Katolsk præst: Er en naturlig død ikke en værdig død?

Kristendommen kan på ingen måde acceptere hverken abort eller aktiv dødshjælp, da menneskelivet er ukrænkeligt, skriver katolsk præst

Pater Benny Blumensaat i Sct. Nicolai Kirke i Esbjerg, hvor han er præst.
Pater Benny Blumensaat i Sct. Nicolai Kirke i Esbjerg, hvor han er præst. Foto: Astrid Dalum.

Et nyt regeringsudvalg, som sognepræst Kathrine Lilleør skal stå i spidsen for, skal moderere og kickstarte samfundsdebatten om aktiv dødshjælp. Fin måde at kapre til folkekirken for sit eget synspunkt!

Hvad er det, statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker? Vi har haft en debat i årevis, og Det Etiske Råd bliver nu kørt ud på et sidespor, fordi det nye initiativ er ”at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død”. Det skal hjælpe regeringen til at træffe en nuanceret beslutning. Det ser ud til, at statsministeren har sin egen dagsorden og på ingen måde har tillid til hverken Det Etiske Råd eller Lægeforeningen, som har frarådet aktiv dødshjælp. Derfor nedsætter statsministeren sit eget råd, som nok skal hjælpe hende til at få sin vilje gennemført – for vi skal jo selv bestemme, lyder det.

Statsministeren udtalte i et enterview, at aflivning – ligesom med en hund – i nogle tilfælde vil være mere humant end den palliative lindring og omsorg. Hvilket kynisk menneskesyn, der i hvert fald intet har med kristendommen at gøre.

I andre lande med aktiv dødshjælp har vi set en udvikling, så også fysisk og psykisk syge børn, unge og ældre, ensomme mennesker og så videre kan få hjælp med dødssprøjten, og det er jo nok også hensigten at nå dertil i Danmark. Den ”danske model” bliver derved blot en gentagelse af andre landes indførelse og accept af en dødens kultur.

En syg debat og kultur, en dødens kultur, kommer nu snigende i barmhjertighedens navn og det værste af alt: ”Mennesket gør sig til Herre over liv og død, hvilket alene tilkommer Gud.”

Kristendommen kan på ingen måde acceptere hverken abort eller aktiv dødshjælp, da menneskelivet er ukrænkeligt fra undfangelsens øjeblik indtil den naturlige død.

Stop vanviddet nu.

Kristeligt Dagblad har samlet de bedste artikler og debatindlæg om aktiv dødshjælp ét sted. Læs med her

Benny Blumensaat er katolsk præst.