Prøv avisen
Debat

Religionskritikken fra Ateistisk Selskab er for primitiv

Lau Sander Esbensen og formand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm. Arkivfotos. Foto: Privatfoto/Andres Martin

Ateister må godt mene, at Gud ikke findes, og det kan ovenikøbet være, de får ret. Men når Ateistisk Selskabs formand siger, at ateistens fordel er, at han har ret, så stopper diskussionen selvfølgelig. Og den er ikke stoppet med argumenter, skriver Lau Sander Esbensen

Simon Nielsen Ørregaard fra Ateistisk Selskab er ikke imponeret af min kronik om selskabets buskampagne. Indrømmet: Jeg burde have brugt et mere imødekommende og præcist ord end ”idiotisk” – det beklager jeg.

Men lad mig sige to ting til hans replik: At kritisere ateister i Ateistisk Selskab for ikke at levere seriøs troskritik er ikke ”at gå efter manden”. Det er bare et synspunkt. Og jeg skærer ikke alle ateister over én kam, for der findes skam solid religionskritik rundt omkring i verden.

Men der er en grund til, at jeg mener, Ateistisk Selskab har en lidt for let omgang med troen: I sit kampagnemateriale opregner Ateistisk Selskab nogle forklaringer på, hvorfor folk tror på Gud (se hjemmesiden): Det kan for eksempel være noget, du som barn fik lov at lege var rigtigt. ”Men nu er du voksen og kan forholde dig til virkeligheden.” Underforstået: Troen på Gud er infantil og virkelighedsfjern.

Andre tror, fordi ”det er rart at have en usynlig ven, der altid passer på dig”. Underforstået: Hvis du er bange for livet eller lider af mindreværd. Troen kan også forklares med, at man er blevet bildt ind, at der venter en belønning efter døden, eller man er blevet truet med straf, hvis ikke man tror. Det er i al væsentlighed Ateistisk Selskabs forklaringer på, hvor den personlige tro henter sin drivkraft fra. Jeg kan ikke læse det anderledes, end at man, i Freuds ånd, diagnosticerer mennesker, der tror på Gud, som dybest set svage, frygtsomme og livsuduelige: De skal ikke tages rigtigt alvorligt, men burde egentlig gå i terapi?

Simon Nielsen Ørregaard giver i sit svar udtryk for, at Ateistisk Selskab ikke er ude på at tage troen fra nogen. Og det betvivler jeg ikke – men alternativet til at være ateist er bare ifølge Ateistisk Selskab at være dysfunktionel og menneskeligt underudviklet. Så vælg selv.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Ateistisk Selskab ikke præsenterer en mere reflekteret religionskritik for os, som oplæg til en potentielt interessant diskussion om tro, når nu man ligefrem har lavet en forening, der har som et formål at formulere et kritisk modsvar til troen.

Simon Nielsen Ørregaard mener også, jeg er ude på at argumentere for Guds eksistens ved at putte ham ind i de huller, videnskaben endnu ikke har dækket (God of the gaps).

Det er selvfølgelig ikke argumentet. En af mine pointer var helt klassisk, at der måske findes forklaringskrævende fænomener, der i kraft af deres natur ikke kan forklares indenfor det naturalistiske verdensbillede. Og som derfor må have en ikke-naturalistisk forklaring. Altså at naturalismen måske ikke er dækkende i sin beskrivelse af verden.

Den diskussion – som er potentielt verdensforandrende – virker Ateistisk Selskab helt uinteresserede i: Der er så mange ting, vi ikke ved og måske aldrig får svar på! Vi kan ikke vide noget om ting, der ikke kan gives natur‑ videnskabelig evidens for – for eksempel guder og fabeldyr – så der er ingen grund til at bruge kræfter på dem.

Bortset fra at dette erkendelseskriterium i sig selv er dybt problematisk, kan man ikke bare vedtage, at ethvert fænomen har en naturalistisk forklaring, og for de fænomener, der endnu ikke har en forklaring, ved vi, at når den engang foreligger, vil den være naturalistisk.

Dette er naturalismens version af God of the gaps -indvending: erkendelse på forventet efterbevilling. Man definerer sig til at have ret, og det kan enhver jo gøre.

Ateister må selvfølgelig godt mene, at Gud ikke findes, og det kan ovenikøbet være, de får ret, selvom jeg ikke kan se det for mig.

Men når Ateistisk Selskabs formand siger, at ateistens fordel er, at han har ret, så stopper diskussionen selvfølgelig. Men den er stoppet med vilje, ikke med argumenter, og det tror jeg simpelthen ikke er sundt.

Lau Sander Esbensen er historiker og ph.d.