Hvor er det dog svært at skulle give kritik af en gruppe, man ikke selv tilhører! Det bliver så let opfattet som et angreb eller som hoverende bedrevidenhed. Og er der ikke noget med, at man skal tage sig af bjælken i sit eget øje, før man peger på splinten i den andens øje?
Derfor er det også svært for mig som katolsk præst at påpege en ting, som længe har slået mig ved folkekirken. Men det fine debatindlæg fra sognepræst Jens Christian Meldgaard den 5. januar her i avisen om behovet for inddragelse af menigheden i gudstjenesten har givet mig mod på at blande mig. For her ser jeg en åbenhed for, at noget skal gøres anderledes.
Lad mig slå fast, at jeg, selvom jeg kommer fra en ”konkurrerende” kirke, ikke ser mig som fjende af folkekirken. Jeg kender og har samarbejdet med en del præster fra folkekirken, som jeg både respekterer og beundrer.
Folkekirken har en helt unik placering i det danske samfund, og jeg ser hellere, at kristentro og kirkegang styrkes i denne kirke, end at vort land bliver yderligere sekulariseret. Derfor, kære folkekirke, for jeres og for hele Danmarks skyld, må jeg fortælle jer, at I billedligt set går rundt med lynlåsen åben.
Med det mener jeg, at noget på jer skal justeres, og at alle, der kigger efter, godt kan se det, men at de færreste tør adressere det. Jeg vil ikke foregive at have alle svarene på, hvad der skal gøres. Det er selvfølgelig ikke så let som at lyne lynlåsen op. Men jeg vil gerne dele med jer, hvad jeg hører fra jeres egne medlemmer om jeres kirke.
Vi katolikker er i klart mindretal herhjemme, men vi blander os jo med resten af befolkningen, så når vi har bryllup, dåb og begravelse, så er de fleste af gæsterne folkekirkemedlemmer.
Og når jeg står og hilser på folk efterfølgende, sker det næsten altid, at jeg får kommentarer fra kirkegængerne om, at det var ”mere gribende”, ”smukkere” eller ”meget sjovere” end i folkekirken. Folk er selv overraskede over vores liturgi, og ikke sjældent kommer der nedsættende ord om en stiv eller intetsigende liturgi i folkekirken.
Se, dette kunne jeg beholde for mig selv for blot at bestyrke mig i, at jeg er præst det rigtige sted. Men for jer og mig, der oprigtigt vil folkekirken det godt, er det da en interessant observation.
Er der ikke noget galt, når folkekirkens medlemmer synes, at gudstjenesten holdes bedre andre steder? Selvfølgelig er dette også et spørgsmål om personlig smag. At mange unge bedre kan lide den moderne musik i for eksempel pinsekirker end i folkekirken er nok meget logisk, men hos os synger vi stort set de samme klassiske danske salmer.
Det er altså ikke, fordi vores gudstjeneste er mere moderne eller mindre højtidelig. Det, jeg efterlyser, er ikke, at folkekirken skal være mere poppet. Man får ikke fat på flere ved at gøre gudstjenesten til et show.
I virkeligheden vil der være meget at vinde ved at gå tilbage til nogle af de gode lutherske principper, som Jens Christian Meldgaard selv er inde på i sit indlæg. Og det er her, det bliver ekstra prekært for en katolik at skulle rette på en protestantisk kirke.
For det virker, som om vi katolikker har overhalet lutheranerne i at implementere betydningen af det almene præstedømme. Hos os sker i vid udstrækning det, som Meldgaard efterlyser, idet lægfolket deltager meget mere aktivt i gudstjenesten. Ja, faktisk virker folkekirken mere klerikal på mig end min egen klart hierarkisk inddelte kirke gør det. Lad mig give et par eksempler.
Under vores messe skal menigheden svare på præstens hilsener og opfordringer, reagere på oplæsningen af Guds Ord, sige med på bibelvers og istemme forbønner.
Desuden læser lægfolk bibelske læsninger og forbønner, bærer brød og vin frem og kan hjælpe til ved uddelingen af nadveren. Til dåb, bryllup og begravelser får vi ofte familie eller venner til at læse op af læsninger og forbønner.
Alt dette giver en opfattelse af, at gudstjenesten ikke blot er præstens anliggende og opgave. Jeg ved, at kordegnen i folkekirken læser indgangs- og udgangsbøn og hjælper ved altergangen og som sådan viser lægmandens deltagen.
Men det er jo stadig en ansat person, som kan få resten af menigheden til at sidde tilbagelænet og kigge på.
Et andet punkt, hvor den katolske kirke begejstrer mange folkekirkemedlemmer, er vores brug af symboler. Med Reformationens fokus på forkyndelsen af Ordet er man efter min overbevisning gået for langt i at forenkle de liturgiske ritualer.
Når Frans af Assisi befalede sine brødre at prædike evangeliet hele tiden, om nødvendigt med ord, så kan det også omsættes til gudstjenesten. Guds ord kan forkyndes på andre måder end gennem tale, og ofte bliver folk mere ramt af ritualer end gennem ord.
En dåb i den katolske kirke har for eksempel en del meningsfulde ritualer, som også er forkyndelse. Man bliver for eksempel salvet med olie for at understrege, at man i dåben har del i Jesu præstedømme, man får dåbskjolen på efter dåben for at understrege, at man er blevet en ny skabning gennem dåben, man får et dåbslys som opfordring til at den tro, som begynder i dåben, må brænde videre.
Hvis dette samtidig bliver godt forklaret af præsten, så plejer kirkegængerne at blive grebet af ceremonien. Lignende små ritualer gøres også under søndagsmessen, for eksempel tegner man sig med tre kors ved evangeliets oplæsning: et for panden, et for læberne og et for brystet. Det skal minde os om, at vi må tage imod evangeliet, så vi kan forstå det, videregive det og efterleve det.
Her er altså nogle input, som jeg synes, man kunne have med i overvejelserne i det udvalg, som folkekirkebiskopperne har nedsat for at se på søndagsgudstjenestens liturgi. Men lad mig give en sidste opfordring med på vejen: Lad ikke den nye liturgi opstå som resultatet af meningsmålinger og markedsføringsanalyser.
Mit udgangspunkt er rigtigt nok, at liturgien skal komme til at virke mere vedkommende for folk. Men gudstjeneste drejer sig jo netop om at gøre noget til Guds ære og ikke blot for vores skyld. Dette er om noget et anliggende, hvor Gud bør inddrages, og projektet bør derfor følges af de troendes bøn. Jeg beder gerne for, at folkekirken må kunne udvikle en liturgi, der hjælper den moderne dansker til at komme nærmere Gud.
Daniel Nørgaard er sognepræst ved den katolske domkirke i København.