Khader: Hvorfor er danske missionsorganisationer så fodslæbende i debat om forfulgte kristne?

Det er fint, at der er kvindegrupper for jøder, muslimer og kristne i Palæstina – men sig mig: Hvad i alverden har det med sagen at gøre, når vi taler om forfulgte mindretals situation, hvor de udsættes for voldelige overgreb og det, der er værre?, spørger Naser Khader

Man kan næsten få den tanke, at danske missionsorganisationer oplever, at fokus på de forfulgte mest er en sten i skoen for deres dialogarbejde, der ifølge dem selv ellers lige gik så godt, skriver Naser Khader.
Man kan næsten få den tanke, at danske missionsorganisationer oplever, at fokus på de forfulgte mest er en sten i skoen for deres dialogarbejde, der ifølge dem selv ellers lige gik så godt, skriver Naser Khader. Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau.

NU MELDER OGSÅ Dansk Missionsråd sig på banen med en kommentar, der umiskendeligt ligner, hvad jeg vil betegne som et besynderligt forsvar for Danmissions tvivlsomme holdning til, hvordan man bedst støtter forfulgte kristne i Mellemøsten.

Det sker med en beskrivelse af vigtigheden af tros- og religionsfrihed og en forklaring af, hvorfor det er vigtigt at bakke op om dette – også som missionsorganisation. Igen er vi vidne til, at missionsorganisationer blander æbler og pærer, når man bruger det gyldne øjeblik (regeringens nye fokus på forfulgte mindretal) til at fokusere på egen dialogvirksomhed, når sagens kerne ellers er forfulgte kristne og andre forfulgte mindretal i regionen.

Det er fint, at der er kvindegrupper for jøder, muslimer og kristne i Palæstina – men sig mig: Hvad i alverden har det med sagen at gøre, når vi taler om forfulgte mindretals situation, hvor de udsættes for voldelige overgreb og det, der er værre? Når kvinder fra mindretallene bortføres til et liv som sexslaver, som det har været tilfældet for tusindvis af yazidi-kvinder – der inden deres grumme skæbne måtte se deres mænd, brødre og fædre nedslagtet? Når de kirker, hvor kristne samles til tilbedelse og trøst, bliver bombemål?

Hvordan i alverden skal vi sætte fokus på en uacceptabel situation for de religiøse mindretal i Mellemøsten, når danske, kristne missionsorganisationer insisterer på at fortælle, at det da går fint med dialogprojekter andre steder?

Jeg har personligt intet imod de projekter i sig selv (hvem kan være imod, at kvinder mødes på tværs af religiøse forskelle), men jeg har noget imod den skævvridning af proportioner, hvor man insisterer på at fjerne fokus fra den sag, som det handler om: forfølgelse af religiøse mindretal.

DET HANDLER IKKE om tilsyneladende fine dialogprojekter andre steder. Og jeg begriber ikke, at man ikke bakker fuldt og helt op om regeringens indsats og griber chancen for at sætte et tiltrængt fokus på de lidelser, som trosfæller udsættes for i Mellemøsten – alene fordi de er kristne – og andre religiøse mindretal for den sags skyld.

Det er fint med dialog med muslimer – hvem kan være imod det – men hvis det sker på en grund af berøringsangst, fordi man er bange for at støde nogle ved at kalde tingene ved deres rette navn, så giver jeg ikke meget for den form for dialog.

Det er fint og godt at kæmpe for tros- og religionsfrihed; det er en af de grundlæggende menneskerettigheder, som skal sikre, at borgere i alle samfund har frihed til at tro og dyrke deres religion, som de vil. Tros- og religionsfrihed kan humanitære organisationer af mange slags kæmpe for, og der kan missionsorganisationer såmænd også være med. Men filmen knækker, når man for eksempel hører Danmission hævde, at kristne i Mellemøsten faktisk ikke ønsker opmærksomhed på deres skæbne, fordi det kan gøre det værre for dem. Så hvis kvinden i nabohuset siger, at hun godt kan leve med frygten for sin voldelige ægtemand, så skal vi ikke gøre noget? Det er samme rationale.

EN AF DEM, der har sat sig dybt ind i den virkelighed, der er de kristnes i Mellemøsten, Klaus Wivel, beskriver i sin bog ”Den sidste nadver”, hvordan kristne i regionen føler sig svigtet af deres trosfæller i det frie Vesten. Den holdning har jeg også selv mødt, når jeg rejser i området. Hvad jeg også har oplevet, er de kristnes stigende begejstring for Putin. Som en kristen palæstinenser sagde til mig: ”Vesten har svigtet os, men Putin siger, at han vil forsvare os.”

Missionsorganisationerne gør meget godt – men vil de gøre en reel forskel for nogle af dem, der er mest udsat, så skal piben altså have en anden lyd. Som det er nu, så er retorikken omkring de forfulgte religiøse mindretal i Mellemøsten så mudret og indspist, at det er svært at løfte den dagsorden, som vi nu ellers langt om længe har fået mulighed for.

Jeg ser mig omkring i det danske kirkelandskab og kan kun få øje på meget få, som har vist sig i stand til at skelne mellem, hvad der er op og ned. Man kan næsten få den tanke, at danske missionsorganisationer oplever, at fokus på de forfulgte mest er en sten i skoen for deres dialogarbejde, der ifølge dem selv ellers lige gik så godt. Selvom jeg sikkert vil blive skudt i skoene, at jeg er imod al dialogarbejde, så er det ikke tilfældet. Men jeg undrer mig over det, jeg oplever som en åbenlyst fodslæbende og forbeholden position i forhold til de religiøse mindretal i Mellemøsten og deres alt for uhyggelige virkelighed.

Naser Khader er folketingsmedlem og kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti.