Kan Europa lære noget af Israel om at håndtere terror?

Israel er på en gang et skræmmebillede og en inspiration for europæiske samfund, når det handler om at håndtere truslen om terror, siger den anerkendte israelske filosof og etiker Moshe Halbertal

 Israelske sikkerhedsstyrker patruljerer i Jerusalems gamle bydel. På trods af terrorens virkelighed er det lykkedes Israel at fastholde demokratiske institutioner, siger den israelske filosof Moshe Halbertal. Men folks hjerter er også blevet forhærdede, understreger han. –
Israelske sikkerhedsstyrker patruljerer i Jerusalems gamle bydel. På trods af terrorens virkelighed er det lykkedes Israel at fastholde demokratiske institutioner, siger den israelske filosof Moshe Halbertal. Men folks hjerter er også blevet forhærdede, understreger han. – . Foto: Menahem Kahana.

Mens Europa nu er ved at vænne sig til en virkelighed med en meget nærværende terrortrussel, har Israel levet med terror i årtier. Med de israelske erfaringer i baghovedet, hvad skal Danmark og andre europæiske samfund så forberede sig på?

”Først og fremmest er det afgørende at forstå i dybden, hvad terrorens mål er. Terrorister ønsker at skabe en krig, der involverer alle mennesker, alle steder og alle dele af samfundet. Det er en måde at underminere de mest basale menneskelige strukturer på, der holder samfundet sammen. Den værste form for modreaktion er at synke ned i terrorens egen logik og begynde at tro, at fjenden er alle og enhver og over det hele. For derved ændrer den offentlige stemning sig fra en velbegrundet frygt til panik. Og panik er en af de farligste følelser at føre politik på. Det resulterer i letkøbte løsninger, hvor man kollektiviserer fjenden på en meget uheldig måde.”

Mener du, at Israel overordnet set bør være en inspiration eller et skræmmebillede for europæiske samfund, når det kommer til, hvordan man lever med terrortrusler?

”Europæiske lande skal være meget omhyggelige med, hvilke af de israelske erfaringer de vælger at bruge. For billedet er meget komplekst. Der er bestemt noget at lære af, hvordan det er lykkedes at skabe en dygtig efterretningstjeneste, der kan lokalisere problemet og derved lave en skelnen mellem terroristen og andre grupper af samfundet. Samtidig må man notere sig, hvordan terror fejlagtigt fører til kollektiv afstraffelse. Det ser vi blandt andet, når den israelske hær straffer en terrorists familie ved at rive deres hus ned eller indfører udgangsforbud for hele byer. Hvis en terrorhandling tilskrives en hel befolkningsgruppe, vil gruppen føle sig fremmedgjort, hvilket i sig selv fører til en radikalisering. Det vil igen give yderligere grund til at straffe dem, og dermed opstår en grufuld selvopfyldende cyklus.”

Hvad har det generelt gjort ved det israelske samfund at leve med truslen om terror så længe?

”Det har blandt andet skabt en stærk overlevelseskraft. Samfundet er ikke brudt sammen og er hverken sunket helt ned i autoritære tendenser eller blevet en ren militærstat. På trods af terrorens virkelighed er det lykkedes Israel at fastholde mange vitale demokratiske institutioner, at opbygge en god økonomi og et sprudlende kulturliv. Men det har også undermineret folks indstilling til at finde en løsning i forhold til det palæstinensiske samfund. Folks hjerter er blevet forhærdede. Og når det israelske samfund har reageret på terror med kollektiv afstraffelse og ved at blæse på menneskerettighederne over for palæstinenserne, har det også ført til, at palæstinensernes hjerter er blevet forhærdede.”

Hvad mener du er det største kompromis, Israel har måtte indgå i forhold til at få mere sikkerhed?

”Det er, når Israel konsekvent undlader at opretholde en skelnen mellem terroristen og det samfund, vedkommende kom fra. Og når man lader hånt om menneskerettigheder og afstraffer kollektivt.”

Men hvis truslen primært kommer fra en bestemt gruppe, er man så ikke nødt til at gå på kompromis med visse frihedsrettigheder, hvis man vil have et effektivt sikkerhedssystem?

”Jeg er klar over, at det kan lyde kontraintuitivt, men jeg tror fuldt og fast på, at det er en forudsætning for at konfrontere terror på en effektiv måde, at man kommer den slags diskrimination til livs. Diskrimination er snarere en del af fejlen end af løsningen. Den er med til at hverve større dele af befolkningen over på terroristens side og skabe det kaos, terroristen ønsker.”

Når Israel har været ramt af et terrorangreb, er hverdagen vendt tilbage igen efter blot ganske få timer. Folk drikker igen kaffe på caféen eller tager bussen, hvor angrebet fandt sted. Der er ingen levende lys, ingen blomster, og alt er ryddet op. Det virker, som om det israelske samfund har udviklet en slags Teflon-belægning imod terrorangreb. Er det en god egenskab?

”Ja, det er fuldstændig afgørende. Ellers kommer terroren til at definere hele samfundets natur. Og så snart terroren er den definerende størrelse, vil den ødelægge alle demokratiske aspekter i samfundet. En terroriseret befolkning vil søge en stærk hånd, der lover at løse dens problemer. Fortvivlelse og panik er meget ødelæggende politiske og menneskelige følelser.”

Men reaktionen står i kontrast til, hvordan europæiske lande har reageret på terror. Her har der været store demonstrationer og mindehøjtideligheder, og der har ligget blomster og brændt lys ved gerningsstederne længe efter angreb. Giver man terror for meget plads i Europa?

”Ikke når det kommer til at vise medfølelse og empati. På den måde har de europæiske lande reageret meget smukt. Men der er noget problematisk i de generelle politiske tendenser, man ser i Europa, hvor den yderste højrefløj er ved at vinde frem som et falskt modsvar på terrortruslen. Menneskerettigheder og retssikkerheden er meget skrøbelige institutioner, som gode mennesker har et ansvar for at forsvare i sådanne krisetider. Tiden vil vise, hvor det vil ende, men jeg mener afgjort, at der er alarmerende tegn i Europa på, hvordan man imødekommer terrortruslen.”