Prøv avisen
Mediekommentar

Kan man føde et barn og være mand og far?

Foto: DR Presse

”Du er min søn. Jeg har født dig i dag.” Sådan refereres Herrens bestemmelse i en af de bibelske salmer. Der er selvsagt ikke tale om noget biologisk, men et inderligt forhold mellem i dette tilfælde den israelitiske konge og hans Gud.

På DR 2 kan man imidlertid se historien om en ”far”, der ganske bogstavligt og fysisk fødte sin søn. Jeg kom til at mindes de skarptungede kvinder, jeg gennem tidens løb har hørt sige, at det er godt, kvinderne føder børnene. Det ville mange mænd slet ikke kunne stå model til, og vi ville komme i alvorligt fødselsunderskud. Men i den britiske dokumentar ”Faren der fødte sit barn” fødte Freddy McConnell faktisk en lille dreng. Det lyder umiddelbart umuligt, men der er skam eksempler fra dyreverdenen. Ikke tilfældigt var dokumentarens originaltitel ”Seahorse” (Søhest). Hos søhesten er det nemlig hannen, som føder ungerne, og der blev jævnligt vist billeder af søheste, mens vi fulgte Freddy McConnells bestræbelser på at blive gravid.

Nu er der imidlertidig også visse forskelle på søheste og mennesker. Hvis søheste føler, at de er født i den forkerte krop, er der ikke hjælp at hente, hverken medicinsk, kirurgisk eller semantisk. Det er næppe heller noget, der plager hin underlige fisk.

Anderledes var det med Freddy McConnell, som var født som pige, men som nu definerede sig som en homoseksuel og transkønnet mand. Takket være den moderne videnskab fremstod Freddy McConnell ganske mandig med skæg og brystkasse frem for bryster. Freddy McConnell havde dog stadig sin livmoder og var fast besluttet på at blive gravid med sæd fra en donor. Som det lød fra jordemoderen: ”Vi oversvømmer din livmoder med kvalitetssæd på ægløsningsdagen.” Ikke den mest poetiske beskrivelse af undfangelsens mirakel. Kvalitetssæd. Det lyder som noget, man køber til haven.

Freddy McConnell blev ikke gravid i første hug, og hans partner brød med ham, han havde derimod god støtte fra sin mor og stedfar. Graviditeten var ikke just uden anfægtelser og bekymringer:

”Jeg føler mig som en mand, der har gang i noget meget mærkeligt,” som Freddy McConnell selv formulerede det.

Det må man nok sige, for hvad er det egentlig, som gør kvinde til kvinde og mand til mand? Kan man have en livmoder, føde et barn og alligevel insistere på at være mand og far? Man kan selvfølgelig definere sig selv lige så eksotisk og alternativt, som man måtte ønske det. Det er bare ikke sikkert, at andre køber definitionen. En Facebook-kommentar om, at mænd ikke kan være gravide, fik Freddy McConnell til at tænke ”skiderikker”, men der er nogle, som vil mene, at det er lige så elementært som at sige, at blinde ikke kan se.

Det var også ganske betegnende, at da Freddy McConnell havde født, konstaterede hans mor, at barnet var en dreng. Hvordan kunne hun nu vide det? Tja, hun forholdt sig til det biologiske køn. Siden da har en britisk domstol afgjort, at den, som føder, er mor, ikke far. Det syntes Freddy McConnell var uretfærdigt, men er det rimeligt, at verden bare rimer med ens selvopfattelse

Jesper Bacher er sognepræst.