Kandis-Johnny: Mellem sandt menneske og frelserfigur

Det besynderlige dogme om, at Kristus på én gang var sand Gud og sandt menneske, kan være svært at forstå. Men hvordan det kan lade sig gøre at have flere naturer i sig, kan man få et formidabelt indblik i, hvis man ser den meget roste film ”Kandis for livet”

I begyndelsen af filmen bliver Johnny Hansen spurgt om, hvilken forskel der er på den private og den offentlige Johnny. Hansen svarer uden blusel, at der ikke er nogen forskel, men resten af filmen er faktisk et dementi af den påstand.
I begyndelsen af filmen bliver Johnny Hansen spurgt om, hvilken forskel der er på den private og den offentlige Johnny. Hansen svarer uden blusel, at der ikke er nogen forskel, men resten af filmen er faktisk et dementi af den påstand. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Det er blevet sagt, at der i grunden ikke står noget mærkeligt i Det Nye Testamente. Det er kun sammensætningen, som gør det mærkeligt og vækker undren. Man kan også sige, at evangelierne udgør et konstant sammenstød mellem det helt jordnære og det overjordiske.

Det er der masser af eksempler på. Et af dem er en farisæers snedige spørgsmål til Jesus om, hvad der er det største bud i loven. Jesus svarer – helt efter bogen – at det er, at du skal elske Herren af hele dit hjerte. Men så bringer han straks det overjordiske ned i gulvhøjde ved at hævde, at der findes et bud, som er lige så stort, nemlig at du skal elske din næste, som du elsker dig selv.

Det første bud – at du skal elske Gud – er abstrakt, medmindre man da kender Gud, og hvem kan af et ærligt hjerte sige, at de gør det? Men det andet bud – at du skal elske din næste – er til at forstå, i hvert fald umiddelbart, for vi må forstå det sådan, at buddet er altomfattende og ikke bare handler om, at vi skal elske dem, vi holder af, men også dem, vi ikke kan døje. Der er med andre ord tale om en grænseløs kærlighed, og så er vi igen ovre i noget, som vi på én gang kan forstå og samtidig slet ikke fatter.

Det andet eksempel følger umiddelbart efter, hvor Jesus stiller det kryptiske spørgsmål: Hvem er Kristus søn af? I dag kender enhver konfirmand svaret, Kristus er naturligvis Guds søn, men lige i situationen kan man ikke fortænke tilhørerne i, at de nøjes med det mere jordnære svar, at Kristus er Davids søn, for hvem kan – øje til øje – forstå, at et helt almindeligt menneske samtidig kan være Gud, og at dette guddommelige menneske endda muligvis står foran dig i kød og blod? Vi er med andre ord ovre i det, som vi teologer for nemheds skyld kalder for ”Kristi to-naturslære”, altså det besynderlige dogme om, at Kristus på én gang var sand Gud og sandt menneske.

Det er ikke til at forstå, men det er det så alligevel, for i grunden er det ikke så mærkeligt, at et menneske godt kan have flere naturer i sig. Det kan man få et formidabelt indblik i, når man ser den med rette meget roste film ”Kandis for livet” om forsangeren i Kandis, Johnny Hansen, og ikke mindst hans fangruppe, der dyrker popsangeren, som var han Gud selv.

I begyndelsen af filmen bliver Johnny Hansen spurgt om, hvilken forskel der er på den private og den offentlige Johnny. Hansen svarer uden blusel, at der ikke er nogen forskel, men resten af filmen er faktisk et dementi af den påstand.

Allerede tidligt i filmen ser vi, hvordan Johnny Hansen – en helt almindelig midaldrende mand fra Thy – møjsommeligt sidder i en skurvogn og skifter til sit sorte stjernetøj.

Det ser ikke specielt elegant ud, men ligner det, som det er: en mand, som skifter tøj, og Johnny Hansens ansigtsudtryk er da heller ikke særligt lykkeligt. Men da han har fået sine westernboots på og knappet den blanke skjorte, går han ud blandt folket på en tivoliplads, og nu er smilet på plads, fordi det er en del af uniformen.

Johnny Hansen blander sig med andre ord med sine fans og giver dem endda knus og kram til overflod, men han er alligevel en anden, også for sig selv, og det er lige præcis det, der gør filmen så genial.

