SOM TIDLIGERE bemærket i denne spalte: I debatten om homoseksuelle vielser er de underliggende dagsordener undertiden vigtigere end den synlige.
Her kommer dagens skjulte dagsorden, der tager udgangspunkt i det store interview med biskop Peter Skov-Jakobsen i Kristeligt Dagblad den 1. oktober.
Her sagde biskoppen blandt andet: "Jeg synes, man skal lægge mærke til, hvad der skete, da både manden og kvinden havde spist af det forbudte æble og gemte sig af skam. Gud ledte efter dem. Han stødte dem ikke fra sig. Og resten af bibel- og kirkehistorien handler sådan set om, hvordan Gud leder efter alle mennesker, ofrer sig for os, vil os det bedste, uanset hvem vi er."
FØRSTE KOMMENTAR til biskoppens ord er: Ja og amen! Guds kærlige eftersøgning af os tabte mennesker er frelseshistoriens store, samlende tema. Der er intet over og intet ved siden af det tema. "Gud vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse," for nu at citere apostlen Peter.
Skov-Jakobsen lyder her som en af de varme missionsfolk, jeg kender en del af, der er optaget af hovedsagen og underordner alle andre temaer under den. Og så falder han heller ikke for den folkekirkelige tendens til at fremstille Guds kærlige eftersøgning som afsluttet, hvor kirkens eneste opgave bliver at oplyse mennesker om, at de allerede er Guds børn.
Men anden kommentar handler om den sammenhæng, Skov-Jakobsens ord falder i: som en begrundelse for homoseksuelle vielser. For det lyder i mine ører, som om den underliggende logik er, at Gud kun kan lede efter homoseksuelle mennesker, hvis han siger ja til homoseksuelle handlinger.
Den logik kan angribes ad forskellige veje. Bare man udskifter "homoseksuelle handlinger" med andre begreber, som Bibelen kalder synd, bliver den problematisk: grådige, spottere, afgudsdyrkere ? (se Første Korintherbrev kapitel 6, fra vers 9). I disse sammenhænge kunne ingen af os formodentlig drømme om at bruge denne logik.
Det grundlæggende spørgsmål bliver, om Gud kun leder efter os gennem sit "ja" og ikke gennem sit "nej". Også det smertefulde "nej", der går dybt ned i vores personlighed. Ad den vej kommer debatten til at handle om vores gudsbillede og om vores billede af ondt og godt. Eller sagt på luthersk dialekt: om lov og evangelium.
Er Gud kun evangeliets Gud og ikke også lovens? Eller er Gud kun god, når han taler evangeliets ord, og ikke, når han taler lovens?
Jesus sagde til kvinden, der var grebet i et sidespring: "Heller ikke jeg fordømmer dig, gå og synd fra nu af ikke mere."
Var første halvdel af sætningen Guds kærlige eftersøgning af et tabt menneske og anden halvdel en ubehagelig efterregning skrevet med småt?
Dette spørgsmål går dybt ned i vores ubevidste begreber om godhed. Mange af os tror kun, at vi kan vise godhed, når vi er eftergivende og imødekommende. Og at Gud er underlagt de samme spilleregler. Disse ubevidste begreber om godhed spærrer både i vores menneskeliv og gudsliv for de rensende opgør. De opgør, som gør ondt i første omgang, men som længere henne ad vejen fører til mere – ikke mindre – liv.
TILBAGE TIL den aktuelle sag: Også blandt folk, der ikke deler Peter Skov-Jakobsens teologiske vurdering, har jeg mødt en logik, der ligner.
Et par gange de seneste måneder er jeg stødt på mennesker, der var enige med mig i et nej til homoseksuelle vielser, men samtidig betoner, at de ikke selv vil engagere sig i debatten. Begrundelse: De er optaget af at være missionale over for homoseksuelle mennesker, og der er denne debat forstyrrende.
O.k. – jeg anerkender, at alle ikke skal engagere sig i alt. Menigheden er et legeme, hvor vi har forskellige funktioner. Og jeg kender også i stille timer den ubehagelige anfægtelse: Bare denne debat ikke spærrer, så nogle mennesker går glip af evangeliet.
Men for det første: Hvornår er den kristne menighed blevet bedt om at tie stille med noget, der er sandt, alene fordi det ikke sælger billetter for tiden? Er Kaj Munk ikke langt tættere på en kristen tilgang, når han siger: "Aldrig, aldrig, aldrig spørge om et nytter, kun om det er sandt ?"?
Og for det andet: Hvis Bibelens gudsbillede er sandt, så kalder Gud os ikke bare gennem den varme og åbne invitation. Han kalder også til det smertefulde og direkte opgør.
Og vel at mærke: Det gør han, fordi han i kærlighed leder efter os alle sammen.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen