PÅ DET ORGANISATORISKE plan er katolicismen grænseløs. Kristendommens budskab er universelt; det mener også lutheranere, men for dem er sognet af stor vigtighed. Den katolske kirke er en verdensomspændende svikmølle med centrum i Rom.
Er det da forkert af katolikken at være meget optaget af egen nation? Kan man være katolik og nationalkonservativ på samme tid? Spørgsmålet drøftes intenst i Frankrig, hvor konflikter med landets muslimske befolkning fører til en opblomstring af fransk patriotisme og fremkomsten af en såkaldt identitær bevægelse. Den hævder enhver nations særlige identitet, som ikke bør opløses i multikulturalisme.
Derfor tager de identitære afstand fra venstreorienteret globalisme – men også den katolske kirke hylder globalismen, så hvad stiller konservative, identitære katolikker op?
HER I 2017 er der i Frankrig allerede udkommet to bøger om dette skisma; den ene argumenterer for, at en god katolik kan støtte identitære synspunkter, den anden siger nej.
”Église et immigration. Le grand malaise” (Kirke og indvandring. Det store ubehag) er titlen på den første, skrevet af Laurent Dandrieu. Den omtales i avisen Le Figaro af sociologen Mathieu Bôck-Coté.
Den katolske kirke vil helst moralisere i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere, men det er ikke længere holdbart. Altid trækkes lignelsen om den gode samaritaner af stald, men der er forskel på at hjælpe ét menneske og hjælpe millioner, skriver Bôck-Coté i forlængelse af Dandrieus synspunkter.
”Har en nation lov at forsvare sine grænser? Gennem nogen tid har kirken tilsynelandende bestridt det,” bemærker Bôck-Cóte.
”Men Laurent Dandrieu minder kirken om, at den tidligere har tænkt anderledes og anerkendt de enkelte nationers suverænitet og ret til selvbestemmelse: transformationen af katolicismen til en multikulturalistisk utopi er altså ikke indskrevet i dens dna.”
Lige nu støtter pave Frans den multikulturelle vision, men hans to forgængere var begge klare fortalere for folkerettens principper. Pave Frans betragter indvandringsbølgen som et gavnligt brækjern over for folkenes tankevaner. Den kan måske skabe en ny menneskehed, ”endelig forenet, som om opdelingen af verden i folk og civilisationer var et historisk knæk, der endelig kunne blive repareret”.
Heroverfor gør Dandrieu opmærksom på, skriver Bôck-Coté med tilslutning, at ”et folk er ingen juridisk konstruktion: det er også en historisk og kulturel virkelighed med sin egen personlighed”.
Naturligvis er kristendommen universel, men den katolske kirke selv er det ikke umiddelbart. Først må den tage del i en verden, som er præget af et bestemt sprog, en bestemt historie og bestemte traditioner, hedder det.
Dandrieu kritiserer tillige en tendens i den katolske kirke til at opfatte kristendom og islam som nærmest to sider af samme religion. Her føler han sig teologisk fremmedgjort over for Rom – som stadig flere gør det, bemærker Bôck-Coté. Dandrieu mener, at den katolske kirke optræder nedladende over for de folk, der historisk har bekendt sig til den. Derved risikerer den at overskære sine bånd til den europæiske civilisation. I stedet for især at interessere sig for eksotiske og fjerne grænser skulle den koncentrere sig mere om de grænser, som opstår indenlands, idet mange franskmænd vender deres kirke ryggen.
At dyrke det fremmede er ikke et tegn på moralsk storhed, men på politisk dumhed, lyder det.
Og skulle det være en katastrofe, om mange andre franskmænd nu genfinder deres kristentro via den identitære vej, spørger Dandrieu i sin bog. Den katolske kirke anser desværre ofte denne tro som uren og andenklasses. Hellere skulle den glæde sig over hver hjemvendt.
Skal Europa gen-evangeliseres, da skal man netop lade sig inspirere af den nedarvede katolicisme, ikke tage den som anledning til at optræde som mere avanceret i sin universelt svævende tro.
DEN ANDEN BOG, ”Identitaire: Le mauvais génie du christianisme” (Identitær: Kristendommens dårlige rådgiver) er skrevet af Erwan Le Morhedec og refereres også i Le Figaro.
”Det identitære er hverken smag for eller bevidsthed om egen identitet; det er afvisningen af den anden,” hævder Le Morhedec i bogen. Han anerkender ganske vist, at en nation er formet af en historisk arv, men bekender man sig for hengivent til den, da opstår en identifikation med landet, der er for stærk til at være forenelig med kristen tro. Den bliver da netop mindre ren.
De identitære vil i virkeligheden bare anvende landets religion til at fremme deres politiske mål, mener Morhedec.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.