HAR DU ET MÅL? Er det en deciliter eller en spiseskefuld? Der er interessante og forvirrende dobbeltbetydninger i ordet ”mål”. Spørger man Ordbog over det danske Sprog er hovedbetydningen et ”tegn, mærke, punkt, linie og lignende, som man søger at ramme eller nå, eller som betegner en grænse, en afslutning”.
Det kan også være det, ”der er genstand eller formål for en handling, bestræbelse, følelse”. Det kan også være ”en streg og lignende, hvorved udstrækningen af noget afmærkes (…), eller det redskab, ved hjælp af hvilket udstrækningen eller mængden af noget bestemmes, eller den enhed (måleenhed), der herved anvendes”.
Endelig kan det være ”den ved hjælp af visse redskaber og enheder bestemte (og angivne) udstrækning eller mængde af noget (…) en vis (egentlig afmålt, udmålt, opmålt) del eller mængde”.
SÅ ORDET ”MÅL” NAVIGERER på én og samme tid mange forskellige universer, det er både en abstrakt stræben, en konkret bedrift, en kontrolinstans og en mængdeangivelse.
Sådan behøvede det ikke at være. På engelsk bruger man mindst tre forskellige begreber – purpose, goal og measure – til at dække disse felter.
Når ord på den måde har flere betydninger, opstår der nemt en interessant glidningseffekt.
Det er lidt som Rubins berømte tegning, der både er en vase og to ansigter: Man kan ikke se begge dele på samme tid, og når man prøver at fastholde det ene billede, så presser det andet sig pludselig på og tager over.
I den proces glemmer man let, at den underliggende logik i det danske mål er, at det på alle niveauer er afledt af en aktiv handling i verden, målet er ikke et mål i sig selv.
SE BARE VORES SKOLE. Vi har vel vores børn dér for at hjælpe dem med at komme i mål som kompetente mennesker. De skal lære at læse, skrive og regne, de skal kunne omgås andre og samarbejde, kunne få idéer, lægge planer og føre dem ud i livet.
De mål er udtryk for en smuk og nødvendig genstand for stræben, det er det, vi uddanner mod. Det kan forfølges ned i undervisningsmål for de enkelte fag og videre ned i nationale tests og Pisa-mål og trivselsmål, der burde fange, om vi kommer i mål. Men måler målene målet?
Undervejs i denne proces fra mål som stræben via mål som redskaber til mål som afmålte mængder sker der noget. Og det er nærmest umuligt at gå den modsatte vej: fra målet som mængde udtrykt i en eller anden form for test til at se det store mål, som vores børn skulle komme i.
I DEN OFFENTLIGE SEKTOR gennemsyrer målbarheden som styrings-, evaluerings- og finansieringsredskab næsten alt, fra hvor mange hjemmebesøg, man skal nå på en dag, til hvor mange kandidater i et konkret fag, universiteterne må have klar om fem-seks år. Det er målet i den sidste afledte betydning: som ”den bestemte (og angivne) udstrækning eller mængde”.
Men når man prøver at følger processen tilbage via de måleredskaber, der burde retfærdiggøre det konkrete mål over det punkt, man søger at ramme, til formålet for bestræbelsen og følelsen, så er det, som om tingene smuldrer mellem fingrene på en, og målet er reelt ikke længere at se. Det mål, som står som den meningsfulde stræben for dem, for os, der arbejder i den offentlige sektor.
Her ligger muligvis kernen i den konflikt, som i øjeblikket truer med at lægge det danske samfund ned med strejker fra den 4. april og lockout fra den 10. april.
Paradoksalt nok taler vi både alt for meget og alt for lidt om mål i Danmark. Alt for meget om mål som styring og alt for lidt om mål som det, vi bør stræbe efter, det som giver kollektiv mening og retning; og vi savner ord for de processer, der forbinder det ene med det andet.
Målet er fuldt!
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.