Som sagt fokuserer den på forskellige fans, som dyrker Johnny Hansen i en sådan grad, at det i betænkelig grad ligner en religion.

Flere steder fortæller fansene om, hvordan musikken med Kandis har frelst dem i afgørende situationer – en fan afbryder ligefrem et selvmordsforsøg, fordi han hører en Kandis-sang – og vi må forstå, at Johnny Hansen er frelseren selv.

Men det billede kan den konkrete, menneskelige Johnny Hansen naturligvis ikke leve op til.

”Mine fans er et mysterium,” fortæller han, og det kan man godt forstå, for sandt at sige er det nogle mystiske mennesker, som udgør kulten omkring Kandis og Johnny Hansen:

Der er den unge mand, som savner sin afdøde far, men lindrer savnet ved at blive sømand som sin far – godt nok kun på Helsingør-Helsingborg-overfarten, men lidt kan også gøre det. Men også ved at hjælpe sin mor, som er formand for Kandis Fanklub, og gennem det arbejde kommer den unge mand endda til at hjælpe Johnny Hansen selv, når Kandis er ude på job.

Og der er kvinden, som er så erotisk besat af Johnny Hansen, at hun har skrevet en hel bog om ham, men hvad den handler om, må vi ikke høre, for den er – som kvinden siger – ”alt for krydret”. Og så er der filmen igennem tre mystiske, blinde brødre, som må gå i futtog for at klare dagligdagen, men dem kommer vi til.

Finessen i ”Kandis for livet” er, at Johnny Hansen hurtigt bliver et almindeligt ansigt blandt alle de andre, for også Hansen bærer rundt på en sorg, nemlig at hans første hustru begik selvmord, sådan at Johnny Hansen stod alene tilbage med børnene. Sorgen bearbejdede han delvis ved at lave en række popslagere om smerten, deriblandt en sang, som han kaldte ”Hotel Himmel”.

Det var lige præcis den sang, som senere reddede en fan fra at begå selvmord. Derfor stiller Johnny naturligvis også op med sin guitar, da den overlevende beundrer skal giftes og gerne vil have ham til at synge sangen, som reddede mandens liv.

Det er meget rørende. Johnny Hansen selv er også grådkvalt, og vi græder alle med, da filmen klipper fra brylluppet i et festudlejningstelt til sangens officielle video, hvor Johnny Hansen tro mod sangens budskab står i Hotel Himmel i al sin pragt, glans og vælde. Effekten er meget kraftig, og jeg troede egentlig, at filmen ville slutte dér, for nu var det jo bevist: Det var fuldstændig rigtigt, at Johnny Hansen er Gud, sådan som det stod på en fans T-shirt i begyndelsen af filmen. Hvad behøvede vi mere?

Vi behøvede heldigvis en del mere, for filmen fortsætter, og nu kommer næstekærligheden i fokus: budskabet om, at vi skal elske vores næste som os selv. For først i slutscenen får vi forklaringen på de tre mystiske, blinde brødre, som må gå i futtog for at klare dagligdagen. Brødrene må med andre ord elske deres næste, ellers må de – helt konkret – famle sig frem i blinde. Men i slutscenen ser vi et enormt publikum danse rundt i futtog til en Kandis-koncert i en sportshal.

Vi må altså alle ligesom de blinde brødre elske vores næste for at klare os. Også Johnny Hansen – for selve Kandis ser vi ikke andet af end på en gengivelse på en videoskærm. Den konkrete Johnny – det siges ikke i filmen, men vi må forstå det sådan – danser med i futtoget, sandt menneske som han er.

På den måde forstår vi også filmens titel ”Kandis for livet”. Ja, lige præcis. Filmen kunne lige så godt have heddet ”Kandis for næstekærligheden”.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Det Nye Testamente er isoleret til at forstå, det er kun sammenblandingen mellem det jordiske og det himmelske, som forvirrer. Men med kunstens, Kandis’ og Johnny Hansens hjælp kan vi i det mindste for et øjeblik forstå det uforståelige.

På den måde forstår vi også filmens titel ”Kandis for livet”. Ja, lige præcis. Filmen kunne lige så godt have heddet ”Kandis for næstekærligheden”.