Kan et land være kristent? Løsere sammenknytning af stat og kirke kan få kirken nærmere sit udgangspunkt

Skal kirken være et institutionelt og politisk magtmiddel? Hvis de kristne fornægter kaldet til at være disciple, er konsekvenserne fatale

At være kristen er et glimrende udtryk, men at kalde et land for kristent er nonsens, mener teologistuderende Simon Hølmkær Mejdahl.
At være kristen er et glimrende udtryk, men at kalde et land for kristent er nonsens, mener teologistuderende Simon Hølmkær Mejdahl. Foto: Leif Tuxen.

I Kristeligt Dagblad den 7. maj begræder Helle Bonnesen, at Liberal Alliance har udtrykt et ønske om adskillelse af kirke og stat i Danmark. ”Danmark er et kristent land,” som hun indleder sit indlæg. Uden i øvrigt at ville levere et partipolitisk indspark i debatten kortsluttede logikken her for mig på en måde, som jeg ikke kan sidde overhørig. ”At være kristen” er et glimrende udtryk, hvis ellers vi forstår, hvad det betyder. Og så vil vi også kunne se, at det er nonsens at kalde et land for ”kristent”.

Det Nye Testamente fortæller, at udtrykket ”kristne” første gang blev brugt i Antiokia (Ap.G. 11, 26). Her blev det brugt om disciplene, læser vi – et uhyre vigtigt ord, hvis betydning stort set er gledet ud af sproget. Mange har måske hørt, at discipel betyder ”elev”, men altså ikke sådan, som vi normalt forstår en elev. Disciplen tilegner sig ikke viden for at kunne svare rigtigt til eksamen. Nej, en discipel er snarere lærling – en, som er gået i mesterlære for at lære at se, tænke, tale og handle som sin mester. 

Dét var betydningen af ”discipel” på Jesu tid, og det er det stadig i dag, selvom det i vores hyperindividualiserede tid ikke er på mode at efterligne andre. Begrebet er ikke reserveret til de 12 apostle, men bruges om enhver, som følger Jesus. ”At være kristen” kan ikke betyde noget som helst andet end at være discipel af Kristus, hvis det skal bruges i en bibelsk meningsfuld forstand.

Det lader ikke til, at dette er inden for Bonnesens horisont, når hun kalder Danmark et kristent land. Et land kan ikke være discipel af nogen. For hende dækker det tilsyneladende over, at vi med ”vores kristne, demokratiske og frisindede værdier” må modarbejde andre og mindre demokratiske livs- og samfundssyn.

I mine næsebor lugter det ”kristne” mere af ”ikke-muslimsk”, så kristendommen tages til indtægt for et ideologisk ståsted, der vil fremme dansk enhedskultur (med alle dens frihedsrettigheder, bevares). At de kristne i de første århundreder – ikke uden en vis portion udfordringer – fastholdt at være et multietnisk folk af Jesus-disciple i et samfund uden ret mange såkaldte kristne, demokratiske og frisindede værdier, hvor deres discipelliv fik dem forfulgt og dræbt, kan næppe anfægte Bonnesens synspunkt, selvom det i allerhøjeste grad burde.

Debatten illustrerer glimrende det, som den norske professor Oskar Skarsaune har kaldt ”kirkens konstantinske fangenskab”. Efter at kristendommen blev statsreligion i Romerriget, blev kirken til et institutionelt og politisk magtmiddel, der kunne udgøre limen i det smuldrende imperium. Sat på spidsen kan man sige, at nu skulle alle dyrke den kristne (læs: ikke-romerske) Gud og have kristne (læs: ikke-romerske) værdier. Kirken blev taget som gidsel i et politisk spil, der handlede om alt muligt andet end at følge Jesus i kærlighed til Gud og naboen. Minder det om noget, vi hører i den politiske debat i dag?

Hvis de kristne fornægter kaldet til at være disciple, er konsekvenserne fatale. Middelalderens korstog er et ekstremt, men ikke desto mindre reelt eksempel på, hvad der sker, når kirken ikke følger sin Herre, som kom ”for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Mark. 10, 45). Hvis ikke kirken vil gå i de fodspor, har den ingen berettigelse som kirke. Så vanærer den i stedet Kristus-navnet, ham, som kalder den til at tage sit kors op og følge ham. 

Måske en løsere sammenknytning af kirke og stat kunne tvinge kirken til at besinde sig på dette udgangspunkt. Bolden er hermed spillet op.

Simon Hølmkær Mejdahl er stud.theol.