JEG MENER FORTSAT, at Danmission, med generalsekretær Jørgen Skov Sørensen i front, er helt galt afmarcheret, når organisationen og han fastholder ”nuanceringen” i forhold til regeringens fokus på at hjælpe forfulgte religiøse mindretal i Mellemøsten.
Skov Sørensen fastholder, at det er en af missionsorganisationens vigtigste opgaver at moderere den danske islamdebat. Jeg har ikke set ham trække den udtalelse tilbage, og det er i sig selv tankevækkende. Hvordan kan den opgave, hvor nobel den så måtte være i sig selv, stå over udelt støtte til forfulgte kristne i Mellemøsten?
Men hvorfor taler vi overhovedet om dansk islamdebat, når det handler om forfølgelse af kristne i Mellemøsten? Jeg siger ikke, det er uvæsentligt at tale om dansk islamdebat generelt, tværtimod, men jeg fatter ikke Danmissions behov for at koble de to. Jeg mener, generalsekretæren er ude i en relativisering, som netop er kendetegnende for nutidens debatter, når det handler om islam.
Jeg måtte tage mig til hovedet, da jeg i en kommentartråd på Facebook læste endnu en øvelse i netop at koble dansk islamdebat og førfølgelse af kristne i Mellemøsten – igen skrevet af Jørgen Skov Sørensen: ”Det, jeg har sagt, er, at forfølgelsen af kristne i Mellemøsten ikke kan ses isoleret fra den hårde tone, vi oplever i islamdebatten i Danmark.”
Jo, vi kan sagtens se de to forhold isoleret. Jeg har svært ved at forestille mig, at de forfulgte kristne vil høre fra deres bødler og forfølgere, at de refererer til den danske islamdebat som begrundelse for den brutalitet, de udsættes for.
GENERALSEKRETÆREN SKRIVER videre: ”Jo mere sort-hvid, vi taler om kristne og muslimer i Danmark og resten af Europa, jo mere sort-hvid bliver situationen i Mellemøsten.”
De kristne forfølges, fordi de i islamisternes øjne er vantro, og ja, de tilhører en religion, som forbindes med det forhadte Vesten, men de ville blive lagt for had af samme grund, om vi så ikke ytrede ét eneste islamkritisk ord i Danmark. Men hvor er debatten i Danmark egentlig så sort-hvid, at det giver sig selv, at det må udløse vold i Mellemøsten?
Og så kommer den mest vanvittige relativisering fra Danmissions frontfigur: ”Angreb på muslimer i Europa bruges til at legitimere angreb på kristne i Mellemøsten.” Det forhold vil jeg meget gerne se dokumentation for. Hvilke angreb mener han mon? De ”angreb”, som fremsættes med ord og kritik – og som alle muslimer har mulighed for at svare på uden frygt for sit liv? Modsat Mellemøstens kristne i islamisternes skudlinje, vel at mærke.
Jeg er her i avisen blevet beskyldt for ikke så lidt af en af Jørgen Skov Sørensens forsvarere, sognepræsten Carsten Mulnæs, der mener at vide, at mit arbejde for at få oprettet et kontor, der skal fokusere på forfølgelse af religiøse mindretal i Mellemøsten, skyldes ”forelskelse i egen godhed”, og at jeg har set resultatet som en mulighed for at ”profilere (sit) parti”.
JEG HAR VÆRET OPTAGET AF den frygtelige udvikling for kristne og andre mindretal i Mellemøsten i mange år – og det var jeg også, mens jeg var ude af politik. Jeg har i min tid på Hudson Institute i Washington D.C. arbejdet sammen med to af verdens førende eksperter, når det kommer til forfølgelse af religiøse mindretal: Nina Shea og Paul Marshall.
Carsten Mulnæs mener også at vide, at jeg gik enegang, da jeg gik ud og fortalte om de to millioner kroner, vi havde fået afsat på finansloven til det nye arbejde med forfulgte mindretal i Mellemøsten. For det første vil jeg gerne se de politikere, der ikke gør opmærksom på det, når de lykkes med at gennemføre noget. Når det er sagt, så var udmeldingen selvfølgelig koordineret med Udviklingsministeriet, så vi kunne få opmærksomhed omkring det møde, vi skulle have dagen efter.
FrikirkeNet og frikirkefolk har været hurtige i deres anerkendelse af det arbejde, vi nu sætter i gang, men jeg undrer mig over den fodslæbende opbakning fra sognepræster som Carsten Mulnæs, der hellere vil motivfortolke frem for at bakke op – og en folkekirkelig organisation som Danmission, der insisterer på at relativisere.
Og som, ikke mindst, vælger at bruge anledningen til at moderere den danske islamdebat frem for at udnytte den gyldne mulighed for langt om længe at få mere opmærksomhed på kristnes skæbne i Mellemøsten, som alt for længe er gået under mediernes radar.
Naser Khader er folketingsmedlem og kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti.