PETER TUDVAD forsvarer sin påstand om Kierkegaards angivelige antisemitisme. Tudvad mener med rette, at det forhold, at begrebet antisemitisme er yngre end Kierkegaard, ikke logisk udelukker, at man kan karakterisere Kierkegaard som antisemit.
Men min pointe var sådan set også, at ikke blot begrebet, men også fænomenet først optræder efter Kierkegaards død. Det var formålet med at inddrage biskop Martensens tekst fra 1878, der er et af de tidligste danske eksempler på antisemitisme.
Tudvad repræsenterer, så vidt det lader sig skønne, en forskningstradition, der lægger vægt på kontinuiteten i historien om hadet mod jøder. Han formidler endvidere et moralsk budskab, når han lader sin bog udkomme på årsdagen for Krystalnatten, nemlig at der er en forbindelse mellem Kierkegaard og det nazistiske Tyskland.
Jeg blandt andre mener derimod, at der skete et afgørende brud i det 19. århundredes anden halvdel, da antisemitismen opstod. Den var ikke blot en sammenhobning af fordomme, modvilje og had mod jøder, men en udfoldet politisk ideologi, som adskilte sig fra tidligere tiders konfessionelt betinget antijudaisme. Derfor vil det overraske mig, hvis Tudvad kan vise, at Kierkegaard var antisemit. Det passer ikke med tiden og heller ikke med Kierkegaards øvrige tanker. Derimod vil det ikke overraske så meget at finde antijudaisme eller almindelige fordomme og stereotypiske fjendebilleder, for eksempel i Kierkegaards udfald mod den dansk-jødiske forfatter Goldschmidt, der var redaktør af det satiriske ugebrev Corsaren.
Jes Fabricius Møller,
historiker,
Dronning Margrethes Vej 23,
Roskilde