Prøv avisen
Debat

Forsker: Kierkegaard kan hjælpe os med at stille de spørgsmål, der ikke kan besvares

Det glæder mig, at der er bevågenhed for, hvordan det går det forskningsfelt, der har været mit, siden jeg blev tilknyttet Søren Kierkegaard Forskningscenteret i 1995, skriver Kierkegaard-forsker. Foto: Daniel Hjort

Kierkegaard har en evne til at tale ind i enhver tid ved at give en lang række eksistentielle erfaringer mund og mæle på en sådan måde, at de personificerer sig, antager overraskende eller genkendelige skikkelser, udtrykker sig, taler sammen og diskuterer, mener forsker

I to velskrevne og stort opsatte artikler har Kristeligt Dagblad sat fokus på Kierkegaard-forskningens status i Danmark. Jeg har læst dem med stor interesse. Det glæder mig, at der er bevågenhed for, hvordan det går det forskningsfelt, der har været mit, siden jeg blev tilknyttet Søren Kierkegaard Forskningscenteret i 1995.

Først som ph.d.-studerende, siden som adjunkt, lektor og som centerets leder fra 2010 til 2013 med særligt ansvar for fejringen af Kierkegaards 200-årsjubilæum. Jeg blev afskediget i februar sidste år i forbindelse med besparelsesrunden på Københavns Universitet.

I den ene af artiklerne, der blev bragt under titlen ”Frygt for fremtidens forskning i Søren Kierkegaard”, kaldes det en katastrofe, at Søren Kierkegaard Forskningscenteret, der nu ikke længere er et selvstændigt center, men hører ind under afdeling for systematisk teologi, kun har én fastansat lektor, som derfor af naturlige årsager også er centerets leder. Det er min tidligere kollega Joakim Garff, der har overtaget denne post, og som nok skal vide at lede centeret kompetent mod bedre tider, men som for nærværende er konge uden land og med rette frygter Kierkegaard-forskningens fremtid i Danmark.

Heldigvis kunne man i artiklen den 25. februar, der bar titlen ”Kierkegaards religiøsitet skræmmer ikke de unge filosoffer væk” læse, at både på Aarhus og på Aalborg Universitet forskes der i Kierkegaard som aldrig før. Lektor Anders Moe Rasmussen og lektor Morten Ziethen, der begge er tilknyttet faget filosofi, betoner, at interessen for Kierkegaards tanker er stigende, og at det religiøse aspekt, der tidligere kan have skræmt filosofferne væk, ikke længere vækker en sådan afstandstagen. Og både Ole Morsing og Peter Kemp hylder sidst i artiklen Kierkegaards evne til at forbinde det religiøse og det filosofiske og mener, at netop denne forbindelse gør Kierkegaard særligt aktuel i dag.

Det sidstnævnte synspunkt deler jeg til fulde og vil gerne give mit bud på, hvori aktualiteten i Kierkegaards tanker ligger i dag. Den 5. maj i år udgiver jeg bogen ”Kierkegaards kabinet”. En nutidig introduktion”. Det er ikke en biografi, men en introduktion gennem en række forskellige fænomener, som Kierkegaard særligt har præget. Det gælder synet på mennesket, angsten, guden, samvittigheden, fortvivlelsen, troen, håbet, kærligheden og øjeblikket.

I 1905 udkom sociologen Max Webers bog ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”, hvori han argumenterede for, at i takt med naturvidenskabernes landvindinger ville verden blive affortryllet. Affortryllelsesteorien går kort fortalt ud på, at efterhånden som videnskaben rationelt vil kunne forklare alt, vil den samtidig tage magien ud af verden. Religionssociologen Peter L. Berger gik siden videre ad Webers linje og mente, at verden ville ende med blive et univers af iboende, rationelle forklaringer, der udelukker forundringen og dermed religiøsiteten.

Denne tanke om affortryllelse var ikke Kierkegaard fremmed, selv om han levede i en verden, hvor naturvidenskaben kun var i sin vorden. Men Kierkegaard nøjedes ikke med at konstatere, at det underfulde var ved at forsvinde fra vores horisont. Han ønskede omvendt at genfortrylle verden. Det er en grundtanke for Kierkegaard, at i en verden, hvor vi er holdt op med at undre os, må det underfulde genfremstilles. Ord som gud, mening og sandhed må gengives betydning, så de genvinder deres plads i vores bevidsthed og deres værdi i vores verden. I ”Christelige taler” lyder det: ”Er der Noget, man i disse Tider har glemt, saa er det det at forundre sig, derfor ogsaa det at troe og at haabe og at elske. Det Høieste forkyndes, det Vidunderligste, men Ingen forundrer sig.”

Genfortryllelsen finder sted på den måde, at Kierkegaard gennem sine iagttagelser genopdager vores forhold til for eksempel tro, håb og kærlighed, mening, sandhed og Gud. Og han beskriver denne genopdagelse på en måde, så vi kan se os selv i beskrivelserne. Så vi så at sige kan genkende et savn, vi havde glemt, at vi havde.

Kierkegaard tager sit udgangspunkt i den menneskelige eksistens, sådan som den viser sig for os, sådan som vi oplever det at være menneske. Og han spørger for eksempel fra dette udgangspunkt: Hvad længes vi efter? Hvad frygter vi? Hvad glæder os? Hvad bekymrer os?

Svaret på disse spørgsmål skal kunne tale ind i enhver tid. Men svaret ligger så at sige gemt i spørgsmålene selv. De eksistentielle spørgsmål, vi mennesker til enhver tid har stillet, fordrer og forventer svar, idet de udtales. De besvares ikke med et ja eller et nej eller med en konkret og rationel løsning, men i selve visheden om, at der er et spørgsmål, ligger der også et svar gemt et sted. Det er længselen efter svarene, der får os til at spørge, og det er den længsel, som Kierkegaard i ”Christelige taler” benævner ”Sorgen efter Gud”.

Gennem sit forfatterskab evner Kierkegaard at væve det filosofiske sammen med det religiøse og formulere en lang række eksistentielle spørgsmål og svar på en sådan måde, at de kan være med til at genfortrylle vores verden ved at få os til at genopdage det religiøse. I en journaloptegnelse fra 1847 siger Kierkegaard direkte, at han har ønsket at ”anskueliggjøre Samdrægtigheden, det Almene, det Fælles for Alle.” Og dette fælles kalder han ”det religiøse Anstrøg”.

Dette religiøse anstrøg er således ikke noget fremmed eller konstrueret. For Kierkegaard udgør det religiøse et vilkår ved selve det at være menneske. Det er vores religiøse instinkt, der får os til at stille eksistentielle spørgsmål. Ateisme eller nihilisme er konkrete valg et menneske kan tage, når det vælger at forholde sig kritisk eller helt afvisende til det religiøse.

At være for eksempel kristen eller muslim er en anden konkret måde at forholde sig til religiøsiteten på ved at give den et bestemt indhold. Men selve religiøsiteten, trangen til at spørge efter mening og sammenhæng og forvente et svar, mener Kierkegaard er medfødt. Og det er grundet denne evne, at vi bliver ved med at stille spørgsmål, der ikke kan besvares rationelt, men alligevel aldrig kan stille os til tåls med, at svaret ikke skulle findes.

Kierkegaard har en evne til at tale ind i enhver tid ved at give en lang række eksistentielle erfaringer mund og mæle på en sådan måde, at de personificerer sig, antager overraskende eller genkendelige skikkelser, udtrykker sig, taler sammen og diskuterer. På denne vis bliver fænomenerne de facto levende.

De genopstår af den glemsel og vanetænkning, der har fået dem til at forsvinde eller i hvert fald til at skjule sig. Og derfor er Kierkegaards forfatterskab et godt sted at begynde, hvis vi ønsker at vide mere om os selv og det spørgsmål om mening og sammenhæng i livet, der trænger sig særligt på i en tid som vores, hvor individualisme og neoliberalisme er de fremherskende ideologier, hvor forandringsparathed og omstillingsvillighed er tidens eneste dyder og det at stoppe op og se indad er blevet gjort til en last.

Det er i den almengyldige og evigt aktuelle formulering af disse spørgsmål og svar, at storheden i Kierkegaards forfatterskab ligger. Derfor er det meget glædeligt at de unge og ældre filosoffer i Aarhus og Aalborg netop nu åbner op for dette aspekt i den aktuelle Kierkegaard-forskning. Og tilsvarende forbløffende og forstemmende at Københavns Universitet har valgt at lukke ned og koge Kierkegaard-forskningen ind til et minimum.

Pia Søltoft er ph.d., forfatter, sognepræst i Marmorkirken og tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret.