Det er ikke flatterende billeder, der er blevet sendt ud i verden fra grænseområdet mellem Polen og Belarus. Frysende småbørn og voksne, som forsøger at klare sig gennem frostnætter ved hjælp af tæpper og tynde plastunderlag. Pigtråd. Vandkanoner. Tåregas. Omkring 15.000 polske soldater side ved side med maskingeværer og skjolde. Billeder, som viser et Polen - og EU - der er fast besluttet på at forsegle grænsen mod såvel flygtninge som migranter. Billeder, der ikke normalt forbindes med EU.
Og da en del af de forfrosne flygtninge og migranter onsdag endelig blev inviteret ind i varmen og kørt til en opvarmet lagerhal, var det ikke EU, der stod bag invitationen, men Alexander Lukasjenko, Belarus’ diktatoriske præsident. Det er ham, der kan prale af en højst tiltrængt humanitær indsats. At det i første ende også er ham, der står bag den ulykkelige situation ved at have inviteret og transporteret håbefulde mennesker fra hovedsageligt Mellemøsten til grænseområdet, viser billederne ikke.
De seneste måneders humanistisk og sikkerhedspolitisk kaos langs grænsen mellem Polen og Belarus udstiller, at EU ikke ubetinget er indstillet på at holde fast i sine værdier, hvis prisen indebærer en risiko for flere asylsøgere og migranter. Derfor har de øvrige medlemslande, inklusiv Danmark, vendt det blinde øje og det døve øre til Polens brug af vandkanoner og tåregas. Til manglen på humanitær hjælp. Til forbuddet mod at lade journalister komme ind i grænsezonen. Til den ulovlige tilbagevisning af mennesker, som det er lykkedes at komme ind på polsk jord og der har bedt om asyl.
”Jeg skal ikke blande mig i, hvad Polen gør. Jeg har fuld tillid til, at både Polen, Letland og Litauen overholder de forpligtelser, de har,” som den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tidligere på ugen sagde til dagbladet Politiken.
Her udtrykte han fuld opbakning til Polen og mente ikke, der var behov for at lægge pres på Polen for at åbne for, at humanitære organisationer kunne få adgang til grænseområdet.
Hele krisen har rejst spørgsmålet om, hvorvidt EU med sin ambition om at være en blød magt, der advokerer for rettigheder og demokrati, har gjort sig selv til et let bytte i en verden, hvor rå magt og autoritære regimer fylder mere.
”Der er ingen tvivl om, at verden har ændret sig. EU står omkranset af lande, der har andre værdier. De sidste 25 år har vi set en stigning i antallet af illegitime demokratier, som betragter EU’s insisteren på menneskerettigheder og demokrati som en svaghed. Det er en form for flodbølge mod de værdier og principper, EU står for,” siger Ian Manners, der er lektor ved Lund Universitet, hvor han forsker i EU’s normative magt i international politik.
Han peger på, at selvom EU formelt set aldrig har været mere juridisk forpligtet på sine værdier end nu, fordi lovgivningen om demokrati, rettigheder med videre konstant er blevet udbygget, er der en drejning på vej i EU under den nye udenrigschef, spanske Josep Borrell Fontelles:
”Der er ved at brede sig en opfattelse af, at EU’s værdier er blevet en svaghed, fordi de forhindrer EU i at agere på linje med andre lande. Der er en tiltagende splittelse mellem ønsket om en en mere pragmatisk geostrategisk udenrigspolitik og ønsket om at stå fast på værdierne. Mange mener stadig, at det netop er respekten for demokrati og menneskerettigheder, der gør europæerne til europæere.”
Det er først og fremmest udfordringen med flygtninge og migranter, der presser EU ud i dilemmaer. Efter Ian Manners vurdering vil det ikke ændre sig, før EU’s medlemslande tager ”et stort skridt baglæns” og får endevendt deres flygtninge- og indvandrerpolitik. Den konkrete krise på grænsen mellem Polen og Belarus skal nok løse sig, men der vil komme andre, hvis EU ikke gør noget radikalt.
EU står omkranset af lande, der har andre værdier
”Hvis EU vil fastholde sine værdier, må det finde fælles holdbare løsninger på migrationen. Tænke klima og fødevaresikkerhed ind. Opbygge et fælles asylsystem, der ikke spiller landene ud mod hinanden. EU behøver ikke at være en bandit, fordi andre lande er det. Det er en gammeldags måde at tænke på. Autoritære lande som Kina, Indien, Tyrkiet har befolkninger, hvor 80 procent deler de værdier, vi har. Hvis man spørger dem, der flygter, sket det netop for at slippe væk fra undertrykkelsen. Flertallet i Polen og Belarus har samme ønsker for deres liv: sunde familier, et trygt liv, mad, sikkerhed, et godt klima,” siger Ian Manners.
