Kan et velfærdssamfund holde til at vælge nogen fra, når det gælder liv eller helbred?

Vi skal forhåbentligt ikke i Danmark udbygge de allerede eksisterende prioriteringer i sundhedsvæsenet efter den gamle børnesang ”Og har du penge, så kan du få, men har du ingen så må du gå”, skriver Dennis Kristensen og Karen Stæhr fra FOA

Kæden af prioriteringer ender der, hvor en velfærdsansat står ansigt til ansigt med en borger med et behov og ikke kan gøre det, der er brug for, fordi der ikke er afsat tid nok, ikke er kapacitet nok, eller løsningen er for dyr.
Kæden af prioriteringer ender der, hvor en velfærdsansat står ansigt til ansigt med en borger med et behov og ikke kan gøre det, der er brug for, fordi der ikke er afsat tid nok, ikke er kapacitet nok, eller løsningen er for dyr. . Foto: Lars Helsinghof Bæk.

ØKONOMERNE argumenterer for det, sundhedseksperterne begrunder det, politikerne afviser det, og de faglige organisationer ser nok forskelligt på det.

Det dér med at oprette en eller anden form for organisation, som kan tage stilling til, om nye dyre behandlingsmetoder eller ny, dyr medicin er for stor en udgift til at blive taget i brug, om de samme penge kunne gøre større nytte på et andet sundhedsområde, eller om nytteværdien er for lille i forhold til udgiftens størrelse.

Når det handler om det helt basale, nemlig at kunne gøre noget, men undlade det, fordi det koster for meget, så deles vandene sikkert både i befolkningen, blandt eksperterne og hos de sundheds-ansatte. Det er ikke så usædvanligt, når etiske overvejelser skal krydses med økonomiske hensyn. Hvad skal vejes tungest? At vi kan gøre noget for nogen, eller om det er for dyrt at gøre det?

Det er ikke, fordi sundhedsvæsenet ikke beskæftiger sig med prioriteringer. Tværtimod.

Der prioriteres i en uendelighed, når det handler om velfærds- og serviceydelser, og når det handler om behandling af sygdomme.

Christiansborg prioriterer ved hver eneste finanslov mellem de forskellige velfærds- og serviceområder, når midlerne til det næste års drift skal afsættes. Og politikerne bygger ovenpå, når de udpeger særlige områder, hvor ekstra penge skal udløse flere eller bedre ydelser. Det er prioritering, når Folketinget afsætter ekstra penge til flere ansatte i daginstitutionerne, mere efteruddannelse til folkeskolelærere, særlige indsatser over for hjerte- eller kræftsygdomme, bedre kollektiv trafik eller værdighed i ældreplejen.

Og der prioriteres hvert år, når kommunalbestyrelser og regionsråd laver budgetter og fordeler penge mellem de forskellige driftsområder. Mellem børn, undervisning, syge, udsatte, handicappede, ældre og meget mere.

Prioriteringskæden fortsætter på institutionerne, når ledelser skal få for knappe ressourcer til at række længst muligt eller få et truende budgetunderskud til at ende som et regnskab i balance gennem besparelser, omlægninger eller opbremsninger. Når sygehusledelsen afskediger for at betale for dyrere medicin.

KÆDEN AF prioriteringer ender der, hvor en velfærdsansat står ansigt til ansigt med en borger med et behov og ikke kan gøre det, der er brug for, fordi der ikke er afsat tid nok, ikke er kapacitet nok, eller løsningen er for dyr.

Når social- og sundhedshjælperen må forlade den ældre for tidligt, fordi kørelisten siger, at hun for længst skulle have været hos den næste, når psykiateren må udskrive den psykisk syge patient fredag, fordi der er reduceret i kapaciteten og ikke er personale nok til weekenden, eller lægen ved, at budgettet for de dyre scanninger allerede er sprængt.

Og ikke mindst sygehusene kender alt til prioriteringer i hverdagen. Skadestuen er netop et eksempel på prioriteringer i døgndrift. Hvad er vigtigst, og hvad er næstvigtigst?

Det nye i debatten om prioriteringer særligt i sundhedsvæsenet og ikke mindst på sygehusene er det grundlæggende spørgsmål: Skal vi indføre systematisk fravalg af nye muligheder af økonomiske årsager? Skal nogen på samfundets vegne tage stilling til eksempelvis ny teknologi, nye behandlingsmetoder og ny medicin?

Der er ingen tvivl om, at prisudviklingen på ny medicin er eksploderet. Og der tegner sig igen og igen et billede, hvor ny dyr medicin bæres ind i vareindleveringen, mens ansatte med opsigelsesbreve går ud af personaleindgangen. Det er hul i hovedet for et sygehusvæsen, som efter at have leveret en imponerende produktivitetsudvikling fortsat presses for at få flere og flere patienter igennem på kortere og kortere tid.

DET PROBLEM BØR angribes anderledes. Hvorfor skal vi være dårligere til at presse medicinudgifter ned end andre lande, blot fordi vi selv har en stor medicinalindustri? Og hvorfor skal sygehusene styre medicinbudgetter, når de ikke kan påvirke den budgetpost, men må overlade det til centrale myndigheder?

Indimellem går det galt med prioriteringsdebatten. Så bliver det i stedet en debat om, hvorvidt ny teknologi, nye behandlingsmetoder og ny medicin har en reel virkning.

Det giver imidlertid ikke mening at diskutere prioritering som valg mellem det, der virker, og det, der ikke virker. Selvfølgelig skal virkningen være konstateret, før man prioriterer mellem forskellige muligheder, og ikke mindst før man fravælger. Ellers bliver det en debat om prioritering, som tager kikkerten for det blinde øje og forudsætter, at hvis nye muligheder fravælges, så eksisterer de ikke længere.

FRAVALGTE MULIGHEDER skal fortsat være synlige for danskerne. Og det er i virkeligheden den helt afgørende kerne i debatten om fravalg gennem prioriteringer. Skal en særligt udvalgt flok fravælge på vegne af os alle, så er de nye muligheder kun inden for rækkevidde af de bedst stillede. Så er det kun dem, der selv kan finansiere en privat dansk eller udenlandsk behandling eller selv kan betale for en dansk eller udenlandsk medicinlevering.

Det vil blive ulighed i sundhed i metermål. Eller mere korrekt: Det vil forøge den i forvejen alt for store ulighed i sundhed i Danmark.

Vi skal forhåbentligt ikke i Danmark udbygge de allerede eksisterende prioriteringer i sundhedsvæsenet efter den gamle børnesang ”Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.”

Karen Stæhr og Dennis Kristensen er henholdsvis sektorformand og forbundsformand i FOA