Prøv avisen

Kødets opstandelse har altid voldt problemer

KIRKEHISTORIE Trosbekendelsens formuleringer er resultatet af en langstrakt proces, hvor den kristne kirke forsøgte at skabe klarhed og enighed om sit eget grundlag

Tanken om de troendes fremtidige opstandelse har altid voldt vanskeligheder. Paulus' udsagn om opstandelsens natur (i 1. Kor. 15) bidrager ikke ligefrem til en afklaring. Paulus efterlader os med en forestilling om det opstandne legeme, hvor det fysiske og kødelige nedtones til fordel for det åndelige.

Denne forestilling led en krank skæbne, idet den i de følgende århundreder blev afvist af den officielle kirke til fordel for en konkret idé om, at de døde skal opstå i et fysisk legeme svarende til det, mennesket bærer i sin jordiske eksistens. Allerede fra midten af det andet århundrede har teologer forsøgt at redde Paulus ved at indlade sig med spidsfindige fortolkninger, så apostelen selv kunne bekræfte kirkens lære om kødets opstandelse.

En tilsvarende bestræbelse på at harmonisere Paulus og den apostolske trosbekendelse finder vi i Erik Kelstrups anke (den 25. maj) mod det synspunkt i Anders Klostergaard Petersens kronik (den 19. maj), at Paulus og trosbekendelsen er bundet til forskellige historiske epoker og derfor må formulere sig afhængigt af disse. Erik Kelstrup hævder om trosbekendelsens udsagn om kødets opstandelse, at anliggendet ikke så meget er "at beskrive en eller anden mirakuløs fysisk begivenhed som at understrege, at Gud vedkender sig hele mennesket i opstandelsen." Et sådant synspunkt er udtryk for evangelisk ønsketænkning og reflekterer udmærket, hvad vi tillægger trosbekendelsen af betydning i dag.

Da trosbekendelsen blev til, var situationen imidlertid en anden. Trosbekendelsen er resultatet af en langstrakt proces, hvor den kristne kirke forsøgte at skabe klarhed over og enighed om sit eget grundlag. Netop ideen om de dødes opstandelse gav anledning til heftige diskussioner og var vel nok det mest debatterede spørgsmål i de første århundreders teologi.

De kristne betvivlede ingenlunde opstandelsens realitet, men var uenige om opstandelseslegemets natur. Inspireret af platonisk filosofi – og af Paulus – talte blandt andre gnostiske kristne for, at det opstandne legeme måtte være af en immateriel, sjælelig substans. Ortodoksiens fortalere for kødets fysiske opstandelse fandt, at sådanne forestillinger modsagde det forhold, at de troende kunne imødese en opstandelse i lighed med Kristi egen. Derudover forsvarede de deres synspunkt ved at anføre, at en afvisning af det fysiske ville forkaste Guds gode skaberværk. For at fremhæve disse aspekter undlod man at vælge det mere genuine og paulinske udtryk "legemets opstandelse".

Ligesom mange andre af trosbekendelsens udsagn er også udtrykket kødets opstandelse et forsøg på at afgrænse sig i forhold til alternative kristendomsopfattelser. Diskussionen efterlader for mig at se ingen tvivl om, at der med kødets opstandelse konkret menes kødets fysiske opstandelse. Paulus mente noget andet om opstandelsen, idet han skrev ud fra andre forudsætninger. Måske ville han have bifaldet ideen om kødets opstandelse, hvis han havde deltaget i den senere debat.

Jesper Hyldahl er ph.d. og forskningsadjunkt ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet