Kan et mirakel redde Kristendemokraterne?

Selv om meningsmålinger tyder på det modsatte, kan meget ske i løbet af en valgkamp i form af uforudsete mirakler. Om miraklet i Kristendemokraternes tilfælde hedder Grenov til efternavn, ved vi om tre uger, skriver Kurt Strand, journalist og debattør

Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, var i torsdags i krydsild på DR 1 hos Kåre Quist. - Foto fra ”Mød partierne”.
Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, var i torsdags i krydsild på DR 1 hos Kåre Quist. - Foto fra ”Mød partierne”.

”ER DET NOGET, du ved - eller noget du tror?”'

Spørgsmålet blev gentaget flere gange, da Kristendemokraternes formand Stig Grenov torsdag aften var første gæst i serien ”Mød partierne” på DR 1, og det illustrerede meget godt, at interviewer Kåre Quist - som lovet - vil ”trykteste” partierne og deres mærkesager.

Højt prioriteret i Kristendemokraternes program er bedre forhold for børnefamilier, og selv om de fleste øvrige partier siger det samme, er kandidaterne på liste K meget konkrete. For eksempel ved at kræve lukkeloven genindført, så butikker kun kan holde åbent til klokken 18 på hverdage og til klokken 14 om lørdagen.

Venligt og insisterende forsøgte Kåre Quist at få Stig Grenov til at forklare logikken, for som ét af hans spørgsmål lød: ”Hvordan kan man hjælpe stressede børnefamilier ved at de får sværere ved at nå at handle?”.

Efter flere forsøg stod det dog alt andet end lysende klart, hvordan Kristendemokraternes forslag vil hjælpe netop fortravlede børnefamilier - og det er svært at frigøre sig fra en tanke om, at forslaget blot er et ledigt, men ikke særlig gennemtænkt standpunkt i kampen om vælgernes gunst på den tæt besatte midtbane i dansk politik.

Men trods Grenovs problemer med at argumentere klart, fremstod han formmæssigt rimelig godt: imødekommende, smilende og jovial. Substansen derimod kneb det med, især til sidst da han blev bedt om at svare på, om Kristendemokraterne siger ja eller nej til nulvækst i den offentlige sektor?

Spørgsmålet er af de store partier defineret som et af de mest centrale i valgkampen, og tv-billedet viste sin ubønhørlighed, da partiformanden med et flakkende blik brugte tre-fire sekunder på at nå frem til et ikke særligt overbevisende ”nej”.

Anderledes klart var ja'et på sidste spørgsmål: om Kristendemokraterne kommer over spærregrænsen? Og selv om meningsmålinger tyder på det modsatte, kan meget ske i løbet af en valgkamp i form af uforudsete mirakler. Om miraklet i Kristendemokraternes tilfælde hedder Grenov til efternavn, ved vi om tre uger.

Kristeligt Dagblad anmelder alle partilederes deltagelse i ”Mød Partierne”, som vises på DR 1