Prøv avisen

Kanonerne i august 1914: Her blev grunden lagt til Anden Verdenskrig

Kanon fra Bangsbo Fortet. Anlægget blev anlagt af tyskerne under Anden Verdenskrig og var en del af Atlantvolden Foto: Morten Rasmussen/

Dette debatindlæg er skrevet af Sven Thorgaard, pastor emeritus og cand.phil. i historie

Kanonerne i august 1914. Det er titlen på en klassiker om udbruddet af Første Verdenskrig, skrevet af den amerikanske historiker Barbara Tuchmann i 1962. Præsident John F. Kennedy gav bogen til sine ministre, så de kunne se, hvor afgørende forberedelserne til krig kunne blive.

Vi kommer ikke uden om i år at erindre os, at 2014 er 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Den første totale krig i menneskehedens historie. Og så var den alligevel ikke total og verdensomspændende som den Anden Verdenskrig (1939-45), som den lagde grunden til. Man troede i landene i Europa blandt andet på socialismens fredeliggørende virkning, altså solidaritet mellem arbejdere på tværs af nationale landegrænser, hvorfor disse ikke ville gå i krig mod hinanden.

Afstemningerne i 1914 om krigsbevillinger i diverse nationale parlamenter knuste forestillingen om internationalismens forrang for nationalismen. Og dog. Efter Anden Verdenskrig tog man sig sammen og erklærede: Nu er det nok med myrderierne i det europæiske slagtehus. Nu må der samarbejdes overnationalt. Og det blev til det, vi i dag kender som EU.

Europa var op til 1914 delt op i to alliancesystemer, ententemagterne med Frankrig, Rusland og England og centralmagterne med Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien.

Tyskland fik ved fredsslutningen i Versailles i 1919 eneansvaret for udbruddet af krigen, hvilket faktuelt var forkert og tåbeligt. Det skulle vise sig, at en vis korporal, Adolf Hitler, forstod at udnytte denne bestemmelse: Svineriet i Versailles. I det hele taget var fredsslutningerne et tåbeligt, kortsynet nationalistisk makværk, sat i scene af et hævngerrigt Frankrig med Clemenceau i spidsen (det franske nederlag i krigen 1870-71).

Lad mig give et eksempel fra Tuchmanns bog på, hvor skæbnesvangert givne krigsforberedelser kan blive. Tysklands plan for en eventuel krig med blandt andre arvefjenden Frankrig hedder von Schliefffen-planen. Da Alfred von Schliefffen udarbejdede denne skæbnesvangre plan, var han tysk generalstabschef. Den arbejdede med en lynkrig, hvor Frankrig skulle slås i et slag. Den tyske hærs højrefløj skulle gå gennem det neutrale Belgien ind i ryggen på den franske hær. Tyskland arbejdede dertil med en totalmobilisering, der igen hvilede på togtider. Man havde ikke en alternativ plan, kun denne ene. Da man i dagene op til krigen spurgte den tyske øverstkommanderende von Moltke, om man dog ikke kunne nøjes med en delvis mobilisering for at se tiden an, fik han et nervøst sammenbrud med krampegråd. Han så for sig total kaos, da man ikke havde togtider til delvis mobilisering.

Der er ingen tvivl om, at John F. Kennedys senere omlægning af amerikansk sikkerhedspolitik fra massiv gengældelse til flexible response strategy har meget med disse togtider at gøre.