I har skrevet to bøger, som fra hver sit udgangspunkt beskæftiger sig med tidens jagen efter mening. Hvorfor ser vi den udtalte søgen efter mening?
Lotte Blicher Mørk (LBM): ”Mennesker har altid søgt efter mening i det liv, som var deres. Det tidstypiske er, at vi er nødt til at have en forklaring på, hvorfor noget sker, for hvis det bare er tilfældigt, så er man efterladt i det meningsløse, hvor vi ikke har kontrol. Jeg ser en villighed til at gå langt for at besvare det store, eksistentielle ”Hvorfor?”. Kristendommen har et modsvar til meningsløsheden, for det meningsløse er ikke det sidste, som er at sige om et menneske.”
Svend Brinkmann (SB): ”Fra et psykologisk perspektiv er mennesket meningssøgende, men i dag har vi en kultur, som er besat af mening, og det er ikke et sundhedstegn, men et symptom på fravær af mening. Vi taler typisk meget om det, vi mangler. I det lange, historiske perspektiv har meningen været givet, men så har der været en kulturel frisættelsesproces de seneste 200 år, hvor også meningen blev frisat, og nu er det, som om man er endt op med tomrum, hvor man forsøger at lede efter meningen inde i sig selv, hvilket er et projekt, som er dømt til at mislykkes.”
På Rigshospitalet svarer 6 ud af 10, at de beder. Hvad betyder det i forhold til, hvad der giver moderne mennesker mening?
SB: ”Er man bange eller angst, henvender man sig til det ’den store anden’, som man vil kalde det i psykoanalysen, uanset at man hele sit liv ikke har troet, at der var den store anden. Det er uhyre menneskeligt, men det forklarer mig ikke, hvorfor jeg skal gøre det gode. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein siger, at der er dem, som siger, at det gode er godt, fordi Gud vil det, og en anden gruppe, som siger, at Gud vil det gode, fordi det er godt. Jeg bekender mig ikke til en transcendent Gud, men hvis der findes en Gud, så vil han det gode, fordi det er godt.
Ifølge Kierkegaard er der noget, man skal gøre, fordi Gud vil det. Som beretningen om Abraham, der skulle ofre Isak. Hvis Gud bad mig stikke en kniv i hjertet på mit barn, ville jeg straks henvende mig i psykiatrien og bede om noget anti‑ psykotisk medicin.”
LBM: ”Sådan læser jeg ikke historien om Abraham og Isak, men jeg har med folk at gøre, som mener, at Gud eller en ond ånd befaler dem at gøre dem ting, som ikke nødvendigvis er gode. Vi aftaler gerne, at vi kan gå ind i kirken og bede og afslutte med en velsignelse, men jeg sikrer mig, at de henvender sig og beder om medicinsk hjælp, hvis bønnen ikke er nok. At 6 ud af 10 beder, betyder ikke, at jeg ser ateister omvende sig, men jeg møder mange, som gerne vil tro og spørger til min historie, fordi de søger noget at læne sig op ad.”
I er begge optaget af temaet ”pligt”. Du, Brinkmann, har i din bog peget på Løgstrups etiske fordring, men hvad skal få den enkelte til at stå fast på ansvaret for medmennesket?
LBM: ”Pligten sætter os fri, og der er meget kærlighed i pligt. Det er min overbevisning som kristen og noget, jeg jævnligt ser i min hverdag, hvor jeg kan møde mennesker, der som syge og døende beklager, at deres nærmeste ikke længere forventer, at de skal bidrage. Vi har en forpligtigelse til at kalde hinanden op på scenen og sige: ’Jeg spørger ikke om, hvad du vil, men du skal, fordi du kan’. Man kan ikke tale om pligt uden at tale om skyld, for man kommer til at skylde, når man er i relation mellemmenneskeligt og i relationen med Gud. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er et syndigt menneske, men det er helt i orden, for jeg bliver taget imod alligevel, og ligegyldigt hvad, er jeg god nok i Guds øjne.”
SB: ”Løgstrup opstiller en etisk fordring og ikke noget, vi kan indfri, for man kan ikke sætte lighedstegn mellem det ideelle og det reelle, men vi har potentialet til at realisere den etiske fordring i et vist omfang. Og vi har også potentialet til at bygge udryddelseslejre. Den etiske fordring betyder, at man bør bruge den magt, man har over andre, til deres bedste og ikke til sit eget, hvilket burde være udgangspunktet for al human psykologi. Der er en måde, hvorpå man kan være god til at være menneske og god til at tage de her fordringer på sig. Det involverer en moralsk dannelse, hvor børn skal gøre sig erfaringer med, at fordi de har lyst til noget, så berettiger det dem ikke nødvendigvis til at gøre det, og der kan være noget, de bør gøre, selvom de ikke har lyst til det. Børn skal lære at få distance til deres umiddelbare lyst, som ikke kan være etisk vejledende. Hvis man ikke danner børn til at blive kompetente, moralske aktører, så kan man ikke kræve af dem, at de er det.”
Kan man ligefrem være et godt menneske uden at tro på Gud, hvis man blot udvikler distance til ens lyst, gør sin pligt og lever med næsten for øje?
LBM: ”Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville være godt menneske uden at tro på Gud. Min tro betyder, at jeg kan vende kikkerten væk fra min egen navle og se på de mennesker, som jeg møder. Brinkmann beder læserne overveje eksistentielle ståsteder, men hvad nytter det, hvis man skal dø om fire timer? Kristendommen siger, at der er noget, som varer ved ud over døden, og det er, hvad nogle mennesker på kanten søger efter.”
SB: ”Der er masser af kristne, som jeg ikke synes er gode til at være mennesker og dermed ikke særligt gode mennesker. Og der er masser af gode mennesker, som ikke er kristne, men er gode til at være mennesker. Heldigvis er der også kristne, som er gode mennesker, men så er de gode, fordi de er gode, og ikke fordi de er kristne. Som kristen har man tilbøjelighed til at vil blande Gud ind i ligningen, men det etiske og religiøse er to forskellige sfærer, som hver især er spændende og eksistentielt betydningsfulde.”