Prøv avisen
Debat

Khader: En aldersgrænse for omskæring giver ikke børn psykiske skader

Jeg accepterer simpelthen ikke Jens Smedegaard Andersens argument om, at vi skal acceptere omskæring for at undgå, at barnet bliver afviger i fællesskabet med alvorlige psykiske skader til følge, skriver Naser Khader (K). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

En aldersgrænse for omskæring af drengebørn, som reelt er en beskyttelse af alle børn, vil aldrig være en forfølgelse af jøderne, men en varetagelse af barnets tarv. Et barns ret til sin egen krop vejer altid tungere end forældrenes behov for at udøve deres religiøse praksis, skriver Naser Khader, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti

I Kristeligt Dagblad den 25. april skriver forhenværende byretsdommer Jens Smedegaard Andersen, at hverken jeg eller ”vi andre” kan vurdere, hvad et forbud mod omskæring vil betyde for et lille barn, og at et forbud måske vil tilføre barnet skade, da det bliver ”afviger”, hvilket vil ende med uoverskuelige psykiske skader for barnet. Han mener samtidig, at jeg bør yde Grundlovens paragraf om religionsfrihed større respekt.

For det første, så kan jeg forsikre Jens Smedegaard Andersen om, at jeg skam yder Grundloven stor respekt.

Både Justitsmisteriet og det danske Institut for Menneskerettigheder siger, at en aldersgrænse ikke strider imod Grundloven. Desuden beskytter Grundlovens paragraf 67 også den enkeltes ret til trosfrihed, og en tvangsbekendelse til en særlig tro kan vel næppe være det samme som trosfrihed.

Jeg tror selv på en større skaberkraft, at alting ikke er tilfældigt, og jeg har som religiøst nysgerrig også fordybet mig i kristendommen og andre religioner. Andersen må give mig ret i, at religion i allerhøjeste grad handler om følelser, hvilket hele omskæringsdebatten bærer stærkt præg af, og hvilket han selv bekræfter, når han taler om, at et lille barn ligefrem kan føle sig udstødt af egen familie med alvorlige psykiske skader til følge, hvis det ikke er omskåret.

Så må jeg stille Jens Smedegaard Andersen spørgsmålet; hvis et barn på nogen måder bliver forsømt af sin familie med alvorlige psykiske skader til følge, alene fordi det ikke bærer samme religiøse pagtstegn som den øvrige familie, hvorledes ville dommeren forholde sig til det? Ville religionens betydning her være en formildende omstændighed, eller ville disse forældre, nøjagtig som alle andre, være underlagt pligten til at tage sig forsvarligt af deres barn og overholde landets love?

En tidligere byretsdommer må være ganske bekendt med statens ansvar i forhold til at beskytte barnets rettigheder, og derfor burde han også have forståelse for, når jeg som folketingsmedlem slår et slag for lige rettigheder for alle børn.

Jens Smedegaard Andersen har stor fokus på jøderne i sit indlæg, men hvad med muslimerne? Jeg er selv ud af en muslimsk familie og er derfor omskåret, men min søn er ikke omskåret, og vi har aldrig oplevet, at min søn ikke blev betragtet som en ligeværdig og lige elsket del af min familie på trods af det. Det er nogle andre og langt stærkere ting, som binder os sammen.

En aldersgrænse for omskæring af drengebørn, som reelt er en beskyttelse af alle børn, vil aldrig være en forfølgelse af jøderne, men en varetagelse af barnets tarv. Et barns ret til sin egen krop vejer altid tungere end forældrenes behov for at udøve deres religiøse praksis.

Jeg accepterer simpelthen ikke Jens Smedegaard Andersens argument om, at vi skal acceptere omskæring for at undgå, at barnet bliver afviger i fællesskabet med alvorlige psykiske skader til følge. Jeg har stor tiltro til, at jødiske og muslimske familiers fællesskab og kærlighed til hinanden er rodfæstet i andre ting end forhud.

Ja, grundlovsgiverne kendte i 1849 til omskæringen som en del af jødernes tro og begrænsede ikke Grundlovens trosfrihed på grund af det, men nu skriver vi 2018, og vi er kommet langt i forhold til at sikre barnets rettigheder på rigtig mange områder, og det bør vi selvfølgelig fortsætte med. En aldersgrænse helt i trit med Grundlovens bestemmelser om trosfrihed, for det gælder også for den enkelte.

Naser Khader er medlem af Folketinget, retsordfører med mere. (K).

Jeg er selv ud af en muslimsk familie og er derfor omskåret, men min søn er ikke omskåret, og vi har aldrig oplevet, at min søn ikke blev betragtet som en ligeværdig og lige elsket del af min familie på trods af det

Naser Khader, folketingsmedlem (K)