TIRSDAG. Jeg står op klokken seks og går hen i fitnesscentret. Jeg propper høretelefoner i ørerne og tænder for min playliste, der for tiden består af et par hundrede albums fra det eksakte år 1971, udnævnt til det objektivt bedste år for rocken nogensinde, men for mig selvfølgelig ren nostalgi. Så gennemgår jeg programmet, som min træner Mandeep har sammensat til mig, med alle de udspekulerede middelalderlige instrumenter og maskiner, det involverer. Jeg kalder ham Storinkvisitoren. Det handler om at reparere på de ødelæggende virkninger af at være forfatter. Det kræver en god kondition at sidde ned otte timer hver dag.
Det meste af det er en pine. Det gør ondt, når jeg udfører øvelserne, og det gør ondt resten af dagen. Der er ikke så megen bonus ved det, andet end musikken, og så at jeg forhåbentlig får sparket det der ubehagelige hul i jorden ud af synsfeltet. Jeg vil ikke anbefale det til mine jævnaldrende. Men jeg vil endnu mindre anbefale at lade være.
Livet er en trædemølle, en kontinuerlig proces af ødelæggelse og genopbygning, mens kødet uvægerligt synker længere og længere ned. Graven venter derude i mørket et sted. For de fleste af os toner den frem på et tidspunkt, først i udkanten af synsfeltet, så tættere på, som et gravitationsfelt, der suger og suger, mens vi desperat forsøger at kravle væk, indtil vi overgiver os til det uafvendelige.
For andre materialiserer den sig pludselig under fødderne og opsluger os, mens vi er ved at gøre noget andet, køre bil for eksempel, holde en tale, elske, og vi når lige at udstøde en overrasket kvækken. Endelig er der nogle af os, der selv placerer den lige så nydeligt der, hvor vi nu synes, den skal ligge, reder den op som en seng, med et undskyldende, hjerteskærende eller anklagende brev på natbordet til de efterladte og deres hændervriden eller -vasken.
Det er ikke sådan, at jeg hele tiden går og tænker på døden. For det meste har jeg for travlt til det. Men nogle uger, nogle dage, bliver man mindet om den.
Jeg går hjem fra fitnesscentret, hjem til familien, kysser dem, bliver trukket ind i morgenrutinerne, går så op på mit kontor, tænder for computeren og gør mig klar til at slippe dæmonerne løs, da en afdød forfatter ser smilende på mig fra internetavisens forside.
Synnøve Søe er fundet død i sit hjem. Jeg kendte hende ikke. Jeg mødte hende aldrig. Jeg tjekker min Facebook Messenger og mailboks og konstaterer, at jeg aldrig har kommunikeret med hende. Det er der ikke noget usædvanligt i. Jeg har ingen forfattervenner og har aldrig været hjemme hos en forfatter. Jeg ved ikke, hvordan sådan nogle bor og lever, sikkert meget mere spændende end mig. Jeg er lige så meget udkant, som Synnøve vist var det.
Jeg ved ikke præcis, hvorfor Synnøve døde. Men der var vist både smerter og ensomhed. Hun kunne ikke skrive længere. Og det er døden for enhver forfatter. Jeg kan se, at hun havde billedet af den aldrende, skriveblokerede, Hemingway på sin Facebook-side. Det giver mening. Planeten Jorden er nøgternt set hverken blevet tungere eller lettere ved hendes bortgang. Trædemølleprincippet får det hele til at balancere. Men jeg føler en personlig smerte eller snarere forstemhet eller nedtrykthed ved denne ukendte og næsten jævnaldrende kollegas død. Den sætter grundtonen denne uge og sænker mit stemningsleje. Fordi hendes død på en måde også er min død. Sådan er det jo.
ONSDAG. Telefonen brummer klokken seks, jeg springer op, trækker i træningstøj, spurter over til fitnesscentret og dets selvpåførte tortur, og klokken syv kommer jeg hjem igen, blussende, svedig og stønnende, smider fitnesstasken fra mig, slukker for playlisten og siger farvel til annus mirabilis (det forunderlige år) 1971, løber ovenpå og siger godmorgen til familien, og så går dagen i gang som en malende kværn.
Sender børnene i børnehave og skole, slipper dæmonerne løs fra klokken 7.30 til 15.00, henter børn igen, går til svømning med den ene, applauderer, roser, opmuntrer, handler ind, laver mad, putter børn, og da dagen bremser op med hvinende bremser, har jeg endnu et par timer, indtil klokken 23, min faste sengetid, til at få læst. Dagen er pakket til sidste minut.
Men hvis jeg fik lov til at skrive en ønskeliste over ting, jeg gerne ville foretage mig, hvis jeg kunne gøre hvad som helst, ville jeg nok bare skrive, gå til fitness, sende børnene af sted i børnehave og skole, arbejde, handle ind og så videre. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle ønske mig, andet end det, jeg har. For vildskaben, dæmonerne, døden og angsten er pakket ind i de syv en halv time på mit kontor, og der skal de gerne forblive, pakket ind og isoleret af hverdagens beroligende enerverende gøremål.
ONSDAG AFTEN. Inden jeg går i gang med at læse, går jeg stuegang på nettet. Og der er hun igen. Min døde kollega med det næsten japansk maskeagtige ansigt. En gåde, der nu aldrig bliver opklaret. Jeg burde læse noget af hende, tænker jeg. Jeg burde lære hende at kende med tilbagevirkende kraft.
Jeg tænker på, om Synnøve mon nogensinde læste Willy Kyrklund, svensk forfatter, som i bogen ”Om godheten” skriver, at den gamle, brutale Jahve bliver nødt til at blive god for at overleve i den moderne verden. Og så omstiller Gud sig og siger: Se mig, her er jeg, jeg er god! Men det er selvfølgelig en forklædning. Jahve er lige så brutal og uempatisk en gud, som han altid har været – en gud, der ikke kender til godheden. Og sådan skal det også være. Ingen forklædninger, tak! Gad vide, om hun ville have fundet trøst i det? For vi kan godt, gennem en slags paradoksterapi, finde trøst for dystre tanker ved at læse forfatteres dystre tanker. Jeg tror, Synnøve ville have grinet ad Kyrklunds tanker om Gud. Det gjorde jeg i hvert fald.
TORSDAG. Klokken seks, en time før familien vågner, står jeg op og går hen i fitnesscentret. Der er overraskende mange mennesker så tidligt på dagen. Jeg ser dem som i en tåge, fordi jeg ikke har taget kontaktlinser på, et pandæmonium af skyggeskikkelser fra Helvedes anden kreds, der aser og maser med romaskiner, benpres, skulderpres, løbebånd og cykler. En energiudladning, der synes lige så statisk, som den er intens, fordi de martrede sjæle ikke kommer nogen vegne.
Jeg går hjem gennem den nordlige Ørestad, kanter mig ligesom gennem januarregnen og -blæsten og kommer hjem til min familie, og der er de, mine drenge og min kone, allerede i fuld gang. Og dagen begynder, trummerummen og rutinerne, hvert eneste minut af dagen fuldt af gode pligter.
Jeg går op på kontoret, tænder for computeren, ser igen Synnøves ansigt smile skælmsk imod mig. Jeg åbner et nyt dokument og skriver: ”Tirsdag. Jeg står op klokken seks og går hen i fitnesscentret.”
På denne plads bringer vi en klumme med fokus på kultur, eksistens og ånd. Kim Leine er forfatter og har blandt andet skrevet de anmelderroste bøger ”Kalak” og ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for.