DEN 4. OKTOBER var vi inviteret til et seminar på det katolske Niels Steensens Gymnasium i København. Indbyderne var Bispedømmet Københavns Informationsafdeling, Academicum Catholicum, Ælnoth, Katolsk Historisk Forening for Danmark og Sankt Andreas Bibliotek. Biskoppen var til stede ved første del af seminaret.
Emnet var katolske vinkler på Reformationen. Af indbydelsen til os fremgik, at formålet med at indbyde os som discussants var at give ”modspil” fra kvalificeret hold. Der er grund til at takke for dette. Det fremgik ligeledes af indbydelsen, at de fremlagte tekster havde til formål at afdække Reformationen og dens virkningshistorie, som den kan forstås og analyseres uden for de til tider dominerende lutherske fortolkningsrammer.
Vi tog med glæde imod indbydelsen og arbejdede grundigt med de tekster, vi havde fået tilsendt på forhånd. Vi forventede, at teksterne ville blive revideret efter drøftelserne på seminaret i hvert fald de steder, hvor der kunne dokumenteres direkte fejl og mangler.
Det var ikke tilfældet. Oplægget viste sig nemlig at være trykt på forhånd. Det blev uddelt, da vi om eftermiddagen takkede af fra seminaret. Det fremgår ovenikøbet af forordet til de således trykte papirer, at de er resultat af et seminar med, som det hedder, ”også ikke-katolske fagfolk, som især indgik i debatterne efter indlæggene”. Men altså uden at vores bidrag har haft betydning for det, der blev udleveret og nu fremstår som en bog, der kan købes. Det synes vi ikke er i orden. Vi henstiller derfor hermed, at man trækker den trykte og uddelte udgave tilbage og foranstalter en ny, revideret udgave af seminarets papirer, hvor fejl er rettet, og hvor der ikke produceres nye stereotyper i stedet for dem, man ønsker at afskaffe.
Katolske historikere og forfattere indgår i og bidrager til en fælles historieskrivning. Og en del af de pointer, der på seminaret blev fremlagt, som om de ikke før var skrevet, findes allerede i officiel historieskrivning, om end man sagtens kan finde eksempler på, at de ikke er ”sivet ned” i den offentlige debat. Derfor kommer de stadige henvisninger til, at dette skrives ”i modsætning til den gængse historieskrivning” til at fremstå som misvisende.
Vi opfordrer til, at man i et nyt oplag blot fortæller historien, inklusive forfaldshistorien, forfølgelserne, tabene – men uden at tage afsæt i, hvorvidt dette i forhold til øvrig dansk historieskrivning er ny eller gammel viden (medmindre man klart ved, at denne viden aldrig før er fremlagt).
Samtidig kan man fange enkelte mindre, men desværre klare fejl (Christian V var ikke konge i 1665) og få indsat de manglende referencer.
I direkte forlængelse heraf vil vi yderligere opfordre til, at passager, der blot skaber nye stereotyper i et opgør med gamle, skrives om eller slettes.
Det er således god, nyttig og for nogle af os ny viden at få understreget, at der blev prædiket på nationalsprogene før Reformationen, men skete det i Danmark? Hvem var det, der prædikede, og hvor fandt det sted, i eller uden for kirken? Var prædikenen del af den almene messefejring, det vil sige af gudstjenesten – eller foregik gudstjenesten netop på latin? Og hvilken betydning har spørgsmålet om prædikensprog og bibeloversættelser for udviklingen af det danske sprog? At der også før Reformationen fandtes oversættelser af de nytestamentlige bibelske læsninger (periokoper) på dansk, er der enighed om. Men den første samlede oversættelse af Det Nye Testamente til dansk er fra 1524; Christiern Pedersens er fra 1529. Den gled ind i den samlede bibeloversættelse fra 1550 – altså som led i Reformationen. Dertil kommer spørgsmålet om den kirkelige autorisation. Først med Reformationen får vi autoriseret en samlet, dansksproget gudstjeneste med brug af den dansksprogede bibel som kirkebibel – ligesom introduktionen af salmer på folkesproget i sig selv har haft afgørende betydning for sprogudviklingen. Hvis ikke man medtager disse pointer, fremmes en stereotyp om, at Reformationen ingen betydning havde for nationalsproget – og det kan vel ikke være meningen?
Det er også rigtigt at understrege, at den tvungne skolegang og tvungne katekismus-undervisning indebar ortodoks indoktrinering af luthersk teologisk opfattelse – men den lærte ikke desto mindre børnene, og her vel at mærke både piger og drenge og såvel borgerskabets børn som bønderbørnene, at læse og skrive, hvilket vel er en central gevinst ved Reformationens samfundsomvæltning?
Det nævnes, at de tidligere katolske præster ”naturligvis blev forfulgt” – men har vi mere end en enkelt beretning fra Norge og en fra Vinderød om forfølgelse af præster, den sidste endog af en luthersk præst, der blev stenet af befolkningen?
Endelig må en revideret udgave simpelthen slette oplysningerne (både i tekst og forord) om, at staten skulle have stillet adskillige (30) millioner kroner til rådighed for årets reformationsfejring i ”alle mulige folkekirkelige kredse”. Det er direkte forkert. Vi forklarede sagens sammenhæng på seminaret og stiller os gerne til rådighed for en korrekt fremstilling. Den her givne vil skabe en stereotyp mange år frem, hvis det bliver fastholdt.
I materialet er der interessante nye, men lige nu helt udokumenterede, informationer om eksistensen af en katolsk undergrundskirke i tilknytning til de tilladte, og vel at mærke af kongen anerkendte, (hvilket burde fremgå) katolske kirker for fremmede indbyggere i København og garnisonsbyerne samt i Dansk Vestindien; vi ser frem til at læse dokumentation om størrelsen, udbredelsen og varigheden af denne undergrundskirke bestående af danske, katolske kristne. I den aktuelle version af teksten ville det være fair at anføre, hvilken dokumentation der foreligger på nuværende tidspunkt. Det er også virkelig interessant at læse ny viden om de sidste katolske biskopper i riget, da man her har haft adgang til eller har brugt kilder, der er nye for andre.
Begrebet modreformation behandles som led i en redegørelse for de katolske reformationer tilbage fra 1100-tallet. Men ved siden af den kirkelige katolske reformation og ved siden af og i forlængelse af de europæiske religionskrige fandt der jo voldelig genovertagelse sted, for eksempel i Østrig. Samtidig viser det materiale, der nu er fremlagt, at der kan tales om endog flere forsøg på generobring også af København.
På den baggrund er det måske ikke så underligt, at katolikker blev forment adgang til riget i en længere periode – og på den baggrund synes begrebet modreformation ganske velvalgt til at karakterisere disse tilbageerobringer af landområder og fyrstehuse.
I et af indlæggene spørges, hvad der er det centrale ved Reformationen, og der peges på statskuppet i 1536 med fængslingen af biskopperne. Vi er enige. For i dét forløb ændres retstilstanden i Danmark fra at have været et land med parallelle retssystemer (kanonisk ret for kirken mv. – kongens ret for øvrige borgere) til at blive et land, der alene er reguleret af kongens ret. Det andet helt afgørende ved Reformationen er et voldsomt skift i religiøs praksis fra en kropsligt orienteret praksis til en høre-praksis. Her har de katolske forskere formentlig adgang til meget mere viden om praksis og måske også meget mere materiale, end der endnu har lagt frem.
Efter seminaret har vi haft en fornemmelse af, at vi måske ikke var inviteret som ligeværdige diskussionspartnere, men at vi snarere var indbudt for at være vidner, for at lytte til, hvad man fra dansk katolsk side opfatter som misligheder og overgreb, nemlig 500 års historieforfalskning; men desværre også for at legitimere et materiale, som vi på de ovenfor anførte punkter ikke synes holder mål. Dét er baggrunden for vores opfordring om at revidere materialet.
Vi mente, seminaret handlede om en åben debat. Helge Clausen synes i Kristeligt Dagblad den 8. november at mene, at afstandtagen fra myter og usandhed er forudsætning for en økumenisk tilnærmelse. Det er for os en besynderlig sammenkædning af faglig analyse og tro. Det antydes, at en fuld tilbagekaldelse af, hvad der er skrevet og talt om kristendommen i Danmark i de seneste 500 år, er betingelse for en betinget tilgivelse.
Af Martin Luther i Worms blev dog kun forlangt, at han tilbagekaldte sine egne ytringer. At vi skulle have ansvar for andres meninger og synspunkter, er lige lovlig meget forlangt – både af os og af vores samtid.
Lisbet Christoffersen er professor i ret og religion, Roskilde Universitet. Carsten Bach-Nielsen er lic.theol., lektor i kirkehistorie, Aarhus Universitet.