”På en måde lød det som om du lige sagde, at dit forhold til Grundtvig består i, at han er dit job? At han bare er dit arbejde?” Det ene øjenbryn lyner intenst langt oppe i panden og den store, røde mikrofon sidder stadig stift som et udråbstegn i hans hånd, selvom kameramanden allerede for mange øjeblikke siden har sænket sin linse.
Jeg står med en journalist fra TV2 News i gården foran Vartov Kirke i det indre København. Det var her, N.F.S. Grundtvig var præst i 33 år fra 1839 til han døde i 1872 – og det er netop guldalderpræsten, -poeten og -politikerens død, vi markerer. 150 året for hans bortgang for at være helt nøjagtig.
Denne mærkedag har man også noteret sig i det folkelige mediehus TV2, og det er derfor jeg nu står her og efterbehandler et interview. Da vi for få minutter siden var på live, nødede journalisten mig svar på, hvad Grundtvig mon betød for mig? For mig. Personligt. Jeg svarede ham ærligt. Han, studiet og seerne kunne godt holde til sandheden, mente jeg.
For mig er Grundtvig mit levebrød. Det sagde jeg højt, tydeligt og uden skam. Jeg har nemlig ikke noget barndomsdybt intimforhold til manden og de værdier, han er kommet til at repræsentere (det kunne være indbegrebet af danskhed, mild kristendom eller friheds- og livsbegejstring). Jeg kan godt lide mange af værdierne, som jeg kan følge de fleste af. Men der er tale om en voksentillært og professionel interesse grænsende til respekt: mit barndomshjem var hverken fuld af højskolesangbøger eller salmebøger, og jeg er ikke stødt på ’Den Gamle’ under de efterskole- eller højskoleforløb, jeg ikke har været på.
Grundtvig lærte jeg derimod at kende på universitetet. I et pensum på et valgfag med en hård eksamen. Så mit første møde med ham var forbundet med terperi og dét, jeg nu ved, at han ville have kaldt "Den Sorte Skole". Grundtvig var talsmand for den tilgang til indlæring, at den skulle basere sig på lystprincipper, for ”den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.
Og det er nok et af de afgørende punkter, hvor jeg ikke kan flyde med Grundtvigs tankestrøm. Et punkt som genlød i TV2-journalistens undrende spørgsmål og oprindelige antagelse om, at jeg da måtte have et stærkt personligt forhold til Grundtvig og "det grundtvigske", siden jeg bruger mit arbejdsliv på at beskæftige mig med ham. Et punkt, som jeg ofte støder på i drøftelser af livs- og karrierevalg.
Jeg tror imidlertid på, at værdsættelse af en hvilken som helst slags – om den så tilflyder et vidensfelt, bestemte personer eller fødevarer – bedst fremelskes gennem tidsforbrug, opmærksomhed, disciplin.
Der er så meget mening og sanseerfaring at hente ved at fastholde sig i en beskæftigelse, som ikke indledningsvist er drevet af lyst. På engelsk taler man om den tillærte hang (acquired taste). Det er den, der på spil, når oste, som ellers spontant vækker afsky, over tid og ved gentagne forsøg forvandler sig til ædle og modne smagsindtryk. Der er rigdom og mening at hente i besvær og modstand; håndteringen af det, er tilfredsstillende. En belønning. Sådan har jeg det med Grundtvig. Det er mit arbejde at håndtere ham og hans ualmindeligt righoldige mængde af ualmindeligt besværlig prosa.
Jeg leder et forskningscenter, der skal tilgængeliggøre det kulturarvsstof, som Grundtvigs forfatterskab udgør. Det gør vi som en service for samtiden, ligesom vi sikrer det vigtige materiale for eftertiden. Centeret er finansieret af finanslovsmidler og ikke af private fonde.
Jeg skylder derfor mine mæcener – det vil sige alle mine medborgere – at opgaven udføres på bedst mulige vis. Dette hverv tager jeg på mig med størst mulig omhyggelighed og ildhu. Med andre ord løber mit arbejde mere på pligtressourcer end på lystenergi. Det mener jeg er mere bæredygtigt og meningsfuldt i længden.
I den forstand havde TV2-journalisten fuldstændig ret. Grundtvig er mit arbejde. Men den kendsgerning er der bare ikke noget bare over.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard.