Prøv avisen
Debatinterview

Kan indadvendt litteratur løse verdenssituationen?

Selv ”grim” litteratur om menneskets mørkeste sider er med til at danne os, mener Marianne Stidsen, lektor, dr.phil. i litteratur ved Københavns Universitet. Foto: Jacob Ehrbahn/ Ritzau Foto

Navlepillende, politiske, vrængende, opgivende – tidens forfattere anklages for at være lidt af det hele. Men i virkeligheden gennemsyres litteraturen lige nu af noget dybere, en klar eksistentialisme. Det mener lektor Marianne Stidsen, der aner et litteraturhistorisk ”vagtskifte"

Den litterære verdens debatter har det nogle gange med at spinde sig ind i sig selv. Lidt på samme måde, som når man leder efter enden i et garnnøgle, og nogen før én har trukket det forkerte sted og gjort nøglet knudret og umuligt at vikle ud igen. For hvor var det, vi begyndte? Hvem sagde hvad og med hvilken bagtanke? Lærte vi nogen bedre at kende? Og hvad blev konklusionen? Nøglet ryger tilbage i kurven til den næste, der gider samle det op.

En sådan debat fandt sted i flere medier i de seneste uger og havde deltagelse af litterære stemmer som Christina Hagen, Asta Olivia Nordenhof, Lars Bukdahl, Merete Pryds Helle og lektor Stefan Kjerkegaard. Diskussionen gik – vistnok – på, om der finder en politisk kamp sted i litteraturen mellem højre og venstre, lidt ligesom man i øvrigt har set kampen udspille sig på den politiske scene med opsving til Dansk Folkeparti herhjemme og valget af Donald Trump i USA – og tilsvarende forargelse fra den politisk korrekte venstrefløj. Der var både skældsord og dybe analyser i debatten, men specielt meget klogere på, hvad der egentlig er på færde i litteraturen, var der vist ikke nogen, der blev. Eller hvad?

Et forsøg på en konklusion blev gjort af Marianne Stidsen, lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet i et debatindlæg i Politiken. Her skrev hun blandt andet, at man helt misser pointen, hvis man begynder at dele litteraturen op i ”højreorienteret” og ”venstreorienteret”. Det, der ifølge hende gennemtrænger alt og er en meget vigtigere tendens end det politiske, er en tydelig eksistentialisme. Og hvad skal man så lægge i det?

Marianne Stidsen, du skriver, at du ser et ”vagtskifte” inden for litteraturen for tiden. Hvad mener du med det?

”Min gode kollega Tue Andersen Nexø har lige skrevet bogen ’Vidnesbyrd fra velfærdsstaten’. Her beskriver han blandt andet, hvordan de seneste 20 års danske litteratur har været orienteret mod sociale og politiske dagsordener – præcis som i 1970’erne og tidligere 1930’erne.

Det er jeg enig med ham i – med få undtagelser. Men jeg bemærker, at der begynder at dukke nyere forfattere op, som orienterer sig i en anden retning, som jeg kalder eksistentiel. Det betyder selvfølgelig ikke, at den litteratur, vi har haft i de seneste 20 år, ikke har haft noget eksistentielt i sig, især ikke, hvis det har været god litteratur. Omvendt kan den nyeksistentielle litteratur godt have politiske temaer. Det er bare ikke dem, der er i forgrunden.”

Hvad vil eksistentiel litteratur anno 2017 så sige?

”Snarere end at søge ud mod verden søger man indad mod det indre menneskelige rod. Det undersøger litteraturen på en så fri og oprigtig måde som muligt.

Alle de hensyn, man skal tage i den virkelige verden, suspenderes, og litteraturen bliver et frirum til at undersøge også de mørkere sider af mennesket. Har vi grimme tanker, som vi normalt dæmper, må de godt komme frem i litteraturens verden. Og de er der ikke bare for at være grimme, men med det formål, at har vi ikke mulighed for at reflektere over alt det, vi rummer som mennesker, godt og ondt, så risikerer vi at ende som uudviklede væsener. Væsener, der ikke kender os selv og er i stand til at danne en karakter. Det med dannelse fyldte meget engang, og dannelses-snakken er på vej tilbage. Her har den eksistentielle litteratur en vigtig rolle at spille.”

Hvilke forfattere skal man holde øje med?

”I et nordisk perspektiv er Karl Ove Knausgård fuldstændig afgørende. Han er den, der indleder dette ’vagtskifte’ som jeg spår – eller har en formodning om – vil ske. I min doktorafhandling ’Den ny mimesis’ påpeger jeg, at selvom autofiktionen, det, at han skriver om sig selv og sin familie, har fyldt så meget i debatten, så er det ikke det mest interessante ved ham. Det er i langt højere grad den måde, han går på opdagelse i det eksistentielle. Om 100 år tror jeg, man sagtens vil kunne læse ’Min Kamp’- bøgerne og læse uden om den virkelighed, bøgerne er skrevet i – netop fordi han undersøger noget almenmenneskeligt.

