Kan lav tillid til medier koste menneskeliv?

Vi er blevet forsynet med en helt håndgribelig grund til at overveje, om den oppiskede mediementalitet og den accelererende breaking newssyge indirekte kan koste menneskeliv, skriver Sørine Gotfredsen

Pressemøde i Statsministeriet den 17. marts 2020.
Pressemøde i Statsministeriet den 17. marts 2020. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Man kan i disse dage opdele folk i to lejre. I den ene opfattes tidens reaktioner på coronatruslen som lettere overdrevne, og i den anden ser man de store foranstaltninger som kloge og rigtige.

En del handler om, hvorvidt man nærer tillid til medierne, og vi erfarer nu, hvor dybt det sidder i mange at føle skepsis over for den mentalitet, der er vokset frem med nyheder døgnet rundt, TV2 News og den gule ”breaking”-bjælke i bunden af tv-skærmen, der konstant melder om noget sensationelt.

Den gule alarmberedskabsfarve bruges i dag så hyppigt, at en døvhed uundgåeligt opstår, og vi indser nu, at den mest skingre medietone er risikabel.

Det synes muligt, at den bærer en del af ansvaret for, at den dybeste alvor blandt nogle har været sørgeligt længe om at indfinde sig, og denne sygdomsepidemi åbenbarer, hvilken boble af følelsesløshed, menneskene kan omsluttes af i vor tid. Herinde er begrebet mediehysteri blevet til en slags undskyldning for ufortrødent at fortsætte sin tilværelse, hvad der end sker, hvormed man også kan demonstrere sin identitet som en selvstændigt tænkende person, der ikke ligger under for manipulation. Således er der opstået et interessant modsætningsforhold mellem mediekraft og individualitet.

Det er positivt, når man kæmper for at gøre sig fri af fordummende massebevægelse, men det er ikke positivt, når man ikke vil lade sig råbe op, skønt en indlysende fare nærmer sig. Bortset fra terrorangrebet i 2001 kan jeg ikke i min levetid erindre en begivenhed, der som denne mediemæssigt bombarderer vore sjæle med indtryk, der vil forblive hos os altid. Og enhver skal finde sin vej gennem kaos.

Det ene øjeblik ser vi billeder fra Italien, hvor hundredvis af kister køres bort, og minuttet efter klippes der til et muntert dansk ægtepar på ”Costa Luminosa” – det strandede krydstogtskib, dette flydende mareridt af et dekadent turistfænomen, der meget passende kan blive stående som symbol på moderne globaliseret dårskab i år 2020.

Der tales meget om, hvad vi mon som menneskehed vil lære af alt dette, og vigtigt herunder er spørgsmålet om, hvad journalister og mediefolk kan lære.

Vi har i mange år diskuteret, hvad den sensationshungrende og personfikserede presse mon betyder for vores virkelighedsopfattelse og tro på demokrati og saglig kommunikation, men det hele er endnu mere skæbnesvangert nu. I disse dage handler det om, hvorvidt den ekstremt lave tillid til journalister faktisk har været medvirkende til, at for mange for længe ikke har taget den dødelige virus alvorligt nok.

Vi er blevet forsynet med en helt håndgribelig grund til at overveje, om sproget, den oppiskede mediementalitet og den accelererende breaking newssyge indirekte kan koste menneskeliv. Fordi folk er blevet vænnet til ikke at tage den sensationelle nyhedsstrøm alvorligt. Det er gammel lærdom. Jo højere der råbes, desto mindre hører man efter. I nogle tilfælde er det godt. Andre gange er det farligt.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.