Gang på gang hører vi opfordringer til muslimske kvinder om at gøre oprør. I opfordringerne lægger skribenterne op til, at kvinderne skal give afkald på den islamiske levestil i lighedens navn.
Som muslimsk kvinde har jeg meget svært ved at acceptere eller tage imod opfordringen, da jeg ikke kan gennemskue, til hvilken fordel et oprør vil være.
Som muslimsk kvinde vil jeg åbenlyst erklære, at jeg på ingen måde vil kæmpe i lighedens navn. At kæmpe for ligheden vil være en tabt kamp for begge køn, men dog mest for kvinderne. Som mennesker må vi til at erkende, at der er biologiske, mentale og psykiske forskelle, som vi aldrig vil have magt over at ændre på hundrede procent.
Som muslim vil jeg i stedet opfordre kvinderne til at kæmpe for ligestilling mellem kønnene med forskellene taget i betragtning. Vi skal som forskellige køn ikke arbejde eller kæmpe for at indtage hinandens roller, men fordele arbejdet ud fra forudsætningerne med målet at supplere hinanden.
Med islam bliver realiteterne taget i betragtning. Kønnene bliver set på som to forskellige køn med forskellige forudsætninger. Islam fordeler derefter opgaverne for dermed at komme ligestillingen til livs. Dette skal dog ikke forstås som den traditionelle opdeling med, at kvinder bliver hjemme og ikke har mulighed for at være på arbejdsmarkedet.
At oprindelseskulturen hos de fleste muslimer, som bekræfter denne tænkning, får mere plads end nødvendigt, kan og skal islam ikke lastes for.
Derfor skal opfordringen om et oprør ikke appelleres til muslimske kvinder, det skal være en appel til pakistanske, arabiske, tyrkiske, vietnamesiske, ja, selv danske kvinder. Kampen for kønnenes ligestilling vil i sidste ende ikke handle om bestemte grupper, men inkludere alle kvinder uafhængigt af religiøse overbevisninger.
Asmaa Abdol-Hamid,
socialrådgiver,
Bøgeparken 76, st. tv.,
Odense N