I EU-Kommissionen er man ganske klar over, at man i øjeblikket giver køb på humanisme og menneskerettigheder i forhold til de cirka 4000 flygtninge og migranter, der befinder sig i grænseområdet, men det er en pris, der må betales, hvis EU skal undgå at blive mast af kyniske nabolande, siger en højtstående embedsmand til Kristeligt Dagblad.
”Både Rusland og Belarus spiller på vores humanisme og bekymring. Det er manipulation. De kører et magtspil, og hvis vi ikke viser styrke, vil vi blive mast. Vi er nødt til at være hårde og sende et klart signal om, at vi ikke giver efter. Det er det vigtigste lige nu. Næste skridt er at hjælpe humanitært og med de asylansøgninger, der måtte være. Men hvis vi starter der, fortsætter de (Belarus og Rusland). De forsøger at lokke os i en fælde, og det vil kun blive værre, hvis vi ikke står fast,” siger embedsmanden, der har beskæftiget sig med EU’s udenrigspolitik i årtier.
Han peger på, at Belarus’ kalkyle har netop været, at EU ville blive bekymret for migranterne og give efter for presset. Men det kommer ikke til at ske. Heller ikke, selvom ”man godt kan mene et og andet om den polske regerings fremgangsmåde”, som han formulerer det. EU’s ledere har brug for at vise deres egne befolkninger, at man gør alt, hvad man kan for at holde flygtninge og migranter ude.
”Der er ikke politisk opbakning i befolkningerne til flere flygtninge og migranter. Hvis vi ikke vil se en vækst i populistiske og højrenationale partier, er vi nødt til at standse strømmen. Vi skal vise vores egne befolkninger, at vi er parate til at beskytte dem. Det er også en del af EU’s værdigrundlag, siger embedsmanden.
Set fra den græske forsker Dora Kostakopoulous stol på Warwick Universitet i Storbritannien er EU dog ved at bryde sine egne regler.
”EU kan ikke vælge, om unionen skal respektere menneskerettighederne og vise humanisme. Det er den forpligtet til gennem EU-traktaten,” siger Dora Kostakopoulou, der er professor i EU-ret og formand for den videnskabelige komite for menneskerettigheder i EU ved Warwick Universitet, hvor hun blandt andet forsker i krydsfeltet mellem EU’s udenrigspolitik og menneskerettigheder.
Dora Kostakopoulou medgiver, at det er blevet vanskeligere at være EU med en omverden, hvor respekten for retssamfundet, demokrati, frihed og civile rettigheder skrider. Hvad Belarus foretager sig i øjeblikket er uacceptabelt. Men svaret i sådan en situation må ikke være, at man selv sænker standarden, siger hun:
”Hvis man skal forsvare sig mod bøller, må man udfordre dem og fordømme dem. EU må forsvare de liberale demokratiske principper og humanismen såvel som international og EU-menneskerettighedslovgivning.”
Netop fordi verden har forandret sig, er det bydende nødvendigt at holde fast ved værdierne, mener Dora Kostakopoulou. Hun henviser til den amerikanske filosof og slavemodstander Ralph Waldo Emerson, der i 1800-tallet skrev: ”Nothing can bring you peace but the triumph of principles” (Kun princippernes triumf kan bringe dig fred).
”Der er en humanitær krise i grænseområdet, som kræver øjeblikkelig handling. Og der er brug for at konfrontere den krænkende part, Belarus og dets allierede. EU må tage vare på begge dele, hvis unionen vil bevare sin menneskelighed,” siger hun.
Den amerikanske historiker og forfatter Anne Applebaum, der har beskæftiget sig indgående med udviklingen i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, skriver i det kommende december-nummer af magasinet The Atlantic om truslen fra autokratiske regimer som Kina, Rusland og Tyrkiet mod de vestlige lande og dets værdier. Hun ender med at konkludere, at det eneste, der er at gøre for USA og dets allierede, specifikt EU, er at tage kampen op med med benene solidt plantet i netop de værdier, der bliver udfordret.
”Lige som naturen gror hen over øde områder, udfylder geopolitik også tomrum. Hvis Amerika fjerner udbredelsen af demokrati fra sin udenrigspolitik, hvis Amerika holder op med at interessere sig for andre demokratiers skæbne og demokratiske bevægelser, så vil de autokratiske regimer hurtigt erstatte os med deres indflydelse, penge og ideer.”