Den amerikanske forfatter Robert D. Kaplan har som krigskorrespondent oplevet helvede på jord i lande som Sierra Leone, Irak, Afghanistan og Bosnien-Hercegovina. I sin nye bog ”The Tragic Mind – Fear, Fate, and the Burden of Power” har han samlet et langt livs erfaringer med magtpolitik og dens tragiske vekslen mellem ødelæggelse og selvødelæggelse.
Hvad kan man lære af disse erfaringer? At man skal tænke tragisk for at undgå det tragiske.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, tænkte ikke tragisk, før han invaderede Ukraine, med den konsekvens, at ikke bare Ukraine, men også Rusland bliver ødelagt i en krig, der truer med at trække Vesten med ind i et altødelæggende atomragnarok. For historien er uforudsigelig og kan ikke beherskes.
Katastrofen kan ramme, når man mindst venter det, og selvom ingen parter ønsker den. Også det er et vidnesbyrd om det tragiske.
Tragediens læring
Alt dette ved vi fra historiske værker og fra studier af international politik. Men det er ifølge Kaplan i de græske myter og i litterære værker, man finder den største indsigt i tragediens væsen. Som Kaplan formulerer det, begynder stormagtspolitik med geografi, men ender med Shakespeare. Derfor bør man også studere geopolitiske konflikter som tragiske fortællinger om had, hævn og hovmod, forræderi og frygt og om den ambition, der driver mennesker til at foretage fatale beslutninger.
Det lyder grumt, og det er grumt. Den tragiske litteratur skal ikke trøste os, men konfrontere os med sandheden om menneskers magtbegær. Den tragiske indsigt gør os imidlertid ikke modløse, skriver Kaplan, men inspirerer os: Den er ikke udtryk for pessimisme, men for realisme.
Den lærer os, at man skal arbejde med, ikke mod de kræfter, som de græske tragediedigtere kaldte dionysiske – opkaldt efter guden for vinen, rusen og vildskaben.
Vi glemte tragedien
I den triumferende optimisme i årene efter sejren over sovjetkommunismen ignorerede vi det dionysiske. Historien var nemlig ikke slut, den vendte snart tilbage, og med Ukraine-krigen er vi kastet tilbage til tiden før 1991. På den måde indebærer den tragiske sans et illusionstab, omend budbringeren af det dystre budskab om stormagtspolitikkens evigt tragiske vilkår ofte er upopulær, sådan som realister er blevet hånet af de liberale optimister de sidste 30 år. Som et mundheld lyder: ”Han taler sandt – hæng ham!”.
Den tragiske sans er bevidstheden om, at mennesker er ufuldkomne skabninger, der lever i en falden verden. Politik handler derfor ikke om at skabe en god verden, men om at forhindre værre onder. Og derfor er det oftest lederes tunge skæbne at træffe upopulære beslutninger og indgå svære kompromiser. En leders opgave er først og fremmest at sikre orden, for uden orden, intet civiliseret samliv.
Kaplan citerer et gammelt persisk ordsprog: Ét år med anarki er værre end 100 år med tyranni. Saddam Husseins diktatur var uhyre brutalt og tålte sammenligning med Nordkoreas, men anarkiet, der fulgte efter, var endnu værre, skriver Kaplan, der selv var i Irak både før og efter tyrannens fald.
Hvor Putin ikke tænkte tragisk inden invasionen af Ukraine, tænkte amerikanerne ikke tragisk, inden de invaderede Irak. Resultatet var et ødelagt Irak og et svækket USA med tusindvis af dræbte til ingen nytte.
Orden kan nemlig hurtigt ødelægges, men tager lang tid at bygge op og kan vise sig umuligt, hvis det er høje idealer, der foresvæver lederne, sådan som det viste sig med drømmen om at indføre demokrati i Irak.
Ledere må gøre, hvad der er muligt, ikke hvad der moralsk er det bedste. Har man først truffet fatale beslutninger, kan historien vise sig at være irreversibel. Man kan ikke omgøre beslutningerne. Det har at gøre med, at problemer først erkendes, når det er for sent at løse dem. Også det er et aspekt af det tragiske.
Den kloge Bush
I dag er statsmandskunsten – evnen til at analysere storpolitik og træffe kloge beslutninger – i
forfald, fordi analytikere og ledere har mistet den tragiske sans. Kaplan fremhæver realister som Hans Morgenthau og Henry Kissinger som det 20. århundredes største genier inden for statskunsten, og de kendte som flygtninge fra Nazityskland til det tragiske på egen krop.
Mange af deres indsigter strømmede fra den tragiske erfaring, at der ikke findes et historisk fremskridt. Weimar-demokratiet brød sammen, og Tyskland faldt tilbage i barbariet, da Hitler kom til magten ad parlamentarisk vej i 1933.
I dag er der stort set ingen tilbage med erfaring fra verdenskrigen og snart heller ingen fra den kolde krig. Kaplan fremhæver George Bush den ældre som den sidste af de kløgtige statsmænd. Bush havde erhvervet den tragiske sans gennem sin militærtjeneste under Anden Verdenskrig, ligesom han havde set, hvordan verden var på randen af atomragnarok under Cubakrisen i 1962, og senere havde oplevet USA’s tragiske krig i Vietnam.
