Prøv avisen
Debat

Historiker: Vores uddannelsessystem er snart en tom skal

Vore uddannelsesinstitutioner muliggør indsigt, men de er i fare for at blive til tomme skaller, skriver professor emeritus i historie, Brian Patrick McGuire. Foto: Leif Tuxen

Tidligere var uddannelsessystemet vejen frem i verden for de mindre privilegerede, men i dag bliver denne verden straffet, sparket og mishandlet, skriver professor emeritus Patrick McGuire om besparelserne i uddannelsessektoren.

NÅR VENNER SPØRGER mig, hvordan jeg har det som pensionist, svarer jeg, at det er en velsignelse for mig at være ude af den slagtning af vores uddannelsesvæsen, der i disse år finder sted.

Som en kollega fra min tidligere arbejdsplads har fortalt mig: ”Vi holder møder hele tiden, og dagsordenen er næsten udelukkende, hvordan vi kan finde på flere besparelser.”

Jeg er ekstern eksaminator for danske universiteter, og her har jeg de seneste år mødt fremragende undervisningsassistenter og eksterne lektorer, der stort set alle har fortalt mig, at deres kontrakt ikke skulle fornyes. De var på vej ud i mørket.

Enkelte af mine bedste studerende har i årenes løb fået fast ansættelse på danske universiteter og er begyndt på en karriere som lærere og forskere, men nu hører jeg fra dem, at deres institut skal halveres, og derfor må de regne med en fyreseddel. Det samme er tilfældet for gymnasielærere, hvor nedskæringen på to procent om året betyder massive fyringer.

I NÆSTEN 40 ÅR er jeg hver sommer kommet til Løgumkloster Højskole i Sønderjylland for at lede et kursus, og her har jeg mødt et hjælpsomt og dygtigt personale. Men skolen måtte lukke for tre år siden, og siden da har lokale kræfter kæmpet for at genåbne den. Med de regelkrav, der findes i dag for højskoler, og den minimale støtte, der gives til korte kurser, er højskolen i Løgumkloster stadig i farezonen.

Højskoler, universiteter, gymnasier: Alle er påvirket af de mest massive sparekrav i årtier på uddannelsesområdet. Da jeg var ansat på Københavns Universitet i ”fattigfirserne”, var vi hele tiden bange for at miste vort arbejde. Politikerne fortalte os, at landet fattedes penge, og vi var overflødige. Men den gang blev stort set ingen afskediget.

I dag lever næsten alle (bortset for administratorerne) i uddannelsessektoren i angst og bæven for den næste fyringsrunde.

Denne fremgangsmåde foregår i en tid, hvor milliarder af kroner forsvinder fra statskassen på grund af firmaer, der ikke afleverer deres ansattes skat, eller forbrydere, der malker statskassen gennem smarte tricks. Takket være et skattevæsen, hvor så mange gode ansatte de seneste år også har været fyret, og muligheden for kontrol er mindre end nogensinde.

DET SÅKALDTE LIBERALE SAMFUND, som vores regering har givet landet, betyder frihed og fremskridt for de besiddende, der har deres velfærd på det tørre. For de mange, der ikke er privilegeret med passende uddannelser, ejendom, aktier og biler, er holdningen, at det er de selv ansvarlige for. De kan passe sig selv. Tidligere var uddannelsessystemet vejen frem i verden for de mindre privilegerede, men i dag bliver denne verden straffet, sparket og mishandlet. Lærerkræfterne forsvinder, og institutionerne skrumper ind.

Heldigvis er der lokale ildsjæle, som i Løgumkloster, der nægter at acceptere nederlagene. De kæmper for at komme videre – for at genoprette en institution, der har givet utallige mennesker nyt liv og håb. Men mange mennesker oplever i disse år, at mulighederne skrumper ind.

En nation er kun stærk, hvis og når den giver sine borgere gode muligheder til at uddanne sig. Vor vestlige kultur hviler på en tro på, at indsigt er vejen frem i livet. Vore uddannelsesinstitutioner muliggør indsigt, men de er i fare for at blive til tomme skaller.

Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie.