"Kedeligt" og "tyndt": Ny litteraturformidling på DR 2 dræber læselysten

Birgitte Stoklund Larsen så med, da fem læsere blev indbudt til en samtale om Leonora Christine Skovs selvbiografiske roman ”Hvis vi ikke taler om det”

Maria Månson er vært på en række DR 2-programmer om fokusgrupper.
Maria Månson er vært på en række DR 2-programmer om fokusgrupper. Foto: Niels Henrik Dam/ Ritzau Scanpix.

Hvordan reagerer kvinder i 40’erne på en reklamekampagne for elbiler? Og hvad med mænd i 60’erne?

Den slags spørgsmål kan man afprøve i fokusgrupper, hvor en virksomhed tester et produkt eller en reklamekampagne på en gruppe indbudt efter særlige kriterier. I en fokusgruppe sludrer man ikke; det er en styret samtale med et præcist defineret formål.

Alle ved, at den virksomhed, der betaler gildet, skal have noget brugbart ud af samtalen.

Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan teste i en fokusgruppe. Men kan man også bruge formen til at formidle litteratur?

Det forsøg gør DR 2 i en række programmer med Maria Månson som vært og en af DR’s professionelle analysefolk som ordstyrer.

Fem læsere er indbudt til en samtale om en roman. Mandag var det Leonora Christine Skovs selvbiografiske roman ”Hvis vi ikke taler om det”, der var i fokus. Forfatteren og studieværten var med på en kigger/lytter fra det rum, hvor man i ”rigtige” fokusgrupper har folk fra virksomheden siddende, der kan se og høre, hvordan deltagerne kommenterer på det produkt eller den kampagne, der skal testes.

De to skjulte tilskuere kommenterede løbende på fokusgruppedeltagernes udsagn, og til sidst i programmet blev det ”afsløret” for deltagerne, at forfatteren selv havde lyttet med undervejs, og de fik også lov kort at møde hende.

Forsøget faldt ikke heldigt ud. Hver især havde læserne gode iagttagelser om romanen, og Leonora Christina Skov glædede sig over med sin roman at kunne åbne et rum, hvor andre også kan fortælle deres historie, at litteraturen kan ramme noget alment menneskeligt. Fokusgruppens deltagere var tydeligvis udvalgt for hver især at repræsentere ”en type” og havde alle fået noget med sig i romanen.

Men som litteraturformidling var det mislykket. Man fik aldrig rigtigt præsenteret den roman, som læserne kommenterede på.

Eftersom romanen var selvbiografisk, var læsernes kommentarer også en kommentering på forfatteren i romanen. Forfatteren kommenterede på læsernes kommentarer til romanen og til forfatteren i romanen. Man forstod også, at romanen også reflekterede forfatterens forhold til læserne. Så læserne kommenterede på læserne i romanen. Forfatteren kommenterede på læsernes kommentar til læserne i romanen. Og så videre og så videre. Til sidst erklærede forfatteren, da hun mødte læserne, at hun var helt rørt.

Det lyder måske sofistikeret, men det var kedeligt – og tyndt. Helt symbolsk sad fokusgruppens medlemmer langt fra hinanden omkring et bord i et tilsyneladende tomt rum.

Det virker sikkert til det, fokusgrupper er gode til, at teste og afprøve for at fintune og forbedre et produkt eller en kampagne. En fokusgruppe er ikke en læsegruppe, og som litteraturformidling falder det pladask til jorden.

Jeg har ikke læst ”Hvis vi ikke taler om det”, selvom jeg har fået romanen varmt anbefalet af sædvanligvis pålidelige læsere.

Men ærlig talt: Fokusgruppen tog helt læselysten fra mig.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.