Den identitetspolitiske debat er begyndte at handle om, hvad virksomheder gør eller bør gøre. Produkter som kagepersoner, fars regler-t-shirts, eskimo-is og Pernille Vermund-øl har bragt sindene i kog i de danske debatter. Produkter har fået nye navne eller er blevet revet af hylderne igen, og det har bragt et nyt begreb ind i den danske debat: woke kapitalisme.
Begrebet dækker over, når virksomheder agerer med afsæt i ikke blot sin egen kapitale interesse, men også er opmærksom på social diskrimination og uretfærdighed.
Debatten om de woke, progressive virksomheder er allerede i fuld gang i USA og Storbritannien. “Woke kapitalisme er højrefløjens nye fjende”, skrev klummeskribenten Will Hutton i The Observer i starten af året.
Forbrugere, der er født aktive
Woke-debatten har allerede kørt i flere år. I juni kunne begrebet ‘woke’ fejre fem års fødselsdag som adjektiv i Oxford English Dictionary. Det nye adjektiv blev defineret til at betyde: “opmærksom på racemæssig eller social diskrimination og uretfærdighed,” men dengang blev begrebet primært brugt af de opmærksomme selv.
Senere har ordbogens beskrivelse af ordet fået den uddybning, at “ordet ofte bliver brugt på en misbilligende måde af folk, der mener, at andre mennesker for let bliver oprevet over disse problemer eller taler for meget om dem på en måde, som ikke ændrer noget som helst.” Kritikere bruger nu i lige så høj grad ordet som en klar negativ beskrivelse af identitetspolitiske bevægelser.
Baggrunden for den woke kapitalisme er en kollektiv erkendelse af, at politik ikke bare er noget, man forholder sig til hvert fjerde år i stemmeboksen. Politik udøves også gennem ens forbrug og opførsel i hverdagen. “Be the change you want to see in the world,” blev en ny politisk tids sandhed mod slutningen af den 20. århundrede.
For generationerne, der er vokset op efter murens fald, har det ført til idéen om aktive forbrugere, der skærer ned på deres kødforbrug og drikker økologisk mælk eller endnu bedre: plantebaseret mælk. Hvis man er vred over, at eskimo-isen får nyt navn, boykotter man isproducenten. Hvis et bryggeri laver øl for en politisk modstander, drikker man øl fra andre bryghuse, og hvis skobutikken ikke har trukket sig ud af Rusland, trækker kunderne sig til gengæld ud af kædens butikker.
Virksomheder flyver efter tidsånden
Hele bevidstheden om, at man kan påvirke verdenen gennem sine valg, kan tvinge virksomhederne til at blive proaktivt woke, og herigennem kan virksomhederne og forbrugerne blive langt mere aktive identitetspolitiske aktører.
Det skaber en trussel mod demokratiet, mener Carl Rhodos, forfatter til bogen “Woke Capitalism: How Corporate Morality is Sabotaging Democracy”.
Carl Rhodos anerkender ellers problemerne ved den Nobelpris-vindende økonom Milton Friedmans maksime om, at “virksomheders sociale ansvar er at forøge sin profit”. En sådan kapitalisme er slet og ret blind for, at profitmaksimeringen kan resultere i sociale ubalancer, og Carl Rhodos mener, at denne kritik retmæssigt er ilden bag megen woke kapitalismekritik. Profitorientering fremmer ikke kvinders ligestilling eller minoriteters inklusion.
Men samtidigt frygter han, at vi, hvis tilpas mange virksomheder begynder at styre forretningen efter moralske værdier, der er bestemt af en flygtig tidsånd, ender vi med en kapitalisme, der har så stor magt, at den bliver en trussel mod folkestyret.
Derfor skal man stå imod en politisk, aktivistisk kapitalisme. Det betyder ikke, at virksomheder skal lade være med at rette sig efter samfundets moral. Det kan godt være et udtryk for fokus på bundlinjen, hvis man ændrer navnet fra negerboller til flødeboller, når forbrugerne ikke længere har lyst til at købe søde sager med et diskriminerende navn.
Men virksomhederne skal ikke drive den woke tidsånd fremad, skriver Rhodos. Hvis virksomhederne går med på en woke-bølge, er frygten, at de lader sig drive af en politisk korrekthedskultur, hvor de progressive idéer fremstår langt mere udbredte, end de egentlig er i befolkningen.
Men klummeskribenten Will Hutton er uenig i kritikken. Tværtimod skriver han i The Observer, at en woke kapitalisme endelig kan udligne den fejl, markedsøkonomiens begår, når den udelukkende vejer beslutninger på den finansielle vægt. Woke kapitalisme peger mod, at samfundets vigtigste aktører tager aktivt medejerskab i at forme en bedre fremtid ved at ligne social uretfærdighed og promovere bæredygtig levevis.
Hvis kapitalismen ikke løser disse kriser, risikerer magthaverne at blive konfronteret med den vrede, der bliver vækket, når folk får en dårligere levestandart. Derfor er den nye kapitalisme en “anerkendelse af, at enhver virksomhed er en social organisation, der har brug for en engageret arbejdsstyrke, loyale kunder, støttende aktionærer og stærke brands,” skriver Hutton i sin klumme.
Ægte eller symbolske forandringer
Når investorer i dag taler om ansvarlighed over for miljøet, sociale fælleskaber og virksomhedens ansatte, er det altså et udtryk for, at kapitalismen har justeret sig selv, så pøbelen ikke rejser sig mod den. Den bliver woke, fordi markedet kræver det. Det handler ikke længere om ren og skær udbud og efterspørgsel, for udbuddet er blevet så massivt, at forbrugerne også let kan fravælge virksomheder, der ikke lever op til forbrugerens egne værdier. Markedet kan derfor hurtigt skaber et behov for, at virksomhederne bliver woke.
Men den woke kapitalisme bringer også virksomhederne i fare for anklager om hykleri. Hvis virksomheder taler om social bæredygtighed eller beskyttelse af rettigheder, kan beskyldninger om dobbelmoral hurtigt straffe virksomheden, hvis de kinesiske fabriksmedarbejdere, som producerer produkterne, arbejder under arbejdsforhold, der virker knap så progressive, som de reklamer og bæredygtighedsmål, der giver virksomhederne en woke klang.
Netop manglen på ægte forandringer, kritiserer Adam Serwer: “Det refererer generelt til forsøgene blandt USA’s virksomheder og elitens kulturinstitutioner på at gestikulere sociale retfærdighedsbevægelser uden at ændre deres kvælerfavntag om ressourcerne,” skriver han i The Atlantic.
Woke kapitalisme er ganske vist politisk, men hovedsageligt identitetspolitisk. Når en bank flager med regnbueflaget under pride-ugen, er forandringen først og fremmest symbolsk. Ja, faktisk er woke kapitalisme bare branding, og ægte forandringer på arbejdsmarkedet sker gennem fagforeninger og overenskomstaftaler, hævder Adam Serwer:
“Fagforeninger kan forene medarbejdere på tværs af etniske, racebestemte, religiøse og sproglige barrierer i en fælles interesse for ordentlig løn, sikre arbejdsbetingelser og beskyttelse mod at blive udnyttet.”
Selvom handlingerne i flere tilfælde blot er symbolske, er der også tendenser til, at markedet bruger sin magt til at gennemtrumfe politisk indflydelse, der går direkte mod de demokratisk valgte repræsentanters ønsker. Sidste år mødtes mere end 120 topchefer for at diskutere en reform af den amerikanske valglov, som republikanerne ville gennemføre i flere stater. Cheferne diskuterede, om de skulle afstå for at udvide deres forretninger i stater, der gennemførte de nye love. Ifølge en af initiativtagerne, Mike Ward, var det et eksempel på en form for demokrati, der var “drevet af forbrugere og arbejdsgivere,” sagde han ifølge NBC News.
Det er den type af woke kapitalisme, som højrefløjens kritikere frygter vil sprede sig. Men hertil vil venstreorienterede hævde, at markedet altid har fulgt tidsåndens vind, og man vil hurtigt kunne mærke modvinden, hvis man ikke følger forbrugernes ønsker.