Kierkegaard: I et demokrati må staten ikke være højere end den enkelte

Det er hverken så enkelt, at Kierkegaard var principielt imod demokrati, eller at han var tilhænger af den sorteste, konservative enevælde, som mange har ment. Det kommer helt an på, om den enkeltes ”selv” bliver tilgodeset, da det er det betydningfuldeste ved mennesket, skriver Kierkegaard-ekspert

”Kierkegaard fokuserede på etisk eller eksistentiel oplysning,” skriver Birgit Bertung. – Illustration: N.C. Kierkegaard/Polfoto.
”Kierkegaard fokuserede på etisk eller eksistentiel oplysning,” skriver Birgit Bertung. – Illustration: N.C. Kierkegaard/Polfoto.

I KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 18. november under overskriften ”Demokrati kræver et oplyst folk”, hævdes, at Søren Kierkegaard mente, at ”demokrati ikke var nogen ideal styreform”.

Det er for så vidt er rigtigt, men sagen er mere kompliceret.

Grundtvig, der også nævnes som folkeoplysningens foregangsmand, er enig med Kierkegaard i, at der kræves et oplyst folk, men tænkte mest på oplysning om samfundet og viden generelt, mens Kierkegaard derimod fokuserede på etisk eller eksistentiel oplysning om, hvordan man skulle forholde sig til sine medmennesker.

Hans begreb om ”massen” eller ”mængden” er imidlertid ikke uden videre identisk med ”folket”. ”En mængde” består for Kierkegaard nemlig af eksistentielt bevidstløse individer, som er mere eller mindre smeltet sammen i en flokmentalitet, der ikke indeholder et personligt ansvar, men blot følger ”de andre”.

I så fald er det naturligvis rigtigt, at sandheden ikke bliver mere sand, jo flere der stemmer for den – som vi netop har set i USA.

HVIS MAN DERIMOD taler om en forsamling af mennesker, som først hver for sig som den enkelte har valgt sit standpunkt, er der intet i vejen med et sådant demokratisk fællesskab.

Således siger Kierkegaard om det første spinkle demokrati i det gamle Grækenland, som det fremstilles i filosoffen Platons værk ”Staten”: ”Det fortræffelige ved Platons stat er netop, at han ikke gør staten højere end den enkelte (...). Han beskriver en demokrat, og for at gøre det beskriver han demokratiet; han beskriver en stat for den enkelte – dette er den rette menneskelige idealitet; ellers får man dog den konfusion om at mange bringer noget ganske andet ud ved at være mange, end hvad hver især er.”

HVOR MANGE POLITIKERE har ikke oplevet at føle sig tvunget af partiet til at stemme for noget, de egentlig ikke gik ind for? Det er her, problemet ligger for Kierkegaard, at man risikerer at miste sig selv eller sit ”selv”, men mennesker er ikke fuldkomne.

Det er således hverken så enkelt, at Kierkegaard var principielt imod demokrati, eller at han var tilhænger af den sorteste, konservative enevælde, som mange har ment. Det kommer helt an på, om den enkeltes ”selv” bliver tilgodeset, da det er det betydningfuldeste ved mennesket.

Han skepsis over for begge styreformer er således funderet i, om der blot er tale om en åndløs mængdetænkning, der kun drejer sig om magt.

Måske har Kierkegaard set Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, for sig, da han skrev: ”Statskløgten i moderne stater er ikke: Hvorledes man skal bære sig ad med at være minister, men: Hvordan man skal bære sig ad for at blive minister.”

Birgit Bertung er mag.art. i filosofi og forfatter til flere bøger om Søren Kierkegaard.