Kan tro redde verden fra ondskab og barbari? Vi har meget få alternativer

Kun troen på Gud kan redde menneskeheden for at gentage fortidens umenneskelige udryddelser, mener dagens debattør. Arkivfoto: Porten til koncentrationslejren Auschwitz.
Kun troen på Gud kan redde menneskeheden for at gentage fortidens umenneskelige udryddelser, mener dagens debattør. Arkivfoto: Porten til koncentrationslejren Auschwitz. Foto: VALERY HACHE Denmark.

JONATHAN SACKS, britisk overrabbiner, har i Kristeligt Dagblad torsdag den 27. juni nogle meget interessante betragtninger over en verden uden tro, som han forudser vil gå fra hinanden og ikke kunne hæmme den ondskab, mennesket øver, når det får chancen og provokationen.

Det er et tema, der er skrevet og tænkt meget over. Den engelske polyhistoriker Arnold Joseph Toynbee (1889-1975) hævdede således, at det eneste, der kunne redde nutidens kulturriger fra egen undergang, var en nyomvendelse til en fælles Gud.

Toynbees overvejelser ligger også i andres vurderinger. To store tyske filosoffer, Adorno og Horkheimer, udsendte i 1944 et betydningsfuldt værk: Oplysningens dialektik. Heri stillede de spørgsmålet, hvorfor menneskeheden synker ned i en form for barbari i stedet for at træde ud i en sand menneskelig tilstand.

De gør opmærksom på, at der i al oplysning har ligget en tendens til selvdestruktion. Hitler, Stalin og amerikansk kulturindustri vidner om en oplysningsproces, der slår om i sin egen selvdestruktion. Og de skriver videre om, hvorledes Auschwitz betyder, at meningstabet er blevet komplet. Og de fastslår, at hvor menneskene er forsikrede om deres tilværelses ligegyldighed, gør de ingen indsigelse.

En af de få overlevende fra Auschwitz, Samuel Pisar, har i sin bog Blod og Håb beskrevet, hvorledes han ser verden efter 1945 drive frem mod et verdensomspændende holocaust, der vil få Hitlers krematorieovne til at blegne. Hans tids jøder lod sig modstandsløst, med få undtagelser, drive til slagtebænken. Den samme tendens ser han i dag i verdensomspændende målestok. Og han spørger, om vi allerede har glemt rædslerne og derfor må igennem det hele en gang til. Verdens største bog er Glemmebogen. Den bedste bog er Bibelen.

LÆS OGSÅ: Overrabiner: Et samfund uden tro vil gå fra hinanden

DEN TIDLIGERE TYSKE forbundskansler Willy Brandt gør i forordet til rapporten fra 1981, der er opkaldt efter ham, opmærksom på, at nutidens mennesker på overfladen er uhyre civiliserede og oplyste. Men, tilføjer han spørgende, er vi i virkeligheden mere civiliserede og oplyste end for eksempel de tyskere, der i 1945 hævdede, at de ikke vidste, hvad der foregik i Hitlers dødslejre? Willy Brandt tror selv på en globalisering af den menneskelige tankegang, altså oplysning.

Skal man forklare noget af vor verdens barbari, er der for mig ingen tvivl om, at det har meget at gøre med den store afsked med Gud, som vi er midt i, og som ikke har paralleller i historien. Den hænger sammen med videnskabens, teknikkens og den menneskelige erkendelses udvikling. Det moderne menneske er overbevist om, at det kan erkende og underordne sig alt.

Hvis noget skal forandre sig til det bedre, må mennesket på en eller anden måde komme til sig selv. Det må gøre op med rollen som magtesløs tilskuer til en gigantisk maskine, som styrter blindt af sted. Det må i sig selv finde en dybere ansvarlighed for verden, hvilket betyder en ansvarlighed over for noget højere end sig selv.

Og jeg tror, at kun en åndelig orientering kan føre til, at livet på denne jord ikke går under i et kæmpe selvmord. Altså troen på en Gud, der gav os en sidste chance for 2000 år siden ved selv at blive menneske og dermed antage os som de væsener, vi er, og ikke forkaste os, selvom det var en barbarisk verden, han trådte ind i.

Sven Thorgaardpastor emeritus og cand.phil.Egeskovvej 15, Lunderskov