Pave Frans kommenterer løbende Europas flygtningekrise. Hans budskab er, at landene skal overvinde nationale hensyn, som han anser for selviske. Han opfordrer til gæstfrihed med en bestemthed, der efterhånden vækker irritation flere steder.
Den 21. august fremsatte han i anledning af Den Internationale Migrationsdag sin hidtil skarpeste kommentar. Han opfordrede til konkrete tiltag, som skal give migranterne juridiske rettigheder, både før deres afrejse, under færden og efter deres ankomst. Blandt rettighederne skal være socialhjælp, skolegang for de yngste og plejepladser for de ældste.
Den franske avis Le Figaro interviewer i den forbindelse Rémi Brague, medlem af Académie Française og tidligere professor i middelalderfilosofi ved Sorbonne.
Brague opregner en række aktuelle problemer, som han finder, at paven overser, herunder integrationens fallit, der lader parallelsamfund opstå, og det, han selv anser for fremtidens vigtigste spørgsmål: Om staten fortsat kan garantere europæernes personlige sikkerhed?
Staten skal, siger Brague, ”forhindre at migranterne opfører sig ’som i et erobret land’, som man siger, og at de importerer de konflikter, der skiller dem, til Europa”.
Når pave Frans savner sans for europæernes bekymring, er det, fordi han kommer fra et sydamerikansk indvandringsland. Til hans fødeland, Argentina, indvandrer nu om dage især italienere, som deler religion med flertalsbefolkningen og tilmed taler et sprog beslægtet med spansk. Derfor opstår der heller ingen konflikter, mener Brague.
Men kan kristen universalisme og landegrænser forliges? Og lader nationalstaten sig retfærdiggøre teologisk? spørger Le Figaro.
Det behøver man vel ikke mobilisere det tunge teologiske skyts for at forholde sig til, svarer filosoffen. Man kan nøjes med filosofien. Eller den sunde fornuft.
”Nationalstaten giver én form til det politiske liv blandt andre former i historien, såsom stammen, bystaten eller imperiet. Den er ikke lovet evigt liv, men den har været vores siden senmiddelalderen, den har bestået sine prøver, og jeg kan dårligt se nogen af de andre live op igen. Grænser er en god ting. Jeg kan kun leve i fred med min nabo, hvis jeg ved, hvor min have ender, og hans begynder.”
Man taler i den aktuelle situation ofte om lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men Rémi Brague advarer imod en for ligefrem læsning.
”Vi er jo ikke samaritaneren i denne lignelse,” bemærker han.
”Forestiller vi os, at vi skal kunne identificere os med samaritaneren, da skal vi spille Guds rolle, og det er dog noget frækt! Vi er i virkeligheden den sårede, efterladt for at dø. Gud er steget ned for at samle os op, fordi vi er i en ynkværdig forfatning.”
Lignelsen kan ikke anvendes på stater. Den er henvendt til hin enkelte, og staten er ingen person. For eksempel kan mennesket tilgive, men staten har ikke ret til det. Den skal tværimod straffe og ikke lade nogen skyldige løbe.
”Tilsvarende er det mennesker i organisationer eller sammenslutninger, der bør tage sig af de nødlidende,” mener Brague. ”Staten bør begrænse sig til at sikre en juridisk ramme som beskytter deres initiativer. Det kan også indebære at begrænse initiativerne, hvis tilstrømningen af nyankomne er for stor eller så dårligt forberedt, at den kan bringe modtagerlandet i fare.”
Kirkeredaktør på Le Figaro, Jean-Marie Guénois, ser efterfølgende en ny tone i pave Frans’ meldinger. Den 10. september modererede han nemlig de skarpe krav af 21. august. Nu hedder det, at regeringerne ”med klogskab” bør regulere, at migranter modtages i et tal, der svarer til landenes evne til at integrere de nyankomne.
”Det er ikke nok at åbne sit hjerte,” hedder det nu. En regering skal sige til sig selv: ”Jeg kan ikke acceptere et antal, som medfører fare for ikke-integration.”
Hans melding i august chokerede opinionen dybt, skriver Guénois, og vakte uro og ærgrelse i Europa og USA. Sågar det meget katolske Italien tog pavens formaninger ilde op. Landet har jo afløst Grækenland som den store ankomst- nation for migrantbådene over Middelhavet.
Frans gjorde sig faktisk også til den første pave i historien, bemærker Guénois, der tilsyneladende forlod den traditionelle politik i Vatikanet, der altid har husket at forsvare Europas identitet. Pave Frans har nemlig indskærpet Europas lande, at man ikke må undertrykke de nyankomnes kulturelle identitet.
Men nu ændrer han måske signaler. Pave Frans følger ikke meget med i medierne, men de italienske aviser læser han. Og her mødte han en skarp kritik af sine formaninger. Den oplevelse ligger bag moderationen, lyder Guénois’ tolkning.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.