Debatsiderne i de internationale medier er domineret af den nye situation i Afghanistan med Taleban tilbage ved roret efter Nato-styrkers væbnede kamp imod dem gennem 20 år.
Var det store offer da forgæves? Nej, lyder det fra en del røster. Afghanerne har i de 20 år vænnet sig til frie forhold, og nu vil kvinderne næppe finde sig i hvad som helst. Desuden er det angiveligt et nyt og modereret Taleban, vi møder i dag. De taler om kvinders rettigheder og erklærer sig rede til dialog med Vesten – og til at modtage penge fra Vesten.
The Spectator
Ikke alle er enige i vurderingen. Vestens venstreliberale ser altid kun det, de vil se hos de islamistiske bevægelser – lige fra Det Muslimske Broderskab til al-Qaeda, Hamas og de iranskstøttede militære grupper i Syrien. Og nu idylliseres Taleban. Det skriver mellemøsteksperten sir John Jenkins i det engelske magasin The Spectator .
Jenkins har været britisk ambassadør i Syrien, Irak, Libyen og Saudi-Arabien og har således boet i regionen i 36 år. Han blev siden chef for Institute for Strategic Studies og seniorforsker ved Yale University.
Båndene er intakte, påpeger han, mellem Taleban og terrororganisationen al-Qaeda, også selvom Taleban vil hævde noget andet. Al-Qaeda har i en erklæring udtrykt deres glæde ved Talebans sejr og erklærer troskab mod mullah Hibatullah Akhundzada, Talebans emir.
Den erfarne diplomat fraråder at lægge for meget i Talebans beroligende erklæringer. Han citerer ayatollah Khomeini, der – før han forlod sit franske eksil for at vende hjem til Iran efter shahens fald – forsikrede, at han udelukkende ønskede ”uafhængighed, frihed og demokrati” for Iran. Han lovede, at landets kvinder skulle bevare de rettigheder, de havde opnået under shahen. I dag husker alle den forrygende brutale opvågning, der fulgte Khomeinis ankomst til Teheran.
”Taleban har brugt meget af de seneste fem år på at myrde afghanske kvinder, lærere, intellektuelle, advokater og aktivister. Dette er en revolutionær islamistisk standardtaktik: Tynd ud i rækkerne blandt dem, der på overbevisende måde ville kunne stå op imod den islamistiske flodbølge.”
Når det har været praksis frem til i dag, hvorfor skulle de så stoppe nu? spørger Jenkins.
Det er tillige værd at lægge mærke til, at når Taleban taler om at beskytte kvinders og andres rettigheder, hedder det altid ”inden for en muslimsk kontekst”.
”Også dette er almindelig muslimsk taktik. Den samme som Khomeini brugte i 1979. Mange vesterlændinge hører ordene som et bindende tilsagn om at respektere internationale normer. I virkeligheden betyder det, at ’kun shariadomstolene vil bestemme’,” skriver Jenkins.
Vi må vel være pragmatiske, tilføjer han, og måske søge Talebans hjælp i kampen mod deres fjende IS, som stræber efter global jihad. Taleban vil måske nøjes med at udøve muslimsk herredømme derhjemme. Betingelserne er ikke ugunstige: ”Mange afghanere, måske flertallet, er dybt konservative.”
Derfor kunne vi heller ikke få dem til at antage vore idealer, understreger John Jenkins. Og Taleban ændrer næppe deres fundamentale positioner:
”De gør nu engang Taleban til Taleban. Og disse positioner tilsiger dem, at de skal forbyde musik og unødvendig latter – og myrde musikere og komikere.”
Men nu skal vi tale med Taleban, hedder det. Hertil siger sir Jenkins:
”Historien viser os naiviteten i at opretholde samtaler, hvor vi kun hører det, vi ønsker at høre. Og imens løber vores samtalepartner om hjørner med os.”
I samme magasin næres tilsvarende pessimisme af David Loyn, forsker ved War Studies Department på King’s College London:
”Ved de pressekonferencer, der har været holdt i Kabul siden regeringens kollaps, har deres talsmand Zabihullah Mujahid foretrukket spørgsmål fra vestlige journalister og behandlet afghanske journalister med foragt.”
Det er, fordi løfterne om liberale tider ikke er beregnet for den lokale offentlighed.
”De er del af en kampagne for at vinde international legitimitet og anerkendelse af Talebans væbnede overtagelse af landet.”
Cicero
I det tyske magasin Cicero er mellemøstekspert Hilal Khasan ikke bekymret for, at Afghanistan nu skulle blive tilflugtssted for islamistiske terrorbevægelser. Taleban er ikke specielt interesseret i grupper, der opererer internationalt.
“Afghanere (uanset deres politiske kulør) er i reglen selvtilstrækkelige mennesker med et partikulært udsyn. Begivenhederne i det seneste årti viser, at militant islam nok ikke har store chancer i Afghanistan.”
La Règle du Jeu
I magasinet La Règle du Jeu skriver den franske filosof Bernard-Henri Lévy med bestyrtelse om begivenhederne i Afghanistan.
Det var et skamfuldt syn, mener han, at være vidne til, hvordan Joe Biden, lederen af verdens engang stærkeste magt, udråbte den katastrofale evakuering i Kabul som en stor succes. En sådan forvanskning af sandheden sender chokbølger fra Taiwan til de baltiske randstater – lande, hvis sikkerhed blev garanteret af USA, og som nærede tillid til landets æresord.
Nu har Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, hyldet en af Talebans ledere Sher Mohammad Abbas Stanikzai for ”sejren over den store satan”.
En ny tingenes orden sætter sig nu igennem. Kortene vil blive delt ud på ny, og andre vil sidde med trumfer, frygter Lévy.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.