Nu vil KFUM-Spejderne ikke længere have med Gud at gøre

Det skærer mig i hjertet, at mit gamle, hæderkronede korps ikke længere vil vedkende sig, at det har et kristent formål, skriver debattør

Kristendommen lever også fint uden spejder-idéen. Men hold op, hvor ville de være gode sammen, skriver Carsten Thomasen.
Kristendommen lever også fint uden spejder-idéen. Men hold op, hvor ville de være gode sammen, skriver Carsten Thomasen. Foto: .

I en netop udsendt strategibog nævnes KFUM-Spejdernes kirkelige formål ikke med et ord. Spejder-idéen er unik, og det vil den altid være, så opfordringen må være: fusioner med Det Danske Spejderkorps - jo før desto bedre!

Jeg har i cirka 50 år været KFUM-Spejder med hud og hår. Jeg føler mig opdraget og styrket menneskeligt gennem dette - og jeg er glad for det.

Jeg har været medlem af hovedbestyrelsen i otte år og har været med i det arrangerende udvalg af fire landslejre. Jeg har desuden redigeret seneste udgave af ”Spejderliv” - håndbog for spejderarbejde. Det skal ikke forstås som pral, kun dokumentere, at mit liv har været KFUM-spejderne gennem rigtig mange år.

Men nu ser jeg ikke længere nogen idé i, at det skal hedde KFUM-Spejderne. Hos Det Danske Spejderkorps har jeg oplevet en lige så stor entusiasme i arbejdet - og mødt mange skønne folk.

Så evnen til at kunne ”rykke verden” ville øges betydeligt ved en fusion - hvilket jo sikkert også er på vej gennem de store fælles landslejre.

Men det skærer mig i hjertet, at mit gamle, hæderkronede korps ikke længere vil vedkende sig, at det har et kristent formål. Det synes, som om man er bange for i ”det nye Danmark” at vedkende sig, at man også har netop dét formål.

Det er problematisk, det vedkender jeg mig, for i dag er der alt for mange, der mangler viden og kun har et fordomsbelagt forhold til kristendom. Men også derfor har KFUM-Spejderne sin eksistensberettigelse.

Tirsdag den 15. september modtog jeg en ”pakke” fra mit kære korps, som indeholdt et A4-magasin og et A5-hæfte. Flot opsat, let forståeligt - og med mange stort opsatte og gode temaer. Spændende læsning.

Jeg får pakken, fordi jeg er leder, står der, og den handler om ”hvordan vi sammen kan rykke verden - med vilje”. Nederst på forsiden står: ”KFUM-Spejdernes strategibog” med meget småt.

En strategibog må man formode indeholder alle væsentlige gøremål for den beskrevne ”virksomhed”. Ikke et eneste sted er der nævnt et ord om Gud eller formålsparagraf.

I KFUM-Spejdernes formålsparagraf står der stadig - citat fra hjemmesiden: ”KFUM-Spejderne i Danmark er et folkekirkeligt arbejde, hvis formål er at lade børn og unge møde det kristne evangelium og i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé at oplære til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse.”

Det bør erstattes med noget andet. Eller også bør ledelsen overveje, hvorfor det står der. Spejder-idéen og kristendommen kan sagtens leve hver for sig. Spejder-idéen er så unik og så værdifuld, at den bør styrkes på alle måder. Der er masser at gøre lige nu!

Kristendommen lever også fint uden spejder-idéen. Men hold op, hvor ville de være gode sammen!

Carsten Thomasen, Orionvej 30, Frederikshavn