Under Bushs præsidentperiode fra 1989 til 1993 brød Sovjet sammen, uden at det førte til en storkrig, fordi Bush var klog nok til ikke at presse russerne og ydmyge dem – modsat de mange høge blandt hans kritikere.
Den første Golfkrig i 1991 var også udtryk for tilbageholdende klogskab. Det var en begrænset militær operation, hvor den irakiske fjende blev fordrevet fra Kuwait, ikke et storstilet projekt om at sprede demokrati. Mange kritikere mente derimod, at USA burde have styrtet Saddam Hussein og besat Irak.
Endelig udviste Bush klogskab, da han kritiserede den kinesiske nedkæmpelse af studenteroprøret i 1989, men han holdt hovedet koldt og fastholdt de diplomatiske forbindelser til Kina.
Det mindste onde
Ledere står ofte i den slags svære dilemmaer, hvor de med Kaplans formulering skal vælge ét gode over et andet gode – eller et mindre onde over et større onde – og det at vælge ét gode over et andet gode indebærer en accept af et onde, der altid i større eller forhåbentlig mindre grad vil være en del af ligningen.
Verden er ikke perfekt. Den, der tænker tragisk for at undgå det tragiske, er altid smertelig bevidst om det dilemma. Selvretfærdighed er måske nok moralsk tilfredsstillende, men sjældent udtryk for kløgtig statsmandskunst.
Det havde været et gode at styrte den brutale diktator Saddam Hussein, men det var et højere gode at lade være, fordi det, med Bushs ord, ”ville have medført uforudsigelige menneskelige og
politiske omkostninger”.
Tilsvarende beroede Vestens strategi under den kolde krig ikke på en spredning af moralske værdier som liberalt demokrati og universelle menneskerettigheder, men på opretholdelsen af en skrøbelig magtbalance, der forhindrede den kolde krig i at blive varm.
Som et eksempel på et dilemma nævner Kaplan, at USA's tidligere præsident Franklin D. Roosevelt valgte at støtte den sovjetiske leder og den potentielle fjende Josef Stalin under Anden Verdenskrig, selvom Stalin stod bag et folkemord. Men det tjente et højere gode: sejren over Nazityskland.
Richard Nixon, der var USA's præsident fra 1969 til 1974, kunne ligeledes have valgt en kollisionskurs med Kinas daværende formand, Mao Zedong, der også havde mange millioner menneskers liv på samvittigheden, men valgte i begyndelsen af 1970'erne i stedet at bygge en strategisk alliance, der svækkede Sovjet. Et diplomatisk mesterværk, som USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger var arkitekten bag.
Koldkrigshistorien er fyldt med andre eksempler på, hvordan et større gode blev foretrukket over et mindre gode, eller et mindre onde over et større onde, der førte menneskeheden frelst gennem en serie dødsensfarlige konflikter.
Idealismens manglende idé om tragedie
At disse ledere tog de rigtige beslutninger, fordi de tænkte tragisk, betød dog ikke, at deres liv blev lettere. Kaplan ser det som et særtræk ved tragisk tænkende, realistiske ledere, at de ofte lider under byrden af deres beslutninger, af samvittighedskvaler og en følelse af ensomhed. Men det vidner om karakter og integritet modsat idealister, der altid tænker moralsk rent og derfor aldrig for alvor føler skyld eller beskyldes for at have begået fejl. De vil jo blot det gode.
Imens der altså bliver færre med den tragiske erfaring, bliver der flere idealister, der ikke har forstået, at det bedste er det godes værste fjende.
Der står vi i dag. Med talrige nederlag i krige, vi ikke burde have udkæmpet – Irak, Afghanistan og Libyen, bare for at nævne nyere eksempler på det tragiske hovmod. Nutidens ledere er ofte idealister, der har levet så længe i en sikker verden, at de har mistet den tragiske sans. Nemlig indsigten i, at goder som orden og stabilitet tager lang tid at bringe til veje, men hurtigt kan gå tabt.
At idealismen især kendetegner amerikanerne, skyldes også, at USA geografisk ligger det bedst tænkelige sted på kloden, når det handler om at sikre sig mod fjender: mellem to store oceaner mod vest og øst og med svage naboer mod nord og syd.
Derfor undgælder de amerikanske ledere og analytikere heller ikke for deres fejlslagne, aktivistiske udenrigspolitik siden Murens fald. De gør sig ingen formative erfaringer med det tragiske og har derfor også svært ved at lære af deres fejl.
Robert D. Kaplan skriver i ”The Tragic Mind” ikke meget om Ukraine-krigen, men det er oplagt at se tragiske perspektiver også i denne krig. Det gælder ikke mindst det sikkerhedsdilemma, der er centralt i enhver stormagtskonflikt: Det, der for den ene part er et forsøg på at sikre sig, bliver af den anden part udlagt som en aggression.
Og så kan tragediens første akt begynde.
Kasper Støvring er ph.d. i litteraturvidenskab, forfatter og debattør.