Kendsgerninger. Israel er nødt til at forsvare sig selv

I SIT INDLÆG i Kristeligt Dagblad den 26. oktober undrer Knud Rohde sig over jødernes ret til et hjemland, hvor der kun skal bo cirka fem millioner jøder. Han er desværre ikke ene om at have en beskeden viden om Israel. Derfor følgende:

For 4000 år siden lovede Gud, at Abrahams slægt skulle få hele Kanaans land som ejendom til evig tid.

For 3000 år siden erobrede kong David Jerusalem, som blev landets hovedstad, og det har den været lige siden. Ejendommeligt nok har landet altid, når jøderne ikke kontrollerede landet, været øde og goldt, men grønt og blomstrende, når jøderne havde landet. Det er det eneste land i verden, hvor ørkenen ikke breder sig, men i stigende grad bliver opdyrket.

Jøderne har også en stor åndelig betydning, idet de af Gud er udvalgt til at være det folk, hvorigennem han åbenbarer sin plan for vores frelse fra fortabelsen. I Johannesevangeliet 4, 22 siger Jesus: Frelsen kommer fra jøderne. Hele vores bibel, med undtagelse af Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, er skrevet af jøder, og Jesus selv er jøde.

Det jødiske fok har i århundreder været forfulgt, og de har været spredt rundt på hele kloden. På trods heraf har de alle holdt fast ved deres tilhørsforhold til Jerusalem og Israel. Det viser sig for eksempel i den skik, som de før statens oprettelse har haft, at de sluttede deres påskefest med ordene: Næste år i Jerusalem.

Sidst i 1800-tallet begyndte jøderne at flygte fra pogromerne i Rusland for at slå sig ned i Palæstina, som Israel den gang blev kaldt. Navnet, egentlig Filistæa, Filisterland, havde kejser Hadrian givet det som en hån mod jøderne. Landet var goldt og næsten øde, men jøderne fik det til at blomstre, og det tiltrak en mængde omkringboende arabere, som her kunne finde arbejde. Som tiden gik voksede et fjendskab frem mellem jøderne og de fastboende arabere og de tilflyttede araberes efterkommere. I 1947 vedtog FN at dele Palæstina i to områder, det ene til jøderne og det andet til araberne. Jøderne accepterede tilbuddet, mens araberne sagde nej.

Den 14. maj 1948 blev staten Israel født, og få timer efter blev landet angrebet af alle omkringboende lande plus Irak og Algeriet. Israel vandt krigen, men der er aldrig sluttet fred, så i realiteten har landet været i krig, lige siden det blev oprettet.

Efter talrige terroraktioner og selvmordsbomber rettet mod Israel byggede man et hegn og en mur mellem Jerusalem og Vestbredden. Det har helt stoppet disse angreb.

Israel har flere gange prøvet at få sluttet fred, men Fatah og Hamas ønsker ikke fred, de vil have hele landet. I 2005 gjorde Ariel Sharon et dristigt forsøg på at skabe ro mellem Israel og palæstinenserne. Han tvang alle israelere ud af Gaza uden at stille betingelser om modydelser i håb om, at det ville bringe ro. Tværtimod førte det til, at Israel lige siden er blevet beskudt fra Gaza med flere tusinde raketter og mortergranater rettet mod civile mål. Det betyder, at mange, både børn og voksne, må leve i angst for at blive beskudt og sørge for, at de på cirka 15 sekunder kan finde et beskyttelsesrum. Hvor ofte ser man det omtalt i pressen?

Knud Rohde slutter med at skrive, at Israel har basis i terror. Israel er nødt til at forsvare sig selv. Landet kan ikke overleve at tabe bare én krig, men derfor at sige at Israel har basis i terror, beviser kun sandheden i Goebbels udsagn om, at blot man gentager en løgn tilstrækkelig mange gange, så ender det med, at man tror på den.