eksempel er en del af dem blevet glade for ordet ”slutprodukt”. Det bruges typisk, hvis et hold egentlig spiller udmærket, men endnu ikke har scoret, hvormed det lyder, at der mangler ”et slutprodukt”.

Det er svært at forestille sig et mere trist ord i forbindelse med en begivenhed grundet i kreativitet og spontan oplevelse, og hvordan kan det gå så galt? Det kan det for det første, fordi dårlige sprogvaner, ikke mindst blandt kommentatorer og journalister, smitter intensivt, og derudover fordi vi lever i risiko for at reducere for mange af livets aspekter til noget, der kan måles og vejes som håndgribelig værdi.

Af samme grund er begrebet ”mental load” – dette at føle sig overbebyrdet af daglige opgaver såsom at smøre madpakker og huske børnenes legeaftaler – blevet et nyt ombejlet mediebegreb. Det optræder overalt, og mens det selvsagt kræver energi og omhu at få et familieliv til at fungere – ja, et liv i det hele taget – bør vi vare os for på den måde at opfatte enhver menneskelig gerning som et konkret produkt.

Den feministiske debattør Emma Holten deltager i debatten om omsorgen og udtalte i Politiken i lørdags, at vi mangler at værdsætte gerninger i stil med at trøste kæresten, hvis chefen har været led, eller opmuntre en ven, der lider af kærlighedssorg. Emma Holten vil højne respekten for de usynlige ulønnede handlinger og konstaterer, at den slags falder uden for økonomisk tænkning og dermed undervurderes.

Hun har fat i noget. Det er jo den slags gerninger, der tidligere gik under betegnelsen næstekærlighed – altså gerninger, der udspringer af troen på, at enhver af enten barmhjertighed eller pligtfølelse bør gå et ekstra skridt for den andens skyld.

Jeg vil nødig lyde salvelsesfuld, og jeg forstår udmærket, at man kan udmattes af hele tiden at udvise stor omsorg, men det uheldsvangre ved diskussionen om ”mental load” – også kaldet indre overbebyrdelse – er, at den bidrager til at gøre almindelig menneskelighed til en vare. Ja, selve livet til et produkt.

Emma Holten mener, at vi med vores moderne frihedsbegreb også har styrket friheden til at være fri for at drage omsorg, og det har hun ret i. Men problemet med ”mental load”-debatten er, at man omtaler almindelige medmenneskelige handlinger som arbejde. Er det et arbejde at passe sine egne børn? Er det arbejde at trøste en ven? ”Det private er politisk”, sagde rødstrømperne i 1970`erne, og jeg skal love for, at de fik ret.

Vi skal have lokaliseret ondets rod, og set herfra er vor tids kamp om omsorg nært forbundet med, at vi har mistet så stor en del af forbindelsen til religiøs bevidsthed. Og omkostningsfri næstekærlighed. Skridt for skridt bliver det meste af menneskelivet gjort op i noget, der kan værdisættes.

Selv lykkelige øjeblikke ses som et slutprodukt. Fodboldkommentatorerne er såmænd bare forud for deres tid.