Jeg giver personligt fanden i medieegnethed, når det gælder evangeliets forkyndelse, tordnede radiorådsmedlemmet Søren Krarup i Præsteforeningens blad, da man i 1978 igen igen drøftede, hvordan DR skulle dække trosstoffet. Skulle man holde sig til den klassiske transmission af gudstjenester eller forsøge sig med journalistisk bearbejdede magasinprogrammer, der i et mere folkeoplysende perspektiv rakte længere ud?
Debatten rasede, og det har den sådan set gjort siden Statsradiofoniens første år. For også transmission af gudstjenester gav anledning til debat, da det blev en del af programvirksomheden i slutningen af 1920’erne. Ville det ikke betyde, at de dovne Guds børn så bare blev siddende derhjemme i stedet for at deltage i gudstjenesten i den lokale kirke? Ville det ikke påvirke menighedens fællesskab negativt?
Ikke alle delte bekymringen. Biskoppen over Fyn, Anders Jensen Rud, så for eksempel store muligheder i radiogudstjenesterne. ”Takket være Radioen kan nu de hundrede Tusinder, hvis Gudsforhold ikke er inderligt nok til at drive dem i kirke, faa slynget en Brand ud, der kan tænde dem i lys Lue…,” skrev kan passioneret i Lytterposten i 1929.
Også i dag diskuterer vi trosstoffet i medierne. Ikke kun i DR, men også i den trykte presse og på nettet. Gennem mange, mange år skrev aviserne i forbindelse med højtiderne ledere, der tog afsæt i højtidens centrale evangelietekster. Det er stort set forsvundet i dag.
Jeg mindes fortsat, da jeg påskemorgen i 2008 som sædvanlig åbnede avisen for at læse lederen, inden jeg skulle i kirke. Men hov – lederen nævnte ikke påsken med et ord, men brugte i stedet spaltepladsen til at rase over DR’s sprogbrug.
Jeg skrev til den daværende chefredaktør og spurgte, om Morgenavisen Jyllands-Posten var ude i en slags selvcensur, siden højtidslederen var forsvundet, men fik at vide, at tiden var løbet fra den slags. Hvilken slags? Så kom der et chefskifte på avisen, højtidslederne kom tilbage, men efter endnu et chefskifte er de atter forsvundet.
Det står naturligvis frie medier fuldstændig frit for, hvordan de dækker trosstoffet, men jeg fornemmer en famlende tilgang, uanset om vi taler public service-medier eller de private medier. Det er næsten mere tabubelagt at tale om tro end om de mest intime forhold i menneskelivet.
Og ja, tro handler om både essens og eksistens. Tro udfordrer. Men tro er en del af virkeligheden, uanset om man betragter sig selv som troende eller ateist. I public service-medierne er der en forpligtelse til både at afspejle samfundets mangfoldighed og til journalistisk at behandle de spørgsmål, der optager borgerne. Det gør DR med skiftende held (reformationsdækningen vil jeg undlade at kommentere…).
Det undrer mig også, at de private medier, denne avis undtaget, ofte kun behandler trosstof sporadisk, eller når der er tale om konflikter eller skandaler.
Jeg kender ikke svaret på, hvordan trosstoffet skal behandles, det afhænger naturligvis også af det enkelte medie. Der er af indlysende grunde forskel på et licensfinansieret og statsejet medie som DR, der både skal afspejle, at der i Danmark fortsat er 76 procent af borgerne, der er medlem af folkekirken, og sandelig også, at der findes andre trossamfund, eller om der er tale om private medier, hvor de færreste i dag er omnibusmedier, der dækker alt, men derimod specialmedier med fokus på et enkelt samfundsområde.
Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang, aviserne havde særlige sider til trosstoffet, for enten sprang man dem konsekvent over, eller også kastede man sig over dem som det første. Det var et reservat.
Men nogen må på en ny tids præmisser knække biskop Ruds nød. Hvordan får vi en generelt større viden om tro og religion i en verden, der er præget af søgen og af en del uvidenhed, men også af religionsmøder og religionskonflikter?
Flere redaktører og journalister bør give sig i kast med at knække den hårde skal om reservaterne for de i forvejen interesserede. Samtidig vil jeg opfordre de ofte meget forargede til at tage lidt mere åbent imod formidling, der måske opfattes som lidt skæv i forhold til den traditionelle.
Der skal brydes nye veje uden at falde i populismens grøft. I et oplyst samfund skal man ikke blot vide, hvorfor man siger ja til det, man gør, men også, hvorfor man tager afstand fra andet uden egentlig at vide, hvad det er, man tager afstand fra.
Der skal både slynges brande ud og tænkes i medieegnethed. Der er det helt i orden, at sindene bringes i kog. Sådan er det nemlig, når noget vigtigt er på spil.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.