Svenskeren Sara Stridsberg vil jeg også kalde nyeksistentialist. I hendes bog ’Beckomberga – ode til min familie’ forsøger hun at se ind bag sundhedsvæsenets måde at kategorisere psykisk syge mennesker på og i stedet se dem som hele mennesker. Der er en dansk ung digter, Signe Gjesing, der helt tydeligt stikker ud fra sine jævnaldrende, eksempelvis Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof, med tydelig interesse for det eksistentielle.

Christina Hagens nyeste bog, ’Jungle’, handler i høj grad om den indre jungle og alt det i os, som ikke er pænt og systematisk bygget op. Det er en bog, som også i sin form er meget rodet i sin sammensætning af hendes egne og andres tekster og stærke, af og til pornografiske, fotografier.

Så vil jeg nævne Christina Hesselholdts ’Vivian’, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Bogen bygger på en virkelig person og portrætterer et menneske, som arbejder ud fra andre kriterier for, hvornår man er en ’rigtig person’, end andre. Hun går rundt og fotograferer mennesker i gaden, hun selv synes er helt fantastiske, og prøver samtidig at finde energien inde i sig selv i stedet for hele tiden at skulle bekræftes udefra. Det er måske faktisk også en lille politisk eller moralsk kommentar til nutiden, hvor vi kan føle, at vi næsten ikke er til, hvis ikke vi konstant ses og bekræftes af andre.”

Du nævner i dit debatindlæg, at eksistentialismen, vi ser nu, ligner den i 1980’erne. Hvad ligger der i det?

”Den er selvfølgelig anderledes ved det, at verden har forandret sig siden 1980’erne. Men der er nogle af de samme tendenser. De nye medier kom frem på det tidspunkt. Neoliberalismen som storpolitisk dagsorden blev skudt i gang. De tidlige 1980’ere er forstadier til det, der senere blev kaldt konkurrencestaten. Og det er så den verden, vi lever i nu.

Nutidens eksistentialister starter ikke fra bunden, men deres tanker findes artikuleret hos blandt andre Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen.

En anden parallel til 1980’erne er, at det er okay at få lov at gå ind og se på det, vi har indeni, i stedet for hele tiden at skulle finde stoffet uden for os selv. Mange vil sige, litteraturen dermed kravler op i et elfenbenstårn, men jeg synes, det er et for snævert perspektiv. Der er også en pointe i at sige: Litteraturen skal have sit eget rum at være i.

Siden begyndelsen af det moderne samfund i 1700-tallet har grundtanken været, at samfundsområderne skilles ud hver for sig: Kunst skal ikke underlægges politik eller religion, videnskab heller ikke. Det at lade områderne tale hver sit sprog, var man netop meget optaget af i 1980’erne. I Søren Ulrik Thomsens artikel ’Farvel til det blå rum’ (1990, red.) skriver han lige præcis om det, at det politiske ikke skal fylde hele horisonten.

Søren Ulrik Thomsen kritiserer 1970’er-litteraturen for ikke at være politisk nok – og det lyder jo underligt – men han mener, at ét perspektiv ikke skal bredes ud over samtlige samfundsområder – heller ikke det æstetiske. Det er en vigtig grundtanke i vores samfund, som vi må holde fast i.”

Okay. Så kampen står ikke mellem højre og venstre, men mellem det politiske og det eksistentielle, mener du. Det politiske sås også i 1970’erne – hvordan ser du den politiske litteratur i dag?

”Den er ikke partipolitisk, men står på skuldrene af det moderne samfundsprojekt, som jeg lige nævnte. Det kan ikke sættes i bås, fordi det er defineret ved, at forskellige modstridende interesser skal kunne indgå kompromiser til fordel for helheden og fællesskabet. Man tror altså på, at kompromiser kan skabe et bedre fælles samfund.

Personligt – og nu taler jeg ikke så meget som fagperson – har jeg tilhørt en generation, som har været optaget af at se de såkaldte blinde vinkler i forhold til det, der blev undertrykt undervejs i udviklingen af den vestlige kultur: kvinder, kulturer og afvigende seksualiteter. Vi har været meget ’obs’ på de blinde vinkler i min generation. Og i dag er vi blevet så dygtige til at udøve selvkritik over for vores egen vestlige kultur, at det også er nødvendigt at se på, hvilke gode ting denne kultur har bidraget med i verden.

Vi må sætte os ud over skammen over denne verdensdel, en skam, som er begyndt at fylde så meget rundtom i verden. Og holde op med at dyrke den sammenbrudsromantik, der bare vil se det hele jævnet med jorden.

Vi skal heller ikke blive fanatiske og ende i den anden grøft, men snarere se på det sådan, at vi har faktisk leveret noget godt til denne her verden. For eksempel opdelingen af samfundsrum, som er der den dag i dag og gør, at litteraturen kan få lov at gøre det, den er bedst til: at grave sig dybt ned i den indre jungle og give form til alle de modstridende, gode og onde følelser og tanker, der skvulper rundt derinde.”