Prøv avisen
Kanten

Hvor er det kristne engagement i dag?

Det er tankevækkende, hvor afgørende de deltagende menigheder som Martin Luther Kings var i USA’s borgerrettighedskamp. Som kristen måtte han handle, og hans menighed ligeså. Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

På samme måde som Grundtvig og hans følge var kristeligt motiverede, var Martin Luther King og hans samarbejdspartnere det: Kirken og troen var altid udgangspunktet – selv udpræget politiske møder blev indledt med salmer og det politisk-sociale engagement fulgte konsekvent Bibelens ord, skriver ph.d. Brian Degn Mårtensson

Forleden læste jeg Martin Luther Kings bog ”Et skridt mod friheden”. Den handler om busstrejken i Montgomery i 1955-1956, hvor King og andre iværksatte en række storstilede aktioner for at sikre USA’s sorte befolkning værdige livsvilkår.

I bogen fortæller King begejstret om Rosa Parks’ modige protest, hvor hun nægter at overlade sin plads til en hvid mand. Dette var som bekendt startskuddet til den busstrejke, der blev symbol på den langstrakte borgerrettighedskamp, som King selv blev hovedperson i.

Martin Luther King selv stod på tærsklen til en lovende akademisk karriere i USA’s nordlige stater, da han valgte at flytte til sydstaterne for at følge et præstekald. Som prædikant var han inspirerende og indlevende, og han formåede hurtigt at puste liv i en ellers stilfærdig menighed.

Med imponerende energi etablerede King et væld af udvalg, komitéer og arbejdsgrupper, der lokalt engagerede sig i skoleforhold, fattighjælp, kultur med mere.

Denne praksis forplantede sig regionalt og nationalt, da King fandt sammen med ligesindede, der ligesom han mente, at troslivet rent faktisk skulle leves, ikke blot tænkes.

Tankevækkende er det i grunden, hvor afgørende de deltagende menigheder var i USA’s borgerrettighedskamp.

Ligesom vores egen Grundtvig engagerede King sig i verdslige anliggender med en altid nærværende religiøsitet, og begge kirkemænd anses i dag for afgørende for udviklingen af henholdsvis dansk og amerikansk politisk kultur.

På samme måde som Grundtvig og hans følge var kristeligt motiverede, var King og hans samarbejdspartnere det: Kirken og troen var altid udgangspunktet – selv udpræget politiske møder blev indledt med salmer og det politisk-sociale engagement fulgte konsekvent Bibelens ord.

Når man læser Kings gennemgang af begivenhederne i Montgomery, er det svært at forstå, hvordan han fandt modet og energien til at overkomme mordtrusler, smædekampagner, infiltreringsforsøg og år med et ekstremt arbejdspres. Hvad kan få et menneske til at opgive basal tryghed, egne fremtidsudsigter og endda sætte sin egen families sikkerhed på spil?

Svaret er sikkert komplekst, men ét er sikkert: Han kunne ikke være oprigtigt kristen uden at engagere sig. King følte sig moralsk og religiøst forpligtet til at gøre noget i mødet med den nedværdigende behandling, de sorte i sydstaterne var underlagt i alle samfundsforhold – i sundhedsvæsenet, i skolerne, i den offentlige transport og i retssystemet.

Som kristen måtte han handle, og hans menighed ligeså.

Nu spørger du sikkert dig selv: eftersom vi i dag stadig lever i et samfund og i en verden med store problemer, hvordan kan det så være, at vore kristne menigheder nærmest intet foretager sig?

Ser de blot på, mens psykisk mistrivsel bliver en folkesygdom, mens det politiske system sander til i magtbegær og tilliden mellem mennesker bliver ved med at falde?

Er den kristne ikke længere forpligtet til at engagere sig i næstens ve og vel?