Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.
I 1970 besluttede den katolske kirke at lægge en gudstjenesteform fra 1570, der er kendt som den tridentiske liturgi, i mølposen. Med afsæt i Det andet Vatikankoncils reformer blev messens sprog ændret fra latin til modersmålet, og præsten skulle nu fejre messe med ansigtet vendt mod menigheden i stedet for mod altret.
Men ændringerne blev kritiseret af både teologiske og æstetiske grunde. Nogle præster fik derfor dispensation til fortsat at fejre messen på gammeldags manér, og i 2007 gik den daværende pave Benedikt XVI videre ved at give enhver præst mulighed for selv at beslutte sig for at fejre den gamle messe, når en ”stabil gruppe” ønskede det, uden at skulle spørge sin biskop først.
Benedikt vidste, at langt de fleste sogne ville fortsætte med at fejre den nye messe, og tanken var, at de to gudstjenesteformer kunne leve fredeligt side om side og indbyrdes berige hinanden. Det er også lykkedes mange steder, men særligt i Frankrig, USA og England har biskopperne fortalt paven, at traditionalisterne isolerer sig, og at den gammeldags messefejring ofte ledsages af en aggressiv retorik rettet mod resten af kirken og det omgivende samfund. Et af det nyeste eksempler er fra den franske by Dijon, hvor der i sommer har været stridigheder mellem det traditionalistiske Sankt Peters Præstebroderskab og byens ærkebiskop om broderskabets pastorale praksis.
Tingenes tilstand fik i juli pave Frans til at reagere med skrivelsen ”Traditionis Custodes” (traditionens vogtere), der ophævede Benedikts bestemmelse. Det er stadig muligt at fejre messe på gammeldags manér, men fremover skal præsterne søge biskoppens tilladelse, og det er helt op til biskoppen selv at sige ja eller nej. Det er en afgørelse, der har vakt voldsomt røre. For selvom traditionalisternes antal ikke er stort i forhold til resten af den katolske kirke, er de meget velartikulerede, og deres sag vækker desuden bred interesse på grund af den meget rige arv, kunstnerisk og musikalsk, som den tridentinske liturgi repræsenterer.
For de fleste udenforstående er det at deltage i en moderne katolsk messe en fin, men også forvirrende oplevelse, der kræver mange genbesøg, førend den begynder at give mening. Men for traditionalisterne er den moderne messe kun en afglans af den tridentinske messes skønhed med dens mange lag og mellemregninger i såvel liturgi som bønner. Når traditionalister fortæller om den tridentinske messe, understreger de følelsen af hellighed i messefejringen, ligesom stilheden og værdigheden betones. Den moderne messe karakteriseres omvendt tit som larmende og løs i formerne med fokus på dialogen med Jesus snarere end på tilbedelsen af Gud.
Alligevel mener nogle biskopper, at traditionalisterne har en pointe, og at det er værd at se nærmere på, om det kun er nostalgi og æstetik, der forklarer deres standhaftighed, eller om folk finder noget i den gammeldags messefejring, som de savner i den ny. For det er ikke kun et aldrende katolsk borgerskab, der fylder i traditionalisternes rækker. Unge mennesker og familier med forskellig baggrund kommer her også som reaktion på samfundets overfladiskhed og sekularisering.
Sådanne overvejelser er pave Frans fortrolig med fra sine mange konsultationer med biskopperne verden over. Det er derfor næppe afsmag for latinen eller for en højtidelig messefejring, der har fået ham til at gribe ind, men to andre vigtige katolske traditioner: enheden i kirken og kollegialiteten mellem biskopperne. Den første tradition er den vigtigste, for gennem kirkehistorien har paverne måttet forsvare kirkens enhed over for entusiaster af alle afskygninger, der i deres eksklusivitet truede med at udvikle sig til en sekt.
Nogle traditionalisters skarpe udfald mod økumenisk samarbejde, navngivne politikere, covid-vacciner og paven selv peger tydeligt i den retning.
Den anden tradition er, at paven så vidt muligt skal dele ansvaret for kirkens ledelse med biskopperne. For ham er kirkens lokale liv en krumtap for hele den universelle kirke. I nogle kulturelle og sociale sammenhænge giver det mening at fortsætte med tridentinske messer, i andre gør det ikke. Den vurdering har Frans nu lagt ud til den stedlige